Solvens
"danmark"s bestyrelse har i henhold til Solvens II-reguleringen etableret de fire nøglefunktioner og udpeget ansvarlige for disse, herunder at Intern audit varetages af Intern revision. De fire nøglefunktioner rapporterer minimum én gang årligt til bestyrelsen.
Det sikres løbende, at alle politikker og retningslinjer for "danmark"s virksomhed på de relevante områder er udarbejdet i henhold til de gældende retningslinjer i Solvens II-reguleringen, herunder ikke mindst vedr. risikostyring af "danmark"s finansielle aktiver og af forsikringsdriften.
Herudover udarbejdes hvert år en risikovurderingsrapport. "danmark" tilpasser løbende de administrative procedurer og systemer, så der altid kan foretages beregninger og opgørelser af solvenskapitalkravet efter de gældende Solvens II-regler. "danmark" anvender Solvens II-standardmodellen ved beregning af solvenskapitalkravet.
Nøgletallet solvensdækning opgøres som forholdet mellem solvenskapitalkravet og det kapitalgrundlag, der var til rådighed for dækning af solvenskapitalkravet i henhold til gældende regler ved regnskabsårets udgang.
I forbindelse med disse beregninger foretages revurdering af de overordnede markedsvilkår, herunder af strategi og markedsmæssige forhold samt de risici, der indgår i beregningen.
Opgørelsen udarbejdes minimum fire gange om året. I opgørelsen indregnes markedsrisici, kredit- og modpartsrisici, forsikringsrisici og operationelle risici.
Efter Solvens II-reglerne er kapitalen til dækning af solvenskapitalkravet opgjort til 6.985 millioner kroner, og solvenskapitalkravet er efter standardmodellen opgjort til 2.264 millioner kroner svarende til en solvensdækning på 308 %.