Bliv klogere på reaktioner ved livstruende sygdom

Når man får at vide, at man har en sygdom, der kan være livstruende, kan man blive rystet og bange. Især hvis diagnosen kommer bag på en, kan man komme i en tilstand af chok. I situationen, hvor man får diagnosen, kan man blive fjern og ude af stand til at koncentrere sig om at lytte til lægens øvrige informationer.

Hvordan vi ellers reagerer på alvorlig sygdom, kan variere, da vi er forskellige som mennesker. Sådan lyder det fra Marie Lawætz, der er psykolog og leder af Kræftlinjen hos Kræftens Bekæmpelse.

- Nogle mennesker kan ud over at være bange også opleve stor usikkerhed og magtesløshed. Det kan være noget af det sværeste at håndtere, fordi det giver en oplevelse af at miste kontrollen over sit liv, siger Marie Lawætz.

Nogle mennesker kan ud over at være bange også opleve stor usikkerhed og magtesløshed.

Man kan blive praktisk orienteret

I tiden efter diagnosen kan man være meget optaget af alt det praktiske omkring behandling af sygdommen og mindre optaget af sine følelser.

- Afhængigt af hvad man fejler, kan det være et stort praktisk arbejde at være syg. Der er som regel mange aftaler hos sundhedsvæsenet og behandlinger, som beslaglægger en stor del af ens tid. Mange går i handlemodus og indstiller sig på at gøre alt, hvad de overhovedet kan for at klare sig igennem sygdommen, siger Marie Lawætz.

Dødsangst og anden angst

Sideløbende går en omstillingsproces i gang. Det går op for en, at alvorlig sygdom ikke kun er noget, der rammer naboen. Man lider et tab af forestillingen om at kunne planlægge langt ud i fremtiden. Der er kommet et tidsperspektiv ind, som ikke har været der før. Man bliver konstant mindet om, at ens liv er i forandring. Forskellige reaktioner begynder at vise sig. En af dem er dødsangst.

- Dødsangst er en stærk følelse hos de fleste med en livstruende diagnose. Det er meget forskelligt, hvornår angsten melder sig. Men det er helt naturligt, at man på et tidspunkt får tanker om døden, og hvad det vil sige at skulle dø. Tankerne om døden kan være meget skræmmende. Det skyldes blandt andet, at vi har svært ved at forholde os til vores egen død, fordi vi ikke er så gode til at tale om døden i vores samfund, siger Marie Lawætz.

Dødsangst er en stærk følelse hos de fleste med en livstruende diagnose.

Andre former for angst er også typiske reaktioner på en livstruende diagnose. Angsten kan være forbundet med en følelse af, at ens krop har svigtet en.

- Man kan opleve angsten som en form for klaustrofobisk angst, hvor man føler sig fanget i sin syge krop. Derudover afhænger det af sygdommen, hvad angsten handler om. Hos hjertesyge kan man være plaget af en angst for at få en pludselig død. Har man for eksempel kræft, kan man være bange for, at kræften spreder sig eller kommer igen. Man kan også være bange for at skulle igennem en lang pinefuld sygdomsperiode, som ender med, at man dør, siger Marie Lawætz.

Reaktioner kan blive en ond cirkel

Ud over angst kan man føle sig konstant anspændt og urolig. Man kan have svært ved at deltage nærværende i samtaler med andre og i det hele taget have problemer med at koncentrere sig på grund af tankemylder. De mange tanker og svære følelser kan føre til nedsat appetit og en glædesløshed, som kan nærme sig en depressiv tilstand. Det er også helt normalt, at man får søvnproblemer.

- Hvis man sover dårligt, har man mindre modstandskraft over for negative tanker og bekymringer. Det kan gå hen og blive en ond cirkel – man kan blive besat af tanken om, at hvis jeg ikke får sovet, kan jeg ikke klare det, og så kan man slet ikke sove. Man kan derfor få brug for professionel hjælp til at håndtere de svære tanker og følelser, siger Marie Lawætz.

Man kan derfor få brug for professionel hjælp til at håndtere de svære tanker og følelser.

Håndtering af reaktioner

Der er flere ting, man selv kan gøre for at tackle sine reaktioner bedst muligt. Ifølge Marie Lawætz kan det for eksempel hjælpe at tale med andre om, hvordan man har det.

- Vælg at tale med en person, som, du ved, vil lytte til dig i stedet for at tage opmærksomheden med sine egne sygdomshistorier. Hvis du fortæller, at du er bange for at dø af din sygdom, vil det hjælpe dig mere, hvis den, du taler med, ikke affejer dine følelser ved at sige, at du nok skal klare den. Det er vigtigt, at du bliver taget alvorligt, ved at den anden tør dvæle ved det svære uden samtidig at tage håbet fra dig. Det er også sådan, man gør i grupper for livstruende syge, siger Marie Lawætz.

