Mobning i børnehøjde

Vi husker dem, der blev mobbet i skolen. Måske var det klassens tykke pige, der blev drillet så meget, at hun til sidst skiftede skole. Eller ham som ingen ville lege med, fordi han var underlig. Men mobning er desværre ikke kun en del af den barndom, vi forældre har haft – mobning finder fortsat sted, og hvis vi ikke griber ind, vil mange børn vokse op med psykiske ar på sjælen. Der er forskellige måder at forstå og definere mobning på, ligesom den subjektive oplevelse af, hvad mobning er, også varierer. Lars Stilling Netteberg arbejder i Red Barnet og er programkoordinator på projektet ’Fri for mobning’, der beskæftiger sig med mobning blandt børn i alderen tre til otte år.

Han mener, at det er vigtigt at præcisere, hvad der menes med mobning. Ellers risikerer ordet mobning at blive brugt som beskrivelse af situationer, der ikke har noget med mobning at gøre, eller voksne kommer til at bagatellisere eller overdramatisere sociale hændelser blandt børn.

Mobning er en gruppes systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person på et sted, hvor denne person er 'tvunget' til at opholde sig

- Det er vigtigt at få afgrænset mobning i forhold til drilleri – først når der er tale om gentagne drillerier, er det mobning. Dominerende adfærd er ikke nødvendigvis mobning, ligesom børns påtagne roller som konger eller dronninger i klassen heller ikke er det. Det samme gælder hårdt sprog og konflikter mellem ligeværdige parter,” siger Lars Stilling Netteberg, der i sit arbejde benytter sig af den definition, som Helle Rabøl Hansen fra DPU bruger. Her står: ”Mobning er en gruppes systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person på et sted, hvor denne person er 'tvunget' til at opholde sig.”

Myter om mobning

Mobning kan foregå overalt – det opleves ofte værre i skolen, for her er man nødt til at være. Mobning kan også finde sted i fritiden for eksempel i forbindelse med fritidsaktiviteter og på de digitale medier. Der eksisterer mange myter om mobning. Mange tror for eksempel, at mobning skyldes, at nogle børn er tykke eller rødhårede, går med briller eller ser anderledes ud. Men man kan sagtens have to klasser med hver et tykt barn, hvor kun det ene tykke barn bliver drillet. Ifølge Lars Stilling Netteberg handler det mere om, hvor stor en tolerancegrad der er i børnegruppen – opfatter børnene det som farligt, at vi er forskellige, eller er det spændende og trygt? Hvis det opleves som farligt, er tolerancen over for børn, der skiller sig ud mindre.

- Forskning viser, at mobning handler om onde mønstre børn imellem og ikke om onde børn. Børn kan komme ind i nogle uhensigtsmæssige roller i den måde relationerne bygges op. I projektet arbejder vi med kulturen i børnegruppen allerede i børnehaven. Hvis man vil forebygge mobning, skal man nemlig starte i børnehaven, hvor kimen til en mobbekultur grundlægges i alderen tre til fem år, ved at børnene for eksempel begynder at bagtale hinanden og holde hinanden uden for legen, siger Lars Stilling Netteberg.

Hvorfor mobber man?

Mobning mellem børn topper i den alder, hvor de er mest identitetssøgende, det vil sige på skolens mellemtrin fra fjerde til sjette klasse. Senere er rollerne mere fasttømrede. Ifølge Lars Stilling Netteberg er det ikke let at give noget entydigt svar på, hvorfor børn mobber. Men han mener, at ikke kun graden af tolerance har stor betydning, men også det sociale angstniveau i en klasse spiller en stor rolle.

- I nogle børnegrupper vogter man på hinanden og er hurtige til at fordømme hinanden af angst for at være udenfor. Ved at være sammen om noget og holde andre udenfor skaber man en slags tryghed. Det er en måde at overleve på, mener Lars Stilling Netteberg.

Man har længe brugt empatitræning i børnehaverne og skolerne for at forebygge mobning. Men det har vist sig, at mobning i nogle tilfælde ikke hænger sammen med manglende empati for andre mennesker. Man kan sagtens have veludviklede empatiske evner og være den, der mobber, for man ved præcis, hvad man skal genere andre med, fordi man kender deres svage punkter. For nogle børn handler det om selvværd – man forsøger at styrke sit selvværd ved at være i en gruppe og holde nogen udenfor.

