Antallet af type 2-diabetes patienter er stærkt stigende. Forstadiet hedder det metaboliske syndrom. Sygdommen er knyttet til overvægt og nedsat fysisk aktivitet. Derfor kalder man det også en livsstilssygdom.
Der bruges cirka 2,5 milliarder kroner på behandling af diabetes i Danmark.
-
80 procent bruges til behandling af komplikationer.
-
10 procent bruges til forebyggelse af udvikling af komplikationer.
-
10 procent bruges på medicin.
Man vil gerne forsøge at ændre denne fordeling til en mere målrettet forebyggende behandling.
Blodets indhold af sukkerstoffet glukose stiger, hvis organismen helt mangler hormonet insulin, som det ses ved type 1-diabetes, eller hvis organismen har et stort insulinbehov, der ikke kan dækkes ved kroppens egen produktion af insulin i bugspytkirtelen, som det ses ved type 2 diabetes.
Gestationel diabetes ligner type 2-diabetes, men forsvinder igen, når graviditeten er overstået. De sekundære diabetesformer ligner til dels også type 2-diabetes.
Hvordan føles det at have diabetes?
Når blodsukkeret stiger, vil man få nogle klassiske symptomer, der primært skyldes, at sukkeret begynder at blive udskilt i urinen. Disse symptomer er:
Symptomerne er tilstede hos både type 1- og type 2-diabetespatienter, men type 1-diabetespatientens symptomerne udvikles over dage til nogle få uger, hvorimod type-2 diabetes oftest har et meget langt forløb (op til 10 år), hvor patienten ikke har symptomer.
Hvad er faresignalerne?
Har man udviklet nogle af symptomerne, bør man lade sig undersøge for sukkersyge. Begge diabetesformer er arvelige. Det er dog kun cirka hver tiende nye type 1-diabetespatient, der i forvejen har diabetes i familien, hvorimod op til 40 procent af hver ny type 2- diabetespatient i forvejen har diabetes i familien.
Type 2-diabetes ses specielt hos personer, der:
-
har diabetes i familien
-
tidligere har haft diabetes under graviditet
-
er overvægtige
-
har forhøjet blodtryk
-
har åreforkalkning (for eksempel blodprop i hjertet)
-
har forhøjet fedtstoffer i blodet (kolesterol og triglycerid).
Hvad kan man selv gøre?
Diabetesbehandlingen bygger i vid udstrækning på begrebet egenomsorg. Dette begreb dækker over ens evne til at tage vare på sig selv. Dette kan kun opnås gennem erfaring og undervisning.
I diabetesskolerne får man undervisning. Et forløb på en diabetesskole varer typisk en lille uge, nogle steder er man på skole i ét stræk, hvorimod man andre steder er på skole en dag om ugen over for eksempel fire uger. En grundig undervisning i insulinbehandling er væsentlig for dem, der er i denne behandling.
Et vigtigt led i behandlingen er en diabetesdagbog, der bruges til at skrive de målte blodsukkerværdier ned i. Desuden fungerer diabetesdagbogen som et bindeled mellem behandlerne i diabetesteamet.
Diabetesteamet omfatter diabeteslægen, den praktiserende læge, diabetessygeplejersken, diætisten, fodterapeuten, øjenlægen, øjensygeplejersken, karkirurgen og socialrådgiveren. Efter behov går patienten til kontrol enten hos diabeteslægen eller hos den praktiserende læge for at få vurderet blodsukkeret og for at blive undersøgt for sendiabetiske komplikationer.
Blodsukkerapparatet er det vigtigste apparatur for diabetespatienten. Det sætter patienten i stand til at måle blodsukkeret og styre diabetesbehandlingen i dagligdagen.
Behandlingskontrol af diabetes og opsporing af komplikationer foregår enten hos den praktiserende læge, i diabetesambulatoriet eller hos begge. Man kan for eksempel lave rutinekontroller hos egen læge og årskontroller i ambulatoriet (se senere i denne artikel).
Formålet med kontrollerne er dels at sikre, at behandlingen holder sine mål, dels at undersøge, om der skulle være tilkommet senkomplikationer, eller om allerede tilstedeværende senkomplikationer er forværret.
Ved en fyldestgørende kontrol gennemgår man følgende ting:
-
blodprøve til bestemmelse af sukkerhæmoglobin ('sladreblodprøven' eller langtidsblodsukkeret)
-
hjemme-blodglukosemålinger
-
kostvaner
-
blodtryk
-
vægt
-
prøver og undersøgelser efter individuelt behov
Ved årskontroller (hvert eller hvert andet år) gennemgår man:
-
blodprøve til bestemmelse af sukkerhæmoglobin (sladreblodprøven)
-
blodprøve til bestemmelse af fedtstoffer i blodet (for eksempel kolestorol)
-
blodprøve til bestemmelse af nyretal (kreatinin) og salte (natrium og kalium) i blodet
-
blodtryk
-
urin til bestemmelse af æggehvidestofudskillelse (urin-albumin)
-
øjen-undersøgelse (oftest hos øjenlæge eller i øjenscreeningsklinik)
-
fodundersøgelse
-
vibrationssans og/eller følesans samt pulsen i fodens blodårer
-
eventuelt hjertediagram (ekg)
-
vægtlivvidde om maven
-
motionsvaner
-
rygning
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Diagnosen stilles ved en måling af blodsukkeret (glukose-koncentrationen), oftest i en blodprøve fra øret.
-
Et tilfældigt målt blodsukker på over 11 mmol/l tyder stærkt på diabetes og er ensbetydende med diabetes, hvis man samtidig har tørst, hyppige vandladninger og/eller vægttab.
-
Diagnosen stilles på måling af blodsukker målt under faste. Er dette over 6,1 mmol/l på to forskellige dage, har man diabetes. Aktuelt anbefales det, at diagosen stilles på måling af sukkerindholdet i plasma (som er væsken, der er over de røde blodlegemer, når blodprøven fra armen er centrifugeret). Ved denne metode skal værdien være over 7 mmol/l på to forskellige dage. Hvis værdien ligger mellem 6 og 7, anbefales det at udføre en sukkerbelastningstest (se nedenfor), da man godt kan have diabetes alligevel.
-
Blodsukker målt to timer efter en sukkerbelastningstest. En værdi på over 11,1 millimol per liter betyder diabetes, under 7,7 er normalt. Ligger blodsukkeret imellem disse værdier, har man en tilstand, der kaldes nedsat glukosetolerance.
Udsigt for fremtiden
Ved begge diabetesformer kan der udvikles akutte komplikationer. Det kan være:
-
Lavt blodsukker, der er forårsaget af behandlingen.
-
Syreforgiftning (ketoacidose) ved type 1 diabetes, der er en livstruende tilstand, som skyldes mangel på insulin.
De senere opståede følgesygdomme (sen-diabetiske komplikationer):
-
diabetisk øjensygdom
-
nervebetændelse
-
nyresygdom
-
åreforsnævring
Disse sene komplikationer af diabetes udvikles først efter en årrække. Hos halvdelen af nyopdagede type 2-diabetes patienter er der dog allerede komplikationer på diagnosetidspunktet. Dette skyldes den lange periode, man går med sygdommen, inden den bliver opdaget.
Den vigtigste del af behandlingen er en god diabeteskontrol. Det vil sige, at blodsukkeret skal holdes så nært som muligt raske menneskers blodsukker.
Man ved nu fra store undersøgelser, at en god kontrol af sukkersygen (diabeteskontrol) helt kan forhindre eller i høj grad sænke risikoen for at udvikle følgesygdomme (de sen-diabetiske komplikationer).
Hvordan behandles diabetes?
Diabetes behandles med diabeteskost, motion og medicin. Den medicinske behandling tager sigte på enten at:
-
Øge insulinmængden i blodet (tabletter og insulin)
-
Sænke insulinbehovet (tabletter)
-
Sænke optagelsen af glukose fra tarmen (tabletter)
|
