Medarbejdertilfredshedsmåling med flot resultat
I "danmark" gennemfører vi en medarbejdertilfredshedsmåling hvert 2. år. I 2025 viser den, at medarbejderne er glade for at arbejde i "danmark". 97,5 % af medarbejderne har svaret, at de var glade eller meget glade for at arbejde i "danmark".
Vi måler også medarbejdertilfredsheden på en skala fra 1-4, hvoraf 4 er 'meget tilfreds', og i år er det samlede resultat 3,55. Det er en lille stigning fra målingen i 2023, hvor resultatet var 3,50.
I "danmark" er vi glade for det flotte resultat, der kommer ovenpå et par travle år med implementering af nyt it-system og tilpasning af organisationen. "danmark" vil dog også fremadrettet have fokus på at gøre "danmark" til et endnu bedre sted at arbejde. Den 1. januar 2026 indfører vi fx et nyt fælles koncept for 1:1-samtaler for vores forsikringsmedarbejdere, der skal skabe tid og plads til dialog om både arbejdsopgaver, samarbejde og den enkelte medarbejders trivsel.
Lav medarbejderomsætning understøtter værdier og vækst
"danmark" har som udgangspunkt en lav medarbejderomsætning. I 2025 var det dog nødvendigt at gennemføre en tilpasning af arbejdsstyrken som følge af et nyt it-system, der medførte en række effektiviseringer. Målet er fortsat at have en lav medarbejderomsætning. Vi ønsker at være en attraktiv arbejdsplads, hvor vores dygtige medarbejdere ønsker at blive i mange år – uanset hvor i livet de befinder sig. Samtidig skal "danmark" have de rigtige medarbejdere, der kan understøtte vores værdier og fortsatte vækst.