Gå til hovedindhold

Alvorlig sygdom

Udgivet: af Christine Foss

Sådan opdager du diabetes

Omkring 76.000 danskere går rundt med uopdaget type 2 diabetes. Når diabetes ikke bliver opdaget og behandlet, kan det have konsekvenser for helbredet på længere sigt. Derfor er det en god idé at vide, hvem der er i risiko, og at lære tegnene på diabetes at kende.

Når vi taler om uopdaget diabetes, er det type 2, vi taler om. Type 1 kan man nemlig ikke gå rundt med ret lang tid, før man mærker til sygdommen. Derimod kan man godt gå rundt med type 2 diabetes længe uden at have de helt store symptomer. Det forklarer Michael Røder, som er klinikchef og specialeansvarlig overlæge på Steno Diabetes Center Odense.

Derfor er det vigtigt, at man stiller diagnosen så tidligt som muligt, så man undgår skader, som man ikke kan rette op på igen.

Belaster organerne

Problemet er, at selvom man ikke har symptomer, så kan det høje blodsukker, der hører diabetes til, give forandringer i forskellige organer.

- Man kan sige lidt populært, at det høje blodsukker belaster organerne. Det belaster især øjnene og visse nervefunktioner og ens nyrer. Og det medfører, at hvis man går rundt med det her længe – diabetes udvikler sig ikke over uger eller måneder, men år - så kan man have fået begyndende skader på øjnene eller nyreskader. Derfor er det vigtigt, at man stiller diagnosen så tidligt som muligt, så man undgår skader, som man ikke kan rette op på igen, fortæller Michael Røder.

Han uddyber om nerveskader:

- Det man oftest ser, er nerveskader i benene. De kan dog også ses i hænderne. Man kan få føleforstyrrelser og smerter, og nogle kan få balanceproblemer. Det er særligt skidt, hvis man er ældre, da et fald indebærer større risiko for at brække noget.

Diabetes opdages typisk omkring 40-60-årsalderen og rammer lidt flere mænd end kvinder. En forklaring kan være, at mænd har lidt mere tendens til at blive mere inaktive, når de bliver midaldrende, og at fedtet sætter sig lidt mere omkring maven på mænd, hvilket er forbundet med større risiko.

Symptomerne kan være svære at opdage

Tegnene på type 2 diabetes kan være svære at se, da de ofte er lidt utydelige.

- De klassiske symptomer er der ikke ret mange, der melder om, f.eks. at man bliver mere tørstig og skal tisse meget. Det kan skyldes, at ændringerne sker gradvist, og nogle tilskriver det alderen. Symptomerne er sådan lidt mere diffuse. Man bliver mere træt, og man skal måske oftere op at tisse om natten. Man får flere infektioner, f.eks. tendens til svampeinfektioner, infektioner i huden og blærebetændelser. Nogle kan have synsforstyrrelser. Det skyldes ikke de forandringer på nethinden, som kan opstå ved ubehandlet diabetes i længere tid, men det høje blodsukker i sig selv, fortæller Michael Røder.

De klassiske symptomer er der ikke ret mange, der melder om, f.eks. at man bliver mere tørstig og skal tisse meget.

Også vægttab står ofte på listen over symptomer, men det oplever han dog sjældent i klinikken.

Tegn på diabetes

  • Træthed og utilpashed

  • Nattetisseri

  • Infektioner i huden, svampeinfektioner og blærebetændelser

  • Synsforstyrrelser

  • Længere sårheling

  • Kløe i skridtet

  • Tørst og hyppig vandladning

Hvad er diabetes?

Diabetes er en sygdom, hvor blodets indhold af sukker (glukose) er højere end det normale. Det skyldes problemer med at optage sukkerstofferne i kroppens celler, enten på grund af mangel på hormonet insulin, eller fordi insulin ikke virker som tiltænkt.

Ved type 1 diabetes skyldes det, at kroppens immunforsvar gradvist ødelægger de insulin-producerende celler i bugspytkirtlen. Ved type 2 diabetes skyldes det nedsat følsomhed i cellerne for insulin, og at kroppen ikke kan producere en tilstrækkelig mængde insulin i bugspytkirtlen.

Type 1 diabetes går nogle gange under navnet ‘ungdomssukkersyge’ og type 2 diabetes under navnet ‘gammelmandssukkersyge’ på baggrund af de grupper, som typisk rammes. Det er dog ældre betegnelser man har forladt, da de ikke er fuldt dækkende.

Find ud af, om du er i særlig risiko

Netop fordi symptomerne kan være svære at genkende, er det en god idé at vide, om man er i særlig risiko for at udvikle type 2 diabetes. Her er især overvægt og diabetes i familien relevante.

Hvis begge forældre har diabetes, så ryger risikoen helt op på 80 procent. 

