Anvendt regnskabspraksis
Koncernens ejendomme anvendes i forskelligt omfang til egne kontorer. Ved sondringen mellem domicilejendomme og investeringsejendomme anvendes andelen af egen anvendelse. Hvor ejendommens egen anvendelse udgør en mindre væsentlig del, betragtes ejendommen som en investeringsejendom.
Domicilejendomme måles årligt til en omvurderet værdi svarende til dagsværdi opgjort i overensstemmelse med regnskabsbekendtgørelsens retningslinjer. Målegrundlaget for hver ejendom er driftsbudgetter for det kommende år og aktuelt fastsatte forrentningskrav opgjort som en skønnet vægtet afkastprocent, der tager hensyn til specifikke forhold vedrørende den enkelte ejendom.
Indtægter og omkostninger vedrørende domicilejendomme indgår under forsikringsmæssige driftsomkostninger. Opskrivninger af domicilejendomme og tilbageførsel af disse indregnes i regnskabsposten anden totalindkomst. Nedskrivninger af ejendomme, der ikke vedrører en tidligere opskrivning, indregnes i regnskabsposten kursreguleringer.
Domicilejendomme afskrives over den forventede anvendelsesperiode. Afskrivningsgrundlaget udgør dagsværdien med fradrag af den forventede restværdi ved anvendelsesperiodens ophør. Anvendelsesperioden er fastsat til 50 år, og den forventede restværdi er skønnet til 90 %. Der afskrives ikke på grunde. Afskrivningerne indgår under forsikringsmæssige driftsomkostninger.