Gå til hovedindhold

Hår, hud og negle

Udgivet: af Maj Dahl Rasmussen, journalist

Hvis du fortryder din tatovering

Er du blevet ked af din tatovering og vil af med den? Så kan den – måske – fjernes med laserstråler. Det kommer an på, hvor stor den er, og hvilke farver den har.

Der var en gang, hvor det typisk var sømænd, rockere og så lige kong Frederik den niende, der prydede kroppen med tatoveringer. Nu er antallet af danskere, der har en tatovering, oppe på 600.000. Og lige så mange mænd som kvinder har en eller flere tatoveringer.

Men hvad hvis man fortryder og gerne vil have fjernet en tatovering?

Det ved professor, dr.med. Jørgen Serup alt om. Han har oprettet Tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital, som er den eneste klinik i Danmark – og Norden – som har specialiseret sig i tatoveringer, både hvilke komplikationer der kan opstå, og hvordan de bedst kan fjernes.

Nu er antallet af danskere, der har en tatovering, oppe på 600.000.

- For at opnå et pænt resultat skal en tatovering efter tidens standard fjernes med laser. Det skyldes, at laser kan afbrænde tatoveringens farvepigmenter uden samtidig at brænde huden af, forklarer Jørgen Serup.

For at opnå et pænt resultat skal en tatovering efter tidens standard fjernes med laser.

Der er forskel på farver

Ikke alle farver reagerer lige godt på laser. De sorte og derefter de røde farvepigmenter er dem, der bedst optager laserlyset, og som derfor er lettest at fjerne. Bedst er det, hvis tatoveringen er ensfarvet. Det bliver dog vanskeligere, hvis tatovøren har lagt for meget farvepigment ned i den tatoverede hud.

- Det ser vi især med sort, hvor folk gerne vil have en kraftig, dybsort farve, siger Jørgen Serup.

Når det kommer til blå, grønne, hvide og gule farver, er sagen endnu vanskelige. De er dårligere til at optage laserlyset, og i langt de fleste tilfælde kan de ikke fjernes helt. Hvid kan blive mørkere og mere synlig, og gul bliver grumset i farven eller kan slet ikke fjernes.

- Resultat bliver ikke godt. Man kan for eksempel få fjernet en tatovering af en rød blomst og risikere, at kun de grønne blade og stilken står tilbage. Eller en tiger, hvor det eneste der er tilbage, er nogle grumsede, gulnede striber. På den måde står man efter at have lagt et lille bundt tusindlapper let tilbage med en ødelagt tatovering, siger Jørgen Serup.

Derfor er det hans anbefaling, at man helt skal afholde sig fra at forsøge at fjerne tatoveringer, hvor en stor del af tatoveringen består af hvide, gule, grønne og blå farver.

Som at få boret i en tand uden bedøvelse

En anden overvejelse, som man skal gøre sig, er, om man har mod på selve processen ved at få fjernet en tatovering. For det gør ondt, det tager tid at få huden til at hele op, og det er dyrt.

- Smerterne ved laserbehandlinger er at sammenligne med at få boret i en tand uden bedøvelse, fortæller Jørgen Serup.

Smerterne ved laserbehandlinger er at sammenligne med at få boret i en tand uden bedøvelse

Lige efter behandlingen kommer der en kraftig rødme og hævelser i hudområdet, og måske vil det også klø. Det kan man dæmpe ved at lægge is-poser på. Derefter skal der bandage over det sår, som opstår lige efter behandlingen. Og som sidste del af helingsprocessen danner huden sårskorper, som falder af i løbet af et par uger. Og så er der økonomien. Det er Jørgen Serups erfaring, at det kommer bag på mange, hvor mange penge det kan koste.

- Sørg for at få et overslag på hele behandlingsforløbet regnet som 10-12 behandlinger, så du ved, hvad du går ind til. Det kan løbe op i mange tusind kroner. Og at fjerne en meget stor tatovering kan koste flere hundrede tusinde. Løber økonomien ud før tid, er det først helt galt, siger professoren.

