Gå til indhold

Note 14

Politikker og mål for styring af finansielle risici

Markedsrisici er en meget sandsynlig og kontinuerlig risiko, der kan have store konsekvenser for "danmark" Erhvervs økonomi. "danmark" Erhvervs bestyrelse har valgt at have en moderat risikoprofil. Investeringsstrategien er diversificeret og langsigtet med middel risiko.
Da "danmark" Erhverv ikke har som formål at have overskud på forsikringsdriften, skal sikringen af den finansielle styrke komme fra investeringsaktiviteterne, og bestyrelsen accepterer derved de risici, denne aktivitet medfører.
Bestyrelsen har fastsat investeringsrammer for investering i obligationer og aktier, og økonomifunktionen overvåger på daglig basis, at investeringsrammerne ikke overskrides.

Risikoovervågning og rapportering

Markedsrisiko er risikoen for tab som følge af ændringer i markedsværdien af virksomhedens aktiver og gældsposter på grund af ændringer i markedsforholdene. "danmark" Erhverv har via sin outsourcing aftale med Sygeforsikringen "danmark" løbende overvågning af renterisici, aktiekursrisici og valutarisici. I henhold til Finanstilsynets meget omfattende regelsæt på området, udarbejdes en lang række "stresstests", herunder nedennævnte følsomhedsanalyser. Endvidere udarbejdes yderligere relevante "stresstests" til brug for rapportering til bestyrelsen.

Kredit- og modpartsrisici

Kredit- og modpartsrisiko er risikoen for tab som følge af, at en modpart misligholder sine betalingsforpligtelser over for virksomheden. "danmark" Erhverv er primært udsat for kredit- og modpartsrisici knyttet til investeringsvirksomheden. "danmark" Erhverv anvender kun finansielle institutter, der har en høj kreditværdighed, og langt størstedelen af investeringerne foretages i obligationer med høj kreditkvalitet.

Forsikringsrisici

Forsikringsrisikoen i relation til skadesforsikringsvirksomhed relaterer sig primært til produkterne, prisfastsættelsen af disse, accepten, risikoen for kumul (koncentration af risici), erstatningsbehandlingen og hensættelserne.
"danmark" Erhverv beskæftiger sig udelukkende med sygeforsikring. "danmark" Erhvervs erstatninger er præget af mange, men relativt små erstatningsbeløb på veldefinerede områder. Det er ledelsens vurdering, at der ikke er store enkeltstående risici forbundet med selskabets forsikringsaktiviteter.