Gå til indhold

Note 17

Anvendt regnskabspraksis og regnskabsmæssige skøn

Præmiehensættelser opgøres efter den forenklede metode i § 72, idet metoden for selskabets flerårige policer tilnærmelsesvis fører til samme resultat som anvendelsen af § 71.
Efter den forenklede metode opgøres præmiehensættelserne for alle forsikringer, hvis risikoperiode er påbegyndt inden regnskabsperiodens udgang. Præmiehensættelsen udgør den andel af modtagne og tilgodehavende bruttopræmier, der svarer til den del af risikoperioden, der forløber efter balancedagen.
Under erstatningshensættelser indregnes kendte og forventede erstatningsudgifter vedrørende regnskabsåret og de to forudgående regnskabsår. Hensættelserne er sammensat af anmeldte og opgjorte erstatninger vedrørende regnskabsåret, der ikke er afregnet inden årets udgang, samt forventede erstatningsudgifter der efter bedste skøn er opgjort på grundlag af en beregningsmodel.
Den anvendte beregningsmodel arbejder med en fremskrivning af detaljerede data for afholdte erstatningsudgifter. Beregningsmodellen forudsætter en vis stabilitet i medlemmernes adfærdsmønstre fra år til år. Modellen har gennem en årrække vist stabile resultater, men vurderes løbende og tilpasses ændringer i erstatningsberegning og afregningsformer.
Målegrundlag for hensættelser vedrørende anmeldte og opgjorte, ikke-afregnede erstatninger er de faktiske erstatningsbeløb. Ved måling af hensættelser til ikke-skadesbehandlede erstatninger indregnes tillæg til forventede direkte og indirekte skadesbehandlingsomkostninger.
Under risikomargen indregnes et risikotillæg til dækning af risikoen for afvigelser mellem bedste skøn og endelig afvikling af hensættelser til de ikke-skadesbehandlede erstatninger. Risikomargen opgøres som det beløb, som selskabet må forventes at skulle betale til en erhverver af forsikringsbestanden for at overtage risikoen for, at de faktiske omkostninger ved afvikling af de forsikringsmæssige hensættelser afviger fra bedste skøn.
Risikomargen beregnes efter den såkaldte cost of capital-metode.