Find en klinik med godt renomme

Når først du har besluttet dig for at få fjernet en tatovering, skal du vælge det rigtige sted. Og det er vigtigt, fordi alle og enhver kan købe en laser og tilbyde at fjerne tatoveringer på folk. Der er flere ting, du skal være opmærksom på. Det skal være en klinik, som har et godt renomme – helst ikke en nystartet. Og så skal det være en klinik, som har specialiseret sig i at fjerne tatoveringer. Vælg som hovedregel ikke en tatovør, som ved siden af også tilbyder laserbehandling, for han eller hun har typisk ikke hverken den fornødne erfaring eller det rigtige udstyr.

Stedet skal også have den rigtige laser. Der findes to typer lasere, som Jørgen Serup kan anbefale, og som er af international standard. Den ene er en YAG-laser, den anden en pico-sekund laser, som er helt ny. Begge smadrer farvepigmenterne i det yderste hudlag, i bedste fald med minimal skade af huden. Langt de fleste professionelle klinikker anvender en YAG-laser, enkelte den avancerede pico-sekund laser.

- Undersøg det grundigt. Og vælg et sted, du har tillid til, også selv om det er dyrere, lyder anbefalingen fra Jørgen Serup.

Undersøg det grundigt. Og vælg et sted, du har tillid til, også selv om det er dyrere

Det offentlige betaler i få tilfælde

Man kan som udgangspunkt ikke få fjernet tatoveringer på det offentliges regning, hvis grunden er, at man har fortrudt. Kun hvis man er del af et exit-program som rocker eller bandemedlem.

- Det kan være en dråbe under et øje, som viser, at man har slået nogen ihjel. Eller et symbol, som kan afsløre ens tilknytning til en klub eller bande, forklarer Jørgen Serup.

Det kan være en dråbe under et øje, som viser, at man har slået nogen ihjel. Eller et symbol, som kan afsløre ens tilknytning til en klub eller bande

Mennesker, der har en psykisk sygdom, kan få fjernet en tatovering, hvis den er med til at udløse eller forværre deres sygdom. For eksempel et symbol for djævelen, som han eller hun oplever som en, der forfølger dem.

Derudover kan man kun få hjælp af det offentlige, hvis en tatovering medfører medicinske komplikationer. Det typiske er en allergisk reaktion mod den røde farve. Sker det, vil huden med den røde farve blive hævet og klø, og eneste løsning er at få det røde farvepigment fjernet. Det kan ikke gøres med en laser, for så spredes farvepigmentet til andre dele af kroppen gennem blod og lymfe, og så kan allergien aktiveres og brede sig og blive meget værre. I stedet skærer man huden med det røde farvepigment af lag for lag i ultratynde snit, indtil bunden af farvningen er nået i hudens dybere lag. Det kaldes dermatom shaving. Sårcentret og Tatoveringsklinikken ved Bispebjerg Hospital er specialiseret i den operation.

- Vi fjerner kun den røde del af tatoveringen, ikke de andre farver, fordi vi kun behandler ud fra et sundhedsfagligt kriterie, forklarer Jørgen Serup.

Hvor mange bliver tilfredse

Undersøgelser viser, at 90 procent som udgangspunkt forventer, at de kan få fjernet deres tatovering helt, så huden ser helt normal ud bagefter. Det sker i realiteten kun for ca. 20 procent. Andre 30 procent får ikke det hele væk, men synes alligevel, de har fået et acceptabelt resultat. De sidste 50 procent er en broget skare med varierende tilfredshed eller utilfredshed, hvor nogle ender med at absolut dårligt resultat.

- Grunden til, at halvdelen alligevel ender med at være tilfredse, skyldes, at de nedjusterer deres forventninger til resultatet undervejs, forklarer Jørgen Serup, og fortsætter:

- Egentlig er de ikke tilfredse, men de lærer gennem øvelsen og prøvelsen at stille sig tilfreds med det resultat, som det var muligt af opnå.