- Hvis man går rundt og er overvægtig i længere tid, så bør man screenes for diabetes. Især jo ældre man bliver, for risikoen stiger med alderen. Har man diabetes i familien, har man også betydeligt øget risiko. Hvis man ikke har nogen i familien, der har diabetes, så er ens risiko omkring 4-5 procent. Hvis f.eks. ens mor har diabetes, så stiger risikoen med op til 8 gange. Hvis begge forældre har diabetes, så ryger risikoen helt op på 80 procent. Det handler ikke kun om, at man måske lever som sine forældre og f.eks. er overvægtig og inaktiv, men der er helt klart noget genetik, som spiller ind, forklarer Michael Røder,

og fortsætter:

- Også kvinder, som tidligere har haft graviditetsdiabetes, har øget risiko for at udvikle diabetes senere i livet. Hvis man følger de her kvinder i 10 år efter, at de har født, så udvikler halvdelen af dem diabetes, hvis ikke man gør noget – med det forstår man livsstilsændringer, som at være fysisk aktiv, normalvægtig og spise sundt. En andel vil dog udvikle diabetes på trods af livsstilsændringer, fordi de er arveligt disponeret.

Også kvinder, som tidligere har haft graviditetsdiabetes, har øget risiko for at udvikle diabetes senere i livet. 

Lidt flere mænd rammes

Diabetes opdages typisk omkring 40-60-årsalderen og rammer lidt flere mænd end kvinder. Michael Røders bud på en forklaring er, at mænd har lidt mere tendens til at blive mere inaktive, når de bliver midaldrende, og at fedtet sætter sig lidt mere omkring maven på mænd, hvilket er forbundet med større risiko.

Man kan godt være slank, men få diabetes, men det ses ikke særligt hyppigt. 80 procent af dem, som får diabetes, er overvægtige. Nogle er arveligt mere disponeret for at udvikle diabetes, sådan at de kan få det på trods af en aktiv og sund livsstil.

Diabetes i tal

I Danmark har 280.000 personer diagnosen diabetes.

Type 2 udgør cirka 80 procent af tilfældene og type 1 udgør cirka 10 procent.

Cirka 10 procent udgøres af type 1½ diabetes, som er en mellemting mellem type 1- og type 2-diabetes.

Desuden findes der typen MODY (maturity-onset diabetes of the young), som udgør 1-2 procent af tilfælde af diabetes. MODY skyldes ét bestemt gen, som nedarves direkte fra forældrene. Denne type minder mest om type 2.

Det vurderes, at der i Danmark er 76.000 personer med uopdaget type 2 diabetes.

Kilde: Diabetesforeningen

Bedre screening

Netop fordi symptomerne kan være svære at genkende, er det særlig vigtigt, at praktiserende læger screener for diabetes hos dem, som er i særlig risiko. Og det er de blevet rigtig gode til, fortæller Michael Røder. Det betyder, at sygdommen opdages tidligere, og at færre derfor får følgesygdomme, og dermed lever de også længere.

- Hvis man kigger 20 år tilbage, kan man se, at omkring halvdelen af dem, som fik stillet diagnosen type 2 diabetes, havde følgesygdomme med øjen-, nyre- eller nerveskader. I dag er lægerne heldigvis blevet meget bedre til at screene, og den andel er nu meget lavere.

Simpelt at undersøge for diabetes

Det er ret enkelt at få taget en diabetesprøve. Det er en enkelt blodprøve for såkaldt ‘langtidsblodsukker’ (HbA1c), som kan tages i en fingerspids. Viser prøven forhøjede værdier, gentager man målingen en anden dag for at sikre, at det er rigtigt. Hvis næste prøve også er forhøjet, så har man i princippet diabetes. Behandlingen er oftest livsstilsændringer som mere motion og sundere kost og medicinsk behandling i form af tabletter. Det er de færreste, som har brug for insulin fra starten.

Prædiabetes

Prædiabetes er en tilstand, hvor blodsukkeret er let forhøjet, men ikke nok til at der er tale om diabetes. Man er dog i fare for at udvikle sygdommen. Tilstanden kan ses ved en blodprøve. Behandling af prædiabetes er vægttab, hvis man er overvægtig, motion - minimum 2,5 time om ugen - og sund kost, der følger kostrådene.

Det vurderes, at der i Danmark er 360.000 personer med prædiabetes.

Kilde: Diabetesforeningen og Netdoktor.dk

Mere om alvorlig sygdom

Se flere artikler om emnet

Nyt & Sundt - ny viden om din sundhed

Nyt & Sundt produceres i samarbejde med Netdoktor, som er ansvarlig for indholdet. Artiklerne i Nyt & Sundt belyser ikke nødvendigvis de enkelte emner (herunder symptomer, udredning og behandling) udtømmende, og indholdet må kun bruges som supplement og ikke som erstatning for professional rådgivning og behandling af en faglig ekspert på området. Eksperternes ytringer og eventuelle holdninger er ikke et udtryk for Sygeforsikringen "danmark"s holdning til et givent emne.

Læs mere om Nyt & Sundt

SymptomTjekker

