Et godt liv trods prostatakræft

Det er ikke alle mænd med prostatakræft, der kan tilbydes en helbredende behandling. Hvis kræften har spredt sig for meget uden for prostata, kan man kun holde sygdommen i ave. Sådan var det for 67årige Laus Abel, der for snart 10 år siden fik konstateret prostatakræft, der ikke kunne helbredes, fordi sygdommen havde spredt sig til lymfebaner og knogler. I 2004 opdagede Laus en knude samme sted, hvor han tidligere havde haft lyskebrok, og han troede derfor, at han havde fået brok igen. Han ringede til sin praktiserende læge for at få en henvisning til den speciallæge, der tidligere havde opereret ham for lyskebrok. Men speciallægen mente ikke, at det var brok. Han tog med det samme en biopsi af lymfeknuden, og det viste sig at være kræft.

I løbet af kort tid blev Laus undersøgt for både tarmkræft og lungekræft, da lægerne var usikre på, hvor kræften kom fra. En blodprøve viste efterfølgende, at Laus PSA-niveau var forhøjet, og på den måde kunne man konstatere, at han havde prostatakræft. PSA er en forkortelse for Prostata Specifikt Antigen, som produceres i prostatakirtlen, og som udskilles i prostatasekretet. Normalt er PSA-niveauet meget lavt i blodet, idet det kun svarer til en milliontedel af niveauet i prostata. Blodprøven PSA er derfor en god målestok for, om man har prostatakræft. Da kræften havde spredt sig til både lymfebaner og knogler, kunne helbredende behandling ikke iværksættes.

- Det var et chok. Jeg havde kun været gift i 5 år med min hustru, som er 11 år yngre end mig, og det var også svært at få beskeden om, at den lindrende behandling, man kunne tilbyde, ville gøre mig impotent.

Lægerne ville ikke sige noget om, hvor lang tid jeg havde igen, men jeg pressede dem, og de mente, at jeg statistisk set ville kunne leve 3-5 år. I starten tænkte jeg meget på, at jeg skulle dø, og på hvad der skulle ske med min hustru, vores børn og børnebørn, fortæller Laus.

Behandling mod kræftcellerne

I og med at helbredende behandling ikke var en mulighed for Laus, har han i stedet fået behandlinger, der har til formål at hæmme sygdomsudviklingen. Da både cellerne i prostata og kræftcellerne er afhængige af især det mandlige kønshormon testosteron, går behandlingen ud på at hæmme udviklingen af kræftceller i prostata, lymferne og knoglerne. Laus fik valget mellem at blive kirurgisk eller medicinsk kastreret, da man ved kastration hæmmer dannelsen af mandligt kønshormon. Laus valgte medicinsk kastration, idet han opfattede det som et stort indgreb at få fjernet testiklerne kirurgisk. Sidenhen har han dog fortrudt sit valg, da han mener, at det kan have været medvirkende årsag til, at han i 2009 fik en blodprop i hjernen som bivirkning af medicinen.

Efter kastrationen begyndte Laus med hormonterapi for at hæmme væksten af kræftceller. Igennem årene har han prøvet forskellige præparater, som typisk mister sin effekt over tid og derfor må tages i stadig stigende doser, indtil der må skiftes til et nyt præparat, som så også kun virker i en begrænset periode. Laus startede med tabletterne Casodex og fik efter nogle år Zoladex. I de første par år gik han til kontrol hver måned, efterhånden blev det hvert kvartal og så hvert halve år. Ved kontrollerne får Laus taget en blodprøve, hvor man tjekker PSA-niveauet for at se, om den iværksatte behandling har ønsket effekt.

Da prostatakræft svækker knoglerne, har Laus også taget medicinen Zomenta, der styrker knoglerne. I 2011 fik han fjernet en del af sin underkæbe, efter at gentagne penicillin-behandlinger ikke kunne fjerne en tilbagevendende tandbyld.

- Lægerne fandt ud af, at penicillinen ikke virkede, fordi min kæbeknogle var så hård, at der ikke længere var nogen blodårer til at optage penicillinen, og derfor var de nødt til at bortoperere en del af min kæbe. Jeg mangler nu nogle tænder i min undermund, men har vænnet mig til at tygge i den anden side af munden, så det er ikke noget problem, fortæller Laus.

Føler sig afklaret

- Jeg tror, at jeg er mentalt stærk, for det var kun helt i starten af min sygdom, at jeg havde mange tanker om, at jeg skal dø. Jeg blev ret hurtigt afklaret om, at jeg ikke har så mange år tilbage at leve i, og det har hjulpet mig til at nyde livet, mens jeg er her. Jeg har hørt om mænd, der ikke ville acceptere, at de ikke kan helbredes og derfor har brugt al deres tid og penge på at søge alverdens alternative behandlinger. Hver gang behandlingerne så ikke virkede, blev de voldsomt skuffede, og det ødelagde livskvaliteten for både dem selv og deres pårørende. Sådan ville jeg ikke have det, fortæller Laus.

Han mener selv, at det har hjulpet ham meget at have en støttende og forstående hustru – også når det plager ham, at han slet ikke har lyst til sex som følge af medicinen og sygdommen. Det har desuden betydet meget for Laus, at han har valgt at være ærlig og åben omkring sin sygdom lige siden diagnosetidspunktet over for familie, venner og kolleger.

