Go to content

Sandt eller falsk?

Det stigende omfang af phishing, hvor svindlere forsøger at franarre penge eller personlige oplysninger, har skabt både utryghed og forvirring. Også hos medlemmer af "danmark". Vær derfor opmærksom på forskellen mellem sandt og falsk.

Kik, men undgå klik

Svindlere skaber mails med Sygeforsikringen "danmark" som afsender, fordi løfter om økonomisk gevinst er tillokkende. De fleste mails ser ægte ud, men de fører til falske hjemmesider, hvor der er krav om at afgive sine oplysninger og i værste fald betale. Pas derfor på. Kik gerne, men klik aldrig på links.

Brug kun sikre platforme

På grund af den stigende online-svindel kommunikerer "danmark" sikkert bag login med MitID. Det sker altid på selvbetjeningen – og for udvalgte beskeder også via den digitale postkasse mit.dk. Med undtagelse af nyhedsbrevet Nyt & Sundt er mails og sms'er fra "danmark" blot notifikationer om, at der er nyt på selvbetjeningen.

Hjælp med bekæmpelse

Det kræver en indsats at bekæmpe svindel. Derfor sørger organisationen e-mærket nu for at lukke og anmelde falske hjemmesider i "danmark"s navn, så snart medlemmer sender falske mails videre til dem. Der bliver også indsendt en del ægte mails. Det viser, det er svært at se forskel, så husk: Kik, men undgå klik.

Falske mails

Billedet viser eksempler på falske mails
FALSKE mails kommer i mange former. Fra deltagelse i konkurrencer til løfter om udbetaling eller trusler om spærring af betaling.

Ægte mails

Billedet viser eksempler på ægte mails
ÆGTE mails fra "danmark" er notifikationer om, at der er en ny besked på selvbetjeningen. På mit.dk kommer hele beskeden.

Anmeld falske mails

  1. Videresend falske mails i "danmark"s navn til e-mærket på sygeforsikring@emaerket.dk
  2. Send et tip til Mit Digitale Selvforsvar i appen med samme navn
  3. Klik aldrig på links, og slet beskeden – gerne først efter punkt 1 og 2
""