Noget, der helt sikkert ikke giver et acceptabelt resultat, er syre-behandling. Det fjerner godt nok tatoveringen eller dele af den, men samtidig efterlader det nogle voldsomme og meget grimme ar. Det er en metode, som er forsøgt introduceret i nogle lande. Firmaerne, der producerer produkter med syre til det formål, har også forsøgt at komme ind på det danske marked. Da det blev mødt med dårlig omtale og advarsel i medierne fra Tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital, døde markedet. Som det er nu, er behandling med syre lovligt på linje med lasere af enhver art. Men myndighederne arbejder for tiden på at indføre omfattende regler for, hvordan man må fjerne tatoveringer.

Behovet for en bedre metode til at fjerne tatoveringer er meget stort. En dansk udviklet behandling, som er baseret på ultralyd, er lige om hjørnet. Ultralydsbehandling består af lydbøger, som sendes ned igennem huden og varmer vævet op, så farvepigmenterne slås i stykker.

- Behandlingen ser lovende ud og giver hverken ar eller brandskader af betydning. Så går man i tanker om at få fjernet en tatovering, kan det være en ide at se tiden an, indtil bedre metoder kommer frem, siger Jørgen Serup.

Så går man i tanker om at få fjernet en tatovering, kan det være en ide at se tiden an, indtil bedre metoder kommer frem

Farven ender i lymfeknuder og lever

Når man får fjernet en tatovering, slås farvepigmenterne i stykker til bittesmå krystaller, og de optages herefter i blodbanerne og i lymfesystemet. Fra blodet lander det i leveren, hvor det ifølge forsøg i mus bliver indkapslet. Kun meget langsomt, over år, bliver farvekrystallerne skyllet ud med urinen. Farvekrystallerne transporteres desuden med lymfebanerne hen til lymfeknuderne, hvor de også bliver kapslet ind. Her bliver de liggende.

- Det er ikke farligt, og det giver ingen målbare bivirkninger, selvom blæk og deres kemiske nedbrydningsprodukter teoretisk set kan være kræftfremkaldende ud fra laboratorieforsøg med høj og langvarig dosering.

Fjernelse ved laserbehandling:

  • Det gør ondt – som at blive boret i en tand uden bedøvelse

  • Huden bliver rød og hævet – og kan klø – lige efter behandling

  • Huden danner sårskorper, som falder af i løbet af et par uger

  • Huden kan boble op og danne vabler (ikke farven), dog kun hvis laseren ikke er god – dvs. ikke bredspektret nok

  • Gule, hvide, grønne og blå farvepigmenter kan ikke fjernes helt

  • Hvis der er brugt meget farvepigment, typisk sort, er det ikke sikkert, at det hele kan fjernes

Kilde: professor, dr.med. Jørgen Serup

Mere om hår, hud og negle

Se flere artikler om emnet

Nyt & Sundt - ny viden om din sundhed

Nyt & Sundt produceres i samarbejde med Netdoktor, som er ansvarlig for indholdet. Artiklerne i Nyt & Sundt belyser ikke nødvendigvis de enkelte emner (herunder symptomer, udredning og behandling) udtømmende, og indholdet må kun bruges som supplement og ikke som erstatning for professional rådgivning og behandling af en faglig ekspert på området. Eksperternes ytringer og eventuelle holdninger er ikke et udtryk for Sygeforsikringen "danmark"s holdning til et givent emne.

Læs mere om Nyt & Sundt

SymptomTjekker

Danmarks første avancerede symptomtjekker, den er udviklet af læger og understøttet af kunstig intelligens. Prøv den anonymt og gratis.

Prøv symptomtjekker

Mere fra Sygeforsikringen "danmark"

Hvordan er det at gå rundt med en sygdom, når andre ikke kan se den?

Vi sætter fokus på, hvordan det er at leve med en usynlig sygdom, og giver mikrofonen til nogle af de danskere, der hver dag lever med en skjult lidelse.

Tjek din medicin og hold styr på dit indtag

Alt omkring din medicin - trygt og anonymt. Bliv klogere på din medicin og hold styr på den medicin, du har brug for.

Bliv medlem af danmark

Når du melder dig ind i ”danmark”, giver du dit helbred en forsikring. Og er du først medlem, kan det blive et livslangt bekendtskab, for der er ingen udløbsdato på dit medlemskab.