Er det en god idé at deltage i en gruppe for alvorligt syge?
- Det er forskelligt fra person til person. Det hjælper ikke altid at tale med andre i samme situation. Nogle gange kan det have modsat effekt. For nogle kan det være svært at få andres sygdomshistorier oven i deres egen, mens det for andre er en kæmpe lettelse at høre, at de ikke er alene. Man må derfor afgøre med sig selv, hvad man tror vil være godt for en, siger Marie Lawætz.

Inden for langt de fleste alvorlige sygdomme findes patientforeninger og rådgivninger, som man kan henvende sig til for at få hjælp til at finde ud af, hvad der er bedst for en.

- Den, der kender én bedst, er én selv, men man mister fodfæstet for en tid, når man har fået en alvorlig diagnose, så det kan være hjælpsomt med en rådgiver, der kan støtte en i troen på, at man selv ved bedst, siger Marie Lawætz.

Skal jeg fortsætte med at arbejde?
- Det kommer helt an på, hvad man er i stand til, så det er svært at sige noget generelt om. Uanset er det vigtigt i god tid at få talt med sin leder på arbejdet, så man kan forventningsafstemme og aftale, hvad der er godt at melde ud til kolleger osv., siger Marie Lawætz.

Forsinkede reaktioner

Ofte kommer den store reaktion på diagnosen forsinket. Det sker ofte netop, som man tror, at nu er man på vej videre, fordi man er sygdomsfri, og alle siger: ”Er du ikke glad, for at du er rask?!”. Men det er man ikke, for man kan mærke en kæmpe udmattelse og nedtrykthed, som man kan blive bekymret for, er en depression.

- Kroppen og psyken har brug for at bearbejde det, man har været igennem. Reaktionen melder sig, når der er plads til det, og det er der ofte ikke, mens man er i behandling for sin sygdom. Når der så bliver plads, kommer reaktionen. Nogle gange kan man reagere med måneder eller års forsinkelse. Det kan overraske både en selv og omgivelserne, fordi man tror, at det er overstået, fordi man jo er rask igen. Man kan blive frygtelig bange og tænke: ”Skal jeg nu også til at være psykisk syg oveni! Det magter jeg ikke.” Det kan derfor være en stor lettelse at få at vide, at det er helt normalt, og at langt de fleste reagerer sådan, siger Marie Lawætz.

Nogle gange kan man reagere med måneder eller års forsinkelse

Det er også almindeligt at være plaget af frygt for tilbagefald, efter at man er erklæret rask. Man kan opleve kroppen som en tikkende bombe, og man har en overopmærksomhed på selv de mindste symptomer, som man overfortolker. I mange tilfælde skal man efter sin sygdom til kontrolbesøg, og så kan tankerne og følelserne forbundet med sygdomsperioden dukke op igen.

- Frygten for tilbagefald vil som regel aftage over tid, efterhånden som man har fået lang erfaring med igen at være sund og rask. Men det er forholdsvis sjældent, at den forsvinder helt – mange lærer bare at leve med den på en måde, så den ikke forstyrrer så meget, som den gør de første par år, siger Marie Lawætz.

Tiden er din ven

Nogle gange kan det hjælpe at tale med en psykolog eller en psykoterapeut, også efter at man er blevet erklæret rask, fordi hele ens eksistens har været i spil.

- Mange får nye indsigter i sig selv og nye værdisæt efter en livstruende sygdom, og det kan være godt at få talt igennem. I forhold til angsten for tilbagefald er det en opgave at lære at leve med den bedst muligt, og det kan være hjælpsomt at tale om, hvordan man kan forholde sig til den med en professionel eller andre, der har været i samme situation. Når det er sagt, er tiden ofte den bedste ven i forhold til angsten for tilbagefald, for jo flere kontroller og år, der går godt, jo mere kan man slippe angsten for tilbagefald, siger Marie Lawætz.

Livet ændrer sig

Efter en livstruende sygdom kan man måske godt vende tilbage til jobbet, som man plejer, men ofte får det en anden betydning for en. Hvis man under sit sygdomsforløb forestiller sig, at man bagefter skal vende helt tilbage til den, man var før, er det ikke hensigtsmæssigt, for det sker for de færreste.

- Måske er det lige så meget os selv som omverdenen, der tror, at man vil ånde lettet op, når alt bliver, som det var før. Men det sker ikke, for de fleste ændrer livsopfattelse, og man kan måske heller ikke det samme som før. Derfor er det en god idé at forsøge at forholde sig nysgerrigt til, hvad man har af muligheder og sætter pris på efter sygdommen i stedet for at være fastlåst i en forestilling om, at det er vigtigt, at man bliver, som man var engang, siger Marie Lawætz.