Giv dit barn en god start på idrætslivet

Hvis vi er fysisk aktive som børn, så er der større chancer for, at vi bærer de gode vaner ind i voksenlivet, forlyder det af Sundhedsstyrelsens håndbog Fysisk aktivitet - en håndbog om forebyggelse og behandling fra 2011. Så hvad kan vi som forældre gøre for, at familiens yngste får et liv fyldt med bevægelse?

Ifølge Peter Elsborg, der er cand. scient. i idræt og ph.d. studerende på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, er der tre ting, der er vigtige, hvis et barn skal blive glad for at gå til en idrætsaktivitet: 1) At barnet selv har indflydelse på valg af aktivitet 2) At barnet føler sig god og 3) At barnet oplever en følelse af samhørighed og fællesskab med andre.

Lyt og se på barnet

- Først og fremmest handler det altså om at lytte til sit barn og finde ud af, hvad barnet selv har lyst til at prøve, siger han og tilføjer, at der faktisk er forskning, der viser, at selvbestemmelse er en afgørende faktor for, om idrætsaktiviteten bliver en succes.

Hvis barnet ikke selv har noget bud, kan det være en idé at tage udgangspunkt i, hvad barnet har særligt flair for eller godt kan lide at gøre, lyder hans anden anbefaling.

Det kan være, at barnet for eksempel er rigtig god til at kaste med bolde, til at løbe hurtigt, danse eller har en god balance. Med det i tankerne kan man så overveje, hvilke sportsgrene der involverer netop de kompetencer, barnet har, og så foreslå et par af dem.

- Forskning peger på, at når man gør noget, man er god til, så synes man også, at det er sjovt. Chancerne for en succesoplevelse er altså større, hvis barnet føler sig kompetent til en bestemt sportsgren, siger Peter Elsborg.

Et tredje sted at starte er at se på, hvilke idrætsgrene barnets venner og klassekammerater dyrker, for ifølge Peter Elsborg betyder fællesskabet og samhørigheden også meget for, om barnet holder fast i aktiviteten. Fællesskab er ikke kun noget, der opstår i holdsport. I solosportsgrene som for eksempel ridning og svømning er der også et indbygget fællesskab ved at dele sin interesse med andre.

Peter Elsborg afviser, at bestemte personlighedstyper passer til bestemte sportsgrene. Det vil sige, at man ikke automatisk skal foreslå sit indadvendte barn en rolig soloaktivitet og sit udadvendte barn en mere vild holdsport.

- Til gengæld kan det være relevant at se på, hvad barnet bliver motiveret af, for det kan have en betydning, når man skal i gang med at vælge klub. Træningsmiljøerne i de enkelte klubber kan nemlig være meget forskellige, påpeger Peter Elsborg og uddyber:

- Hvis det er konkurrenceaspektet, der er barnets drivkraft, kan det være en idé at kigge efter klubber, der satser på talentudvikling, mens et barn, der tænder af på konkurrence, måske vil trives bedre i en klub, der satser på bredden og har en mere procesorienteret tilgang.

Flere typer sport er kun en fordel

Når barnet så har besluttet sig for en sportsgren, er det vigtigt løbende at snakke med barnet om, hvordan det går, mener Peter Elsborg. Om barnet synes, det er sjovt, om barnet oplever, at det er god til sporten, og om hvordan barnet har det med de andre på holdet. Han synes ikke, at man skal gå til en idrætsaktivitet i et bestemt antal måneder for at kunne vurdere, om det er noget. Den løbende evaluering giver en bedre fornemmelse af, om det måske vil være bedre for barnet at gå til noget andet.

- Og det er kun fint at få afprøvet flere forskellige typer idrætsgrene af, siger Peter Elsborg.

Det er ikke kun af hensyn til børnenes motivation, at det kan være en god idé at kaste sig ud i forskellige idrætsaktiviteter. Der er nemlig også udviklingsmæssige fordele ved at prøve sin krop af på flere forskellige måder. Det fortæller Lasse Kristian Suhr, der er cand. scient i humanfysiologi og lektor ved Professionshøjskolen Metropol. Han fortæller, at når børn bruger deres krop på mange forskellige måder, udvikler de motoriske færdigheder, der kan komme dem til gode senere i livet.

Hans forklaring er, at hjernen er særlig modtagelig for at lære nye bevægelser, fra man er 7-13 år, og derfor kaldes denne periode også for 'den motoriske guldalder'. Frem til puberteten har hjernen mange flere forbindelser, og i puberteten finder hjernen så ud af, hvilke forbindelser man har brug for, og hvilke den kan skrotte. Jo mere man udfordrer og bruger sin krop i denne periode, desto bedre vil ens motoriske niveau være resten af livet.

- Faktisk er man først klar til kun at dyrke én sportsgren, fra man er 13 år, mener Lasse Kristian Suhr og fortsætter:

- Man kan sige, at idrætsforeningerne i virkeligheden er noget gammeldags, når de tilbyder, at man enten kan gå til håndbold eller fodbold. I virkeligheden vil det være bedre for børn frem til 13 år at gå til multisport, hvor de prøver nogle forskellige typer sportsgrene.

Forældrene viser vejen

Mens vi kæmper med at få børnene i gang, så kan det være en god idé at vende søgelyset mod sig selv og sine egne motionsvaner. Ifølge en rapport fra Idrættens Analyseinstitut om danskernes motions- og sportsvaner har det nemlig stor betydning, at forældrene er et godt eksempel, når det gælder børns aktivitetsniveau. Blandt andet viser tal, at andelen af børn, der ikke dyrker idræt, tre gange så stor blandt børn med ikke-aktive forældre.

En af forklaringerne kan ifølge Peter Elsborg være, at aktive forældre i højere grad opfordrer børnene til at bevæge sig. En anden forklaring kan være, at børnene føler sig hjemme idrætsmiljøet, fordi de er med, når forældrene dyrker sport og dermed introduceres til det tidligt i livet. En tredje forklaring kan i følge Lasse Kristian Suhr også være, at børn spejler sig i deres forældre.

- Forældre er rollemodeller for deres børn, og derfor er det vigtigt at tænke over, hvad man gerne vil give videre til sit barn. Hvis forældrene synes, at det er sjovt at dyrke sport, vil børnene med stor sandsynlighed adoptere denne indstilling, siger Lasse Kristian Suhr.

Bak op - men bland dig udenom!

Forældre også spiller også en vigtig rolle, når det handler om at bakke op om barnets sport og vise interesse for hverdagens træning og eventuelle kampe. Peter Elsborg minder om, at når forældrene så dukker op til kampene, skal barnet opleve, at forældrene er der for at støtte det - ikke fordi det er en sur pligt. Og støtten skal selvfølgelig ikke være afhængig af, om barnet vinder kampen eller ej.

Der er imidlertid en hårfin balance mellem at være opbakkende og blande sig for meget. Det er vigtigt, at forældrene bevarer deres rolle som forældre og ikke begynder at agere trænere hen over aftenbordet påpeger han.

Det er altså ikke smart at give gode råd, om hvordan lille Anders skal gå mere i kødet på sine modstandere eller ramme bolden mere rent. Risikoen er, at man frarøver barnets selvstændighed omkring projektet, lyder hans forklaring.

- At dyrke en sport skal være barnets projekt, som forældrene støtter op om og ikke omvendt, understreger Peter Elsborg.