Den rigtige metode til behandling af sår

Glem alt om de gammeldags tætte plastre. De gør ikke noget godt for et sår. Et sår skal holdes fugtigt under helingen, og der findes i dag et væld af moderne plastre/bandager, der sikrer det. Sørger du samtidig for at fjerne den hævelse, der ofte opstår omkring et sår - for eksempel ved at bruge et elastikbind - nedsætter du sårhelingstiden væsentligt.

Det fortæller klinisk ansvarlig overlæge på Videncenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital, Bo Jørgensen, der er en af de læger herhjemme, der ved mest om sår og deres behandling.

- Fugtig sårbehandling nedsætter helingstiden med op til 50 procent. Og hvis man samtidig sørger for at fjerne den hævelse, der næsten altid hober sig op i forbindelse med, at man får et sår, hjælper det rigtig meget også, fortæller Bo Jørgensen.

Det handler altså om at lægge en af de moderne bandager på, som sørger for, at såret holdes fugtigt, og så supplere med kompression, som i de mere banale tilfælde bare kan være et elastikbind. Ved at holde såret fugtigt forhindrer man, at der dannes en sårskorpe, og det giver en betydelig hurtigere heling, og kompressionen skal fjerne den hævelse, der ofte opstår omkring såret. Hævet væv forsinker nemlig sårhelingen.

Langt de fleste sår er banale sår, der heler af sig selv, hvis ellers man følger rådene om at rense såret, bruger en moderne bandage og får fjernet eventuel hævelse.

I princippet er behandlingen af alle de mere banale sår som hudafskrabninger, den klemte finger eller et andet sår, den samme. Såret skal renses, på med en forbinding, der holder såret fugtigt, kompression – og så skal man lade det være nogenlunde i fred. Forbindingen skal ikke skiftes mere end en måske et par gange om ugen. Følger man de retningslinjer, vil de fleste sår være helet fint op i løbet af 14 dage.

Venøse bensår

Det er ikke den slags sår, man behandler på specielafdelingen på Bispebjerg Hospital. Her ender de komplicerede og/eller kroniske sår. De tre helt store grupper er venøse sår, diabetesfodsår og tryksår. Den største gruppe er venøse bensår, som omkring 30.000 danskere lider af.

Sådan et sår skyldes dårligt kredsløb, hvor blodet ikke kan strømme frit tilbage til hjertet på grund af for eksempel dårlig funktion af veneklapperne eller dyb årebetændelse. Det er ikke sår, man mister benet af, men såret kan blive kronisk.

Her er en meget vigtig del af behandlingen at få mere gang i venepumpen ved hjælp af kompression. Samtidig fjerner kompressionen den væskeophobning, der ofte er i benet – en væskeophobning, som med Bo Jørgensens ord er gift for sårheling. Og så hedder det ellers fugtig sårbehandling.

Tallet for venøse bensår er faldende, fordi man i den primære sundhedssektor er blevet rigtig gode til at behandle dem, fortæller han.

Diabetiske fodsår

Omvendt forholder det sig om diabetiske fodsår, hvor antallet stiger i takt med, at antallet af diabetesramte stiger. I 2012 var der 320.000 danskere med diabetes, og ifølge Bo Jørgensen vil ca. 15 procent af dem i løbet af livet få et diabetisk fodsår.

- Et diabetisk fodsår er nok den kostbareste komplikation til diabetes - både økonomisk og menneskeligt. Et sådant sår kan ende med amputation, og vi ved i øvrigt, at livet med et diabetisk fodsår bliver kortere, end hvis man havde undgået såret. Vi ved ikke hvorfor, men vi ved, at et diabetisk fodsår er første indikator for, at nu er diabetesen alvorlig, siger Bo Jørgensen.

