Gå til indhold

Usikkerhed ved indregning og måling

Opgørelsen af den regnskabsmæssige værdi af visse aktiver og forpligtelser forudsætter anvendelse af regnskabsmæssige skøn. De udøvede skøn er baseret på forudsætninger, som ledelsen anser som forsvarlige, men som er usikre. De foretagne skøn er nærmere beskrevet i afsnittet Anvendt regnskabspraksis. Der har ikke i dette regnskabsår været usædvanlige forhold.

Videnressourcer

"danmark" Erhverv drager nytte af de erfaringer, de it-systemer og den ekspertise, som Sygeforsikringen "danmark" har erhvervet gennem en lang årrække, når det gælder administration af tilskud til tandbehandling, elektronisk afregning med behandlere og udbetaling af erstatning til forsikrede.
Derudover er der i 2024 indgået et samarbejde med en ekstern leverandør om mere komplekse forsikringssager, hvor der er behov for brug af tandlægejournal. Leverandøren har både systemer og faglige kompetencer, der kan støtte medarbejderne i "danmark" Erhverv og Sygeforsikringen "danmark".
Samarbejdet med Sygeforsikringen "danmark"s juridiske afdeling er i 2024 blevet udvidet til også at indgå i projekter med forretningsudvikling for øje.

Revisionsudvalg

Der er ikke etableret et selvstændigt revisionsudvalg. Revisionsudvalget for Sygeforsikringen "danmark" varetager denne opgave for "danmark" Erhverv.

Fremtiden

Der er efter regnskabsårets udløb ikke indtruffet andre begivenheder, som påvirker regnskabsaflæggelsen for 2024 eller giver anledning til væsentlige ændringer i forventningerne til resultatet af forsikringsdriften i 2025.

Ledelseserhverv

Bestyrelsesformand Allan Luplau
er formand for bestyrelsen i Administrationsselskabet "danmark" A/S samt medlem af bestyrelsen i Forsikring & Pension, i Forenede Gruppeliv, i iFHP og i AMICE.
Bestyrelsesmedlem Flemming Orth
er formand for bestyrelsen i Sygeforsikringen "danmark" og medlem af bestyrelsen i Administrationsselskabet "danmark" A/S.
Bestyrelsesmedlem Jan Hoffmann
er medlem af bestyrelsen i Finansrådgiverne - Forsikringsmægler A/S .
Bestyrelsesmedlem Hanne Richter
er medlem af bestyrelsen i Sygeforsikringen "danmark", formand for C.W. Obel kollegiet og LOF NORD samt medlem af bestyrelsen i 4. maj kollegiet.