|
Men utallige undersøgelser dokumenterer, at det stadig er kvinderne, der er familiens primære omsorgsperson. Blandt andet viser en undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd med titlen ’Hvad mænd og kvinder bruger tiden til’, at kvinderne bruger dobbelt så lang tid som mændene på de hjemlige opgaver – både de praktiske og de mere omsorgsprægede som for eksempel ansvaret for syge børn.
Når en nær pårørende bliver alvorligt syg, er det de store følelser, der kommer i spil. Og generelt set er kvinder bedre til at tale om følelser end mænd. Det gælder især de ældre mænd, der er opdraget til at bide tænderne sammen. Men der er ændringer på vej. Ifølge Dansk Psykolog Forening er der i dag flere unge mænd, der finder vej til en psykolog end blandt de ældre aldersgrupper. I dag er 4 ud af 10 klienter hos psykologerne unge mænd mellem 16 og 29 år, mens det for de ældre aldersgrupper kun er 3 ud af 10.
Mænd er problemløsere
Mænd er orienterede mod at gøre noget, mod at løse problemerne. Og når de bliver bragt i en situation, hvor der faktisk ikke er nogen udvej, føler de sig magtesløse, siger Henrik Dybvad Larsen.
- Vi føler, at vi mister noget af maskuliniteten, og så kommer vi på glatis og bliver usikre. I den situation har vi brug for at få at vide, at vi ikke behøver komme med gode råd eller at forsøge at løse problemerne, men at det er fint, hvis vi bare tager 10 minutter, hvor vi hører, hvad vores syge pårørende har at sige.
Det vil altså sige, at mænd ofte skal hjælpes på vej af den, der har brug for omsorgen. Manden får ikke af sig selv øje på, hvad den syge har behov for. Et godt råd er derfor at tale åbent med sin pårørende om vedkommendes ønsker.
Henrik Dybvad Larsen har for nylig startet en mandegruppe for mænd med prostatakræft, og erfaringerne herfra er, at det ikke kun er i forhold til konen, at mænd har en problemløsende tilgang til sygdom. De deltagende mænd kom således med en masse råd til hinanden på de første møder.
- Det var tydeligt, at de ville hinanden det bedste. Men det er ikke gode råd, der er brug for i forhold til alvorligt syge mennesker. Det er nærvær, for man kan ikke fjerne det, der gør ondt, siger Henrik Dybvad Larsen.
Efter Henrik Dybvad Larsens opfattelse vil de fleste mænd kunne finde ud af at påtage sig rollen som den omsorgsfulde pårørende, hvis de får lidt hjælp til det. Men der er også mænd, for hvem den rolle ligger så fjernt, at de ganske enkelt ikke magter den.
- Men jeg tror også, at i de tilfælde ved kvinden det godt, og så finder hun ud af at bruge de tætte veninder i stedet, siger han.
Praktiske opgaver
Selvom en mand må erkende, at hans omsorgsgivende gen er ikke-eksisterende, kan han stadig have stor værdi som pårørende. Der er nemlig masser af praktiske opgaver, han kan aflaste den syge med.
Henrik Dybvad Larsens erfaring er, at mændene fint kommer på banen, når det handler om den mere tekniske side af sygdommen. Ok: der skal 12 kemobehandlinger til på den og den dato. Det kan mænd forholde sig til, det er faktuelt.
- Så den slags opgaver kan manden jo påtage sig. Holde øje med, at den syge får den rigtige medicin, gå med til samtalerne hos lægen og være med til sikre, at der bliver stillet de rigtige spørgsmål. Så føler manden sig igen værdifuld og oplever, at han kan give noget til den svære situation, parret står i, siger han.
Og så er der jo de helt lavpraktiske opgaver som støvsugningen og lignende. Den slags opgaver kan ganske vist føles nærmest grænseoverskridende for visse mænd, siger Henrik Dybvad Larsen, men det gælder dog kun få et fåtal.
Lukker af
Men der findes også mænd, som ganske enkelt ikke magter at bidrage til deres syge pårørende. Nogle bliver deprimerede og lukker fuldstændig af overfor partneren. Andre kaster sig over arbejdet, begynder at drikke eller at tage bedøvende medicin, fordi de ganske enkelte ikke kan holde ud, at de ikke kan være til nytte. Det synes de nemlig ikke de kan, når de må erkende, at de ikke kan løse problemerne.
- Når vi er i krise, gør vi det, der plejer at hjælpe. Det vil sige, at hvis vi har haft en tendens til at kaste os over arbejdet eller blive deprimerede, så er det også det, vi trækker på, når der opstår en krise. Det er jo også en løsning – men bare ikke den mest hensigtsmæssige, siger Henrik Dybvad Larsen.
Mændene bliver
Til gengæld løber danske mænd ikke, som for eksempel de amerikanske, skrigende væk, når konen bliver ramt af sygdom. En amerikansk undersøgelse viser således, at skilsmisseraten i Amerika for alvorligt syge kvinder er 21 procent sammenlignet med tre procent hos alvorligt syge mænd.
Undersøgelsen er gennemført af forskere fra Huntsman og Stanford University Scholl of Medicine og omfatter i alt 515 patienter med kræft eller multipel sklerose. Forskerne fulgte patienterne – lige så mange kvinder som mænd - gennem fem år. Taget under ét svarede skilsmissetallet i gruppen til den amerikanske befolkning som helhed, nemlig 12 procent, men altså med udtalt kønsforskel.
Her i landet er der gennemført en betydelig større undersøgelse, der ikke viser stigende skilsmisserater. Undersøgelsen, der dannede baggrund for en ph.d. afhandling i 2008 af cand.scient. Katrine Carlsen, baserede sig på statiske data fra kræftpatienter, der fik en diagnose i årene 1981-2000. 46.000 patienter blev sammenlignet med en kontrolgruppe på 220.000, der ikke havde kræft, og undersøgelsen viste ingen forskelle mellem de to grupper. Omvendt viste undersøgelsen heller ikke, at en kræftdiagnose binder par tættere sammen. Skilsmisseraten er den samme.
Det er tal, som glæder Henrik Dybvad Larsen, men også tal, der overrasker ham lidt.
- Min tanke ville nok være, at mænd var hurtigere til at give op og lade sig skille, mens kvinden bliver hos manden og tager vare på hans sygdom. Når det ikke ser sådan ud, skyldes det sandsynligvis, at kønsforskellen i Danmark er mindre end i mange andre lande. Så på den baggrund passer tallene jo godt.
Og det ser endnu bedre ud for fremtidens patienter og pårørende, mener Henrik Dybvad Larsen.
- Mænd bliver bedre og bedre til at tage vare på den følelsesmæssige side af livet. Se bare på de unge mænd, der er meget mere på banen end tidligere generationer i forhold til rollen som far, siger han. |