De voksnes ansvar

- Børns relationer kræver voksenstyring fra forældre, pædagoger og skolelærere, så børnene lærer at tænke i fællesskaber og ikke kun i individualisme. Børn skal også vide, at man ikke behøver at være venner med alle, men at man skal opføre sig ordentligt over for alle mennesker, uanset om man bryder sig om dem eller ej, siger Lars Stilling Netteberg. Som forældre gælder det ikke kun om at være opmærksom på sit eget barns trivsel, men trivslen i klassen generelt. Det kan være svært, for man ser ofte kun sit eget barn i dagligdagen. Men man kan som forældre sammen med lærerne og børnene være med til at skabe en god kultur i klassen.

- Sørg for, at der laves hyggelige arrangementer, hvor også forældrene har mulighed for at være med og tale sammen engang imellem, så de lærer hinanden at kende. Det gør det meget lettere at tage små problemer op, før de vokser sig store. Det er vigtigt, at man bidrager til børnegruppens trivsel, før problemer med mobning opstår, siger Lars Stilling Netteberg.

Som forældre er vi rollemodeller, og den måde vi taler om andre på derhjemme, kopierer børnene. Lær dem, at man ikke bare kan tale grimt om andre mennesker. Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke kan tale om andre, men man skal være opmærksom på måden, man omtaler andre på, for man kan være med til at skabe et uheldigt mønster, hvor børnene bliver meget lidt tolerante over for andre menneskers forskellighed.

Det er ikke barnets skyld

- Gå ikke så meget op i, om dit barn mobbes eller ej, men se på, om han/hun trives. Her kan du lægge mærke til, om dit barn er begyndt at opføre sig anderledes, om barnet ikke er glad for at gå i skole, eller om det for eksempel har ondt i maven hver morgen eller hovedpine. Vær undersøgende, og snak med lærerne og de andre forældre, for det er vigtigt at tale åbent om det, hvis du har mistanke om mobning, siger Lars Stilling Netteberg. Giv dit barn den nødvendige omsorg, og fortæl det, at det ikke er barnets skyld, at det bliver mobbet. Mange børn tror nemlig, at det er, fordi de er noget forkert, at andre er ubehagelige mod dem.

- Mange forældre er bange for at gøre ondt værre ved at tale med andre om problemet, men tænk på, at du ikke kan gøre det værre, end det allerede er, og at en åben drøftelse i sig selv kan være med til at løse noget. Hvis dit barn er imod, at du taler med læreren om den mobning, barnet er udsat for, så brug tid på at tale med dit barn ad flere omgange, hvor du forklarer, hvorfor det er nødvendigt, før du går til læreren.

Læg en strategi

Det kan være svært at håndtere sine følelser som forældre, når ens barn bliver mobbet. Man kan let komme i sine følelsers vold, når man står over for læreren og skal snakke om problemet. Her råder Lars Stilling Netteberg til, at man ikke farer for hurtigt ud, men at man tager det roligt og tænker over, hvordan man får snakket om problemet med læreren.

- Hvis mobning er gået hen og blevet et problem, sker der ikke noget ved, at man lige venter, til man har fået mere ro på sig selv og lagt en strategi for, hvordan man vil gribe det an. Barnet har jo levet i den ubehagelige situation et stykke tid, så man behøver ikke fare ud samme aften, som man har talt med barnet, siger Lars Stilling Netteberg. Læreren har en vigtig rolle, for vedkommende skal både kunne lytte og mægle mellem den, der bliver mobbet, og dem der mobber. Det kan være vanskeligt for læreren at tage det op i børnegruppen, for hvis barnet i en gruppesnak er ked af det, kan barnet blive mobbet yderligere. Her må skolen tænke sig grundigt om og bruge den tid, der skal til for at komme problemet til livs. Lars Stilling Netteberg har også et godt råd til forældre med børn, der mobber:

- Hvis ens barn har gjort noget ondt, er det naturligt at blive chokeret og skælde ud. Men man skal huske på, at det jo kun er et barn, og at det gælder om at finde årsagen til mobberiet– er det for at få opmærksomhed, at barnet mobber, eller er barnet bange for at blive alene? Det barn, der mobber, kan også selv være mobbeoffer. Man kan ikke snakke om, at der kun er en person i en klasse, der mobber – hele gruppen er præget af mobning, for man kan ikke mobbe som enkeltperson, uden at der er nogen, der hepper eller supporter. Så der må arbejdes med hele gruppen og hentes hjælp fra andre voksne, siger Lars Stilling Netteberg.