- Flere af vores venner kan ikke forstå, at vi ikke er mere påvirkede af situationen, end vi er, men det har været godt for mig at være så afklaret og åben omkring min sygdom. Det er vigtigt for mig at leve, som jeg plejer, i det omfang jeg kan, og så ellers nyde livet, fortæller Laus, der har opfyldt to rejsedrømme sammen med sin hustru – den ene handlede om at sejle i flodbåd på de franske floder, og den anden var at opleve Barcelona. De to rejser foretog han i 2008, hvor han stoppede med at arbejde som regnskabschef i brandvæsenet, da han ikke længere havde kræfterne til det. Laus nyder at gå hjemme og hygge sig med sin hustru, der holder fri hver onsdag for at kunne være sammen med ham.

Behandlingsmulighederne indskrænkes

I 2012 var behandling med tabletter ikke længere tilstrækkeligt til at hæmme kræftens udvikling, for på dette tidspunkt havde kræften også spredt sig til lungerne. Laus indledte et forløb med 12 kemo-behandlinger med medicinen Taxotere, som han fik intravenøst på hospitalet. Han valgte at stoppe efter tre behandlinger.

- Jeg fik høj feber og måtte indlægges, fordi mit antal af hvide blodlegemer faldt drastisk som følge af behandlingen. Jeg fik desuden voldsom kvalme, så jeg valgte at stoppe med kemoen, for jeg ville ikke udsætte mig for så ringe en livskvalitet, når behandlingen alligevel ikke kunne helbrede mig, men kun holde sygdommen i ave, fortæller Laus.

Laus har efterfølgende været med i forsøgsordninger med medicin, der endnu ikke er godkendt i Danmark. Han har også prøvet Abiraterone, som havde god effekt i 14 måneder. Nu skal Laus som en af de sidste muligheder prøve forsøgsmedicinen Xtandi, da hans PSA-niveau stiger.

Motion lindrer

Selvom kræften efterhånden gør Laus svagere, forsøger han at holde sig i gang. Hans hustru har fra starten deltaget aktivt i motionen, og de har cyklet, løbet og svømmet sammen. Han mener selv, at det er en vigtig årsag til, at han har kunnet leve godt med sin sygdom meget længere, end lægerne spåede.

- Jeg har altid været i god form, også da jeg fik diagnosen. Jeg har spillet meget fodbold og har løbet både halvmaraton og Eremitageløb. Så da jeg i forsommeren fik tilbud om at deltage i projektet FC Prostata, sagde jeg ja tak, fortæller Laus.

FC Prostata er et fodboldhold, der er etableret i et samarbejde mellem blandt andre Onkologisk Klinik på Rigshospitalet, Center for Integreret Kræftrehabilitering og Institut for Idræt. Projektet skulle blandt andet undersøge fysisk træning hos patienter med prostatakræft i hormonbehandling.

- Vi er en broget flok mænd mellem 60 og 75 år, der spiller fodbold sammen hver uge, og det er fantastisk at spille med mænd i samme situation som mig – ikke fordi vi snakker så meget om sygdom, men vi har et særligt fællesskab og har det sjovt sammen, siger Laus.

Projektet er nu afsluttet og viser gode resultater. Laus og de andre mænd med prostatakræft blev så glade for at spille fodbold sammen, at de er fortsat med det. For Laus’ vedkommende bliver det dog kun til én gang om ugen, mens de andre mødes to gange. Laus har nu hver gang ondt i kroppen to dage, efter han har spillet, og han kan derfor ikke spille oftere. Han har også konstante rygsmerter og nyder den fornemmelse af velvære, der er forbundet med at tage på spa-ophold sammen med sin hustru, hvor det lindrer hans smerter at sidde i sauna og få massage. Så ofte som han kan, går han ture og besøger svømmehallen.

Fremtiden

Laus og hans hustru planlægger ikke længere så langt frem i tiden. I år har de ingen planer for sommerferien. Han har for længst lavet testamente, for han vil gerne sikre sig, at hans hustru kan blive boede i deres fælles lejlighed, i og med at de begge har været gift før og har børn. Om fremtiden siger Laus:

- Den nye behandling holder måske et halvt år, og lægerne er ikke sikre på, om den overhovedet virker, for medicinen minder om de sidste produkter, jeg har prøvet. Men jeg tror på, at den virker. At der ikke er så mange flere behandlingsmuligheder nu, går nok min kone mere på end mig. Jeg dør jo bare, men hun skal leve videre, så det er værre for hende.

Efterskrift november 2016

Laus døde 19. august 2015 og levede dermed et halvt år længere, end han havde forventet med den nye behandling, han omtaler i interviewet. Han blev 69 år.

Hans hustru, Ina Abel, fortæller, at Laus egentlig havde ønsket at dø hjemme, men i forløbet ændrede han mening og valgte at dø på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg.

Ina Abel fortæller, at han lige inden nåede at tage på en uges ferie med sine børnebørn. Og hun tilføjer:

- Han var en fantastisk mand og holdt modet oppe hos os alle, selv om han sygnede hen i smerter. Det var meget vigtigt for ham, at jeg kom igennem det på bedst mulig måde.

Selv om det har været benhårdt for Ina Abel, har hun det i dag så godt, at hun netop har kunne tage på sin første ferie alene efter Laus’ død.

I lighed med Laus har hun også et par gode råd, som hun gerne vil dele med pårørende til kræftramte:

• Man skal aldrig blande sig i, hvad ens mand vil tage og ikke tage af medicin. Her tænker jeg også på forsøg. Støt ham i den beslutning, han tager, om du er enig eller ej.

• Pres aldrig på for alternativ behandling. Man kan tale og lytte, når han skal tage sin beslutning, men at presse på, når beslutningen skal tages, er egoistisk.