Diabetespatienter har som regel nedsat følsomhed, og det er den hyppigste årsag til, at der opstår et sår. Man kan ganske enkelt ikke mærke, om man får en sten i skoen, eller om skoen trykker på foden. Desuden øges risikoen for at få åreforkalkning, når man har diabetes, og dermed øges risikoen også for at få sår. Og når et sådant sår kan udvikle sig fatalt skyldes det, at diabetespatienter ikke kan kontrollere infektioner, fordi deres immunforsvar er nedsat.

- Og et sår er indgangsvej for bakterier, der meget hurtigt kan galoppere op i vævet, fortæller Bo Jørgensen.

Bo Jørgensen skønner, at der er omkring 20.000 danskere med diabetiske fodsår. Men det eksakte tal kendes ikke.

Tryksår

Den tredje store sårtype er tryksår, som 15-20.000 danskere er ramt af. Tryksår skyldes immobilisering – at man ligger for længe eller sidder for længe i samme stilling, så der kommer et tryk på vævet. Det kan udvikle sig til sår. To tredjedele af tryksårene er liggesår, mens den sidste tredjedel er siddesår.

- Der er sket en god udvikling i antallet de seneste 20 år, men der er stadig mange tilfælde. En del er koblet til livets slutfase og kan måske ikke altid undgås, men der kan gøres noget for at forebygge tryksår. Det vigtigste er aflastning, for eksempel en madras, der fordeler trykket eller en siddepude for eksempel til kørestolsbrugere, siger Bo Jørgensen.

Åreforkalkningssår

En anden type sår, der kan være meget alvorlige, er åreforkalkningssår.  Denne type sår opstår, fordi arterierne – oftest i benene – er forkalkede, og blodet ikke kan strømme igennem, så der opstår mangel på ilt og næringsstoffer i vævet. Det resulterer i, at vævet dør, og der opstår sår i huden.

Det er alvorlige og smertefulde sår, hvor der ofte må kirurgi til – en ballonudvidelse af arterien eller en såkaldt omkørsel med nye blodkar, så vævet igen kan blive forsynet med næringsstoffer. Hvis det kan lade sig gøre, er problemet løst. Ellers er der stor risiko for, at benet eller foden må amputeres.

De fleste sår er banale

Men hvor alvorligt skal man egentlig tage det, hvis børnene – eller en selv – kommer hjem fra cykelturen med en hudafskrabning eller slår sig, så der går hul på huden?

Ifølge Bo Jørgensen skal man tage det alvorligt, hvis man har dårligt kredsløb. Men er man i øvrigt sund og rask og får en lille skade, så sker der ikke så meget ved det.

Man skal rense såret, hvis der er hævelse omkring såret. Man kan bruge en moderne sårbandage og kompression, der kan købes på apoteket. Og så skal man ikke skifte bandagen for tit. 1-2 gange om ugen er tilstrækkelig.

I princippet heler alle sår på samme måde, men absolut ikke med samme hastighed. For det akutte sår gælder, at det heler efter et fast mønster.

Først kommer der en oprensningsfase, der kan vare et par dage, hvor såret ser rødt og snasket ud. Herefter bliver såret rødere, og derefter begynder huden at gro ind over det. Og i løbet af 14 dage vil de fleste sår være helet.

Engang lød rådet, at man skulle lade en hudafskrabning få luft. Det skal man ikke. For selvom visse bakterietyper dør af luft, er det næsten altid stafylokokker, der går i såret, og den bakterietype tager ikke skade af luft.

 Man skal heller ikke prikke hul på en brandvabel. En forbrænding skal til gengæld køles med vand, indtil det ikke gør ondt længere. Og det kan alt efter, hvor alvorlig forbrændingen er, tage lang tid.

Uanset hvor banalt et sår er, skal man holde øje med, at der ikke går infektion i det. Tegnene på infektion er rødme, varme, hævelse, smerte eventuelt feber eller at såret lugter.

Bo Jørgensen understreger, at langt de fleste sår er banale sår, der heler af sig selv, hvis ellers man følger rådene om at rense såret, bruger en moderne bandage og får fjernet eventuel hævelse. Men samtidig understreger han også, at diabetespatienter skal være meget opmærksomme på, om de får et sår.