Gå til indhold

Strategi: Forretningsmodel og bæredygtighedsrelaterede initiativer (C1)

Væsentlige produkter og tjenesteydelser

"danmark" tilbyder forsikringsprodukter og tjenesteydelser inden for sygdoms- og ulykkestilfælde samt forebyggelse af sygdomme (pkt. 47a). Medlemmerne betaler kontingent og får efter behov tilskud til udgifter ved sygdom og ulykke samt forebyggende sundhedsudgifter.
Forsikringsprodukterne er standardiserede og kendetegnet ved lave, administrative omkostninger og høj digitalisering og gennemsigtighed, hvilket giver størst mulig økonomisk værdi og tryghed for medlemmerne.
Via vores datterselskaber udvikler og udbyder vi gruppeforsikringer og beslægtede personforsikringer samt administration af sundhedsforsikringer til virksomheder og deres medarbejdere.
Vores forsikrings- og administrationsydelser er digitale og automatiserede, og processerne er enkle og gennemskuelige. Kommunikationen med medlemmerne foregår primært digitalt.
Gennem vores Sundhedsdonationer støtter vi sundhedsfaglig forskning, oplysning og forebyggelse.

Væsentlige markeder

"danmark" opererer udelukkende på det danske marked (pkt. 47b).
Sygeforsikringer udbydes alene til privatpersoner.
Gennem datterselskaber og samarbejdspartnere har vi også aktiviteter rettet mod erhvervskunder. Aktiviteterne spænder fra tandskadeforsikringer til administrationsydelser.

Primære forretningsforbindelser i en lang værdikæde

"danmark"s aktiviteter omfatter produktudvikling, markedsføring, skadesbehandling, kontor- og it-drift, kapitalforvaltning og kundeservice. I denne værdikæde er en række forretningsforbindelser involveret (pkt. 47c).
Medlemmer/forbrugere/kunder
Foreningen er medlemsejet og drives på medlemmernes betingelser. Medlemmerne tæller mere end 2,8 mio. privatpersoner.
Derudover tilbyder datterselskaberne tandskadeforsikringer og administrationsydelser til erhvervskunder og deres medarbejdere.
Leverandører er centreret i Danmark
Vores primære leverandører findes inden for finansielle tjenesteydelser, it-drift samt kapitalforvaltning. Herudover bidrager konsulenter, serviceleverandører mv. til foreningens udvikling og drift.
"danmark" leverer også administrative og driftsmæssige ydelser til egne datterselskaber.
Distributionskanaler er primært digitale
Foreningen har en digital distributionsstrategi, hvor alle indmeldelser og størstedelen af kommunikationen med medlemmerne foregår via medlemsuniverset på foreningens hjemmeside. Derudover sker udbetalinger og indberetninger elektronisk, ofte direkte fra behandlere og apoteker. Nogle tilvalgsdækninger tilbydes gennem samarbejdspartnere, hvorfra foreningen modtager provision.