Gå til indhold

Erstatningsudgifter

Under erstatningsudgifter indregnes regnskabsårets udbetalte erstatninger med tillæg af direkte og indirekte skadesbehandlingsomkostninger samt ændring i erstatningshensættelser. Derudover reguleres med ændring i risikomargen.
Tillæg for direkte og indirekte skadesbehandlingsomkostninger omfatter personaleomkostninger, it-omkostninger og lokaleomkostninger mv. Omkostningstillægget indregnes på grundlag af skøn over den faktiske ressourceanvendelse, herunder medarbejderes tidsforbrug til henholdsvis skadesbehandling og andre opgaver.


Afløbsresultat

Regnskabsårets afløbsresultat indgår under erstatningsudgifter og udtrykker forskellen mellem forventede og realiserede erstatninger vedrørende tidligere år. Afløbsresultatet beregnes som erstatningshensættelserne ved årets begyndelse med fradrag af årets erstatningsudbetalinger med tillæg af direkte og indirekte skadesbehandlingsomkostninger vedrørende de pågældende regnskabsår og erstatningshensættelserne ved årets slutning.


Forsikringsmæssige driftsomkostninger

Som forsikringsmæssige driftsomkostninger indregnes omkostninger i forbindelse med erhvervelse samt omkostninger til administration af forsikringsbestanden, der ikke kan henføres til skadesbehandling.
Væsentlige omkostninger, der vedrører det kommende år, periodiseres og aktiveres som forudbetalte omkostninger under andre periodeafgrænsningsposter.
Driftsomkostninger vedrørende regnskabsåret, der ikke er betalt inden årets udgang, indgår under anden gæld og hensatte forpligtelser.

Investeringsafkast

Under investeringsafkast indregnes regnskabsårets indtægter i form af periodiserede renter, modtagne aktieudbytter samt realiserede og urealiserede gevinster og tab.
Kursreguleringer omfatter realiserede og urealiserede gevinster og tab vedrørende investeringsaktiver.
Renteudgifterne omfatter bankrente. Administrationsomkostninger i forbindelse med investeringsvirksomhed omfatter regnskabsårets gebyrer og lignende ved porteføljeadministrationen og en beregnet andel af egne omkostninger ved administration mv. af investeringsvirksomheden.
En andel af investeringsresultatet vedrører forrentning og kursregulering af forsikringsmæssige hensættelser og overføres til forsikringsresultatet under regnskabsposten forsikringsteknisk rente.


Skat

Årets skat, som består af årets aktuelle skat og ændring af udskudt skat, indregnes i resultatopgørelsen med den del, der kan henføres til årets resultat, og direkte på egenkapitalen med den del, der kan henføres til posteringer direkte på egenkapitalen. Aktuel skat og udskudte skatteforpligtelser beregnes med den aktuelle skatteprocent på tidspunktet for, hvornår udskudte skatter forventes at blive aktualiseret efter gældende skattesatser.
Udskudt skat indregnes af alle midlertidige forskelle mellem regnskabsmæssige og skattemæssige værdier af aktiver og forpligtelser, hvor den skattemæssige værdi af aktiverne opgøres med udgangspunkt i den planlagte anvendelse af det enkelte aktiv.
Udskudte skatteaktiver, herunder skatteværdien af fremførselsberettigede skattemæssige underskud, indregnes i balancen med den værdi, aktivet forventes realiseret til, enten ved modregning i udskudte skatteforpligtelser eller som nettoskatteaktiver.