Begivenheder efter regnskabets afslutning
Efter regnskabsårets udløb er der ikke indtruffet væsentlige begivenheder, der påvirker regnskabsaflæggelsen for 2025 eller giver anledning til væsentlige ændringer i forventningerne til resultatet af forsikringsdriften i 2026.
Forventninger til fremtiden
I 2025 var udviklingen helt i overensstemmelse med "danmark"s målsætning om en høj tilbagebetaling til medlemmerne.
Målsætningen i budgettet for 2026 er uændret i gennemsnit at udbetale mindst 90 procent i tilskud af de indbetalte kontingenter. "danmark" forventer et forsikringsteknisk resultat i niveauet 0-10 millioner kroner i 2026.
Geopolitik udgør den mest centrale investeringsrisici i 2026, da der aktuelt er krig og uroligheder flere steder i verden end set i mange år. Det kan komme til at påvirke aktiemarkederne, dog uden at nogen endnu kan forudse hvordan. Desuden er der fokus på, om de særdeles højere værdiansættelser af AI-selskaber er rimelige eller udgør risiko for en boble.
Uanset uro rundt omkring i verden står "danmark" på et solidt fundament, der gør det muligt dels at tilbyde en attraktiv forsikringsdækning og dels at kunne udvikle vores service og produkter. Desuden er der fortsat fokus på en effektiv administration for at fastholde den lave omkostningsprocent.