Gå til indhold

Indtægter fra bestemte aktiviteter (C8)

"danmark" har ingen aktiviteter i eller indtægter (pkt. 63a-d) fra sektorerne kontroversielle våben, tobak, fossile brændstoffer eller kemikalieproduktion.

Investeringer skal leve op til vores holdninger og krav

I "danmark"s investeringspolitik præciserer vi vores holdning og krav til ansvarlige investeringer.
Vores investeringer er outsourcet til professionelle kapitalforvaltere, der skal efterleve de krav, vi har fastsat i politikken. Kravene omfatter blandt andet, at kapitalforvalterne skal udøve aktivt ejerskab, efterleve principperne for ansvarlige investeringer (UNPRI) og FN’s Global Compact.
Vores investeringer skal fremme samfundsansvar og ordentlighed. Derfor forventer vi, at de selskaber, vi investerer i, udøver god selskabsledelse og overholder internationale love, normer og standarder, herunder FN Global Compact og de ti principper i om antikorruption, miljø, menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder.
Vi følger UNPRI's principper for ansvarlige investeringer. Det betyder i praksis, at vores kapitalforvaltere skal undersøge sociale, miljømæssige og ledelsesmæssige forhold i de selskaber, vi investerer i.
I forhold til aktivt ejerskab forventer vi, at vores kapitalforvaltere aktivt bruger deres rolle til at søge indflydelse og påvirke de selskaber, de investerer i for os – særligt med henblik på bæredygtig udvikling, ansvarlighed og langsigtet værdiskabelse.
Desuden ønsker vi at bidrage til den grønne omstilling og til de nationale og internationale klimamål. Vi har derfor sat som mål, at vores kapitalforvaltere skal investere efter Paris-aftalens målsætninger, som stræber mod at begrænse CO2-udledningen. Investeringerne kan enten allerede leve op til Paris-aftalens krav eller forventes at gøre det inden for aftalens tidsramme senest i 2050.
Vi følger kapitalforvalternes individuelle eksklusionsprocesser og -kriterier, som udelukker sanktionerede lande, kontroversielle våben samt selskaber, der systematisk krænker menneskerettigheder. Kapitalforvalterne har også selskaber med væsentlige aktiviteter inden for gambling og pornografi på deres eksklusionslister.
Herudover har vi i vores investeringspolitik fravalgt investeringer i tobaksproducenter, kontroversielle våben og lande, der er på EU's sanktionsliste.
I 2025 fastsatte vi en målsætning om, at vi fremover øger vores investeringer i artikel 9 produkter fra ca. 4 % i 2025 til min. 10 % i 2030 og min. 15 % i 2035.
Vores investeringer skal fremme samfundsansvar og ordentlighed.
EU's Disclosureforordning, SFDR (Sustainable Finance Disclosure Regulation), klassificerer investeringsforeninger, fonde og ETF'er i tre kategorier: Artikel 6, 8 og 9 – alt efter deres niveau af ansvarlighed.
  • Artikel 9 klassificeres som de mest ansvarlige investeringsprodukter og har et bæredygtigt investeringsformål.
  • Artikel 8 fremmer miljømæssige og/eller sociale faktorer og må ikke gøre betydelig skade på de øvrige investeringsmålsætninger relateret til ESG.
  • Artikel 6 er alle de investeringsprodukter, som ikke hører under artikel 8 eller 9. Det er investeringsprodukter, som ikke eller i mindre grad integrerer ansvarlighed i investeringsbeslutningerne.
Vores egne fravalg og målsætninger betyder, at vi ikke investerer i artikel 6 produkter.
De outsourcede investeringsmandater til eksterne kapitalforvaltere overvåges løbende. Der er ikke konstateret brud på investeringspolitikkens retningslinjer i 2025.