Årets resultat viser et overskud på 527 t.kr., og egenkapitalen var ved udgangen af året på 54.970 t.kr.
Selvom præmieindtægterne steg med 19 %, resulterede året i et forsikringsteknisk underskud på 1.601 t.kr. Dette skyldtes hovedsageligt en stigning i bruttoerstatningsprocenten i 2025 samt høje administrationsomkostninger forbundet med drift og nødvendige udviklingsbehov. Lovgivningsmæssige krav til rapportering og kontrolfunktioner er fortsat en betydelig byrde for mindre og nyetablerede selskaber sammenlignet med større og etablerede selskaber.
Tandforsikring er et forsikringsområde, der er præget af stigende interesse, vækst og stærk konkurrence. Der har i løbet af 2025 været dialog med flere overenskomstområder og faglige organisationer, der viser interesse. Derudover er der en stigende interesse for tilbud om private tandforsikringer, som også påvirker markedet.
På trods af konkurrencen har vi igen i 2025 formået at bevare vores eksisterende kunder og tiltrække flere nye. Dette inkluderer både virksomheder, der ikke tidligere har haft tandforsikring, og dem, der har valgt at skifte til "danmark" Erhverv.
Præmieindtægt for egen regning i 2025 steg med 6.362 t.kr. til 40.271 t.kr., mens erstatninger for egen regning er steget med 6.480 t.kr. til 37.060 t.kr.
Skadesudgifterne er dermed steget mere end præmieindtægten, hvilket resulterer i at bruttoerstatningsprocenten steg fra 90,2 % i 2024 til 92,0 % i 2025. Bruttoerstatningsprocenten anses dog stadig som tilfredsstillende.
Årets resultat anses som tilfredsstillende og afspejler både indsats for fastholdelse og tilgang af nye virksomheder, samt fortsat fokus på balance mellem præmieindtægt og erstatninger. Markedet er præget af lange beslutningsprocesser i virksomheder, bl.a. fordi det er en del af lønforhandlinger, og dermed kræver enighed mellem ledelse og personalegrupper.
De ressourcer, der var afsat til salg, samarbejdsaftaler og udvikling, har skabt positiv vækst i 2025. Vi fortsætter med samme indsats i 2026. Det er vigtigt at fortsætte med at fokusere på produktudvikling og systemudvikling for at imødekomme forventningerne fra kunder, samarbejdspartnere og markedskonkurrencen. En væsentlig del af 2026 bliver også at sikre tilpasning af forsikring i forhold til en eventuel ændring i den offentlige støtte til tandbehandling.
Vi oplever tilfredse kunder, både blandt virksomheder og forsikrede.
Vi forventer fortsat en moderat vækst, også fordi 2026 ikke er et stort overenskomstår på det private marked. Vi oplever også fortsat en stor konkurrence.
Ledelsen forventer, at "danmark" Erhverv vil opnå en betydelig markedsandel over tid, hvilket vil give flere virksomheder og forsikrede mulighed for at drage fordel af vores omfattende dækning og den gode service, baseret på Sygeforsikringen "danmark"s mange års erfaring inden for tandbehandling.
Forsikringen er digital, hvilket giver forsikrede og virksomheder minimal administration og nem adgang til online selvbetjening. "danmark" Erhvervs forsikrede har været minimalt påvirket af Sygeforsikringen "danmark"s overgang til et nyt it-system, og vi vil snart kunne drage fordel af den fælles platform, som it-systemerne deler.