Risikoovervågning og rapportering
Markedsrisiko er risikoen for tab som følge af ændringer i markedsværdien af virksomhedens aktiver og gældsposter på grund af ændringer i markedsforholdene. Koncernen "danmark" har en tæt løbende overvågning af renterisici, aktiekursrisici og valutarisici. Hvis det findes hensigtsmæssigt, kan "danmark" lukke for alle væsentlige markedspositioner i løbet af kort tid.
I henhold til Finanstilsynets meget omfattende regelsæt på området, udarbejdes en lang række ”stresstests”, herunder følsomhedsanalyser, som nævnt i beretningen. Endvidere udarbejdes yderligere relevante ”stresstests” til brug for rapportering til bestyrelsen.
Kredit- og modpartsrisici
Kredit- og modpartsrisiko er risikoen for tab som følge af, at en modpart misligholder sine betalingsforpligtelser over for virksomheden. Koncernen "danmark" er primært udsat for kredit- og modpartsrisici knyttet til investeringsvirksomheden. Koncernen "danmark" anvender kun finansielle institutter, der har en høj kreditværdighed, og langt størstedelen af investeringerne foretages i obligationer med høj kreditkvalitet.
Forsikringsrisici
Forsikringsrisikoen i relation til skadesforsikringsvirksomhed relaterer sig primært til produkterne, prisfastsættelsen af disse, accepten, risikoen for kumul (koncentration af risici), erstatningsbehandlingen og hensættelserne.
Koncernen "danmark" beskæftiger sig udelukkende med sygeforsikring, men der gives erstatninger til mange forskellige behandlingsformer. Koncernen "danmark"s erstatninger er præget af mange, men relativt små erstatningsbeløb på veldefinerede områder. Det er ledelsens vurdering, at der ikke er store enkeltstående risici forbundet med selskabets forsikringsaktiviteter.