Debat om omskæring

København, den 7. november 2016

Sygeforsikringen "danmark" giver tilskud til en række operationer til de medlemmer, som har operationsdækning*). Herunder også til operation af penis.

Vi har endnu ikke undtaget rituelle omskæringer i vores definition af, hvilke operationer vi giver tilskud til. Men det vil vi naturligvis se nærmere på, hvis der viser sig ønske om at justere kriterierne for tilskud til penisoperationer.

I løbet af 2016 har "danmark" givet tilskud til i alt 8 penisoperationer. Men ingen af disse operationer er afregnet som tilskud til rituel omskæring, viser en manuel gennemgang af de pågældende afregninger de seneste to år. De penisoperationer, "danmark" har givet tilskud til, var alle til afhjælpning af medicinske problemer.

Der har derfor ikke været grund til bekymring, hverken for medlemmernes kontingentkroner eller for at "danmark" de facto medvirker til rituel omskæring af drengebørn.

"danmark" forholder sig ikke lægeligt til, om de operationer eller behandlinger, vi giver tilskud til, er lægeligt begrundede eller ej. Det overlader vi til den enkelte læge at vurdere under ansvar over for sundhedsmyndighederne. Og det har vi god erfaring med. I de – heldigvis sjældne – tilfælde, hvor en speciallæge har fået frataget sin autorisation, har sagen så givet sig selv.

"danmark" udbetaler årligt omkring over 2,5 mia. kr., som økonomisk hjælp til medlemmernes egenbetaling af sundhedsydelser og medicin. "danmark" er et gensidigt ejet forsikringsselskab med 135 medarbejdere, som servicerer 2,4 mio. medlemmer.

*) "danmark"s tilskud til operation til medlemmer af Gruppe 1 og 2 samt de medlemmer af Gruppe 5, der har valgt en supplerende operationsdækning. Disse medlemmer kan, når karenstiden på 12/24 måneder er overstået, få tilskud til operationer, der er foretaget af autoriseret speciallæge i EU/EØS og som findes på vores tilskudsliste. Alle operationer foretaget uden for Danmark – altså i det øvrige EU og EØS skal forhåndsgodkendes.