Løbende kompetenceudvikling styrker indsigt og robusthed
Bestyrelsen og direktionen modtager hvert år undervisning i aktuelle emner for at opretholde et højt vidensniveau, faglige kompetencer og erfaring. Formålet er at følge udviklingen og opnå nye indsigter i "danmark"s aktiviteter samt de tilknyttede krav og risici.
I 2025 bestod undervisningen af DORA-forordningen (Digital Operational Resilience Act), solvens, kapitalforvaltning og POG-forordningen (Product Oversight and Governance).
DORA-forordningen er en europæisk regulering, der sigter mod at styrke den digitale operationelle modstandsdygtighed i den finansielle sektor, og som fokuserer på at håndtere cyber/it-risici, også kaldet IKT-risici (informations- og kommunikationsteknologi). DORA-undervisningens fokus var på tiltag til forbedringer af den digitale operationelle modstandsdygtighed og herudover en opdatering af udviklingen i trusselslandskabet.
Undervisningen i kapitalforvaltning og solvens havde det formål at give en større indsigt i sammenhængen mellem investeringsformuen og "danmark"s solvensgrad. Undervisningen var struktureret således, at de forskellige markedsrisici i standardmodellen først blev gennemgået med afsæt i investering, og derefter blev konsekvenser for solvens forklaret. Undervisningen omfattede således både risikoen ved at investere og den modelbaserede risiko for udviklingen i solvensgraden som et resultat deraf.
POG-undervisningen oplyste om indholdet i forordningen, der fastlægger produkttilsyn og styringskrav for forsikringsselskaber og distributører. Forordningen skal sikre, at finansielle og forsikringsprodukter designes, markedsføres og distribueres på en ansvarlig måde, med fokus på forbrugerbeskyttelse.
Bestyrelsens selvevaluering i 2025 bekræftede, at Sygeforsikringen "danmark"s bestyrelse fortsat besidder den nødvendige viden, kompetencer og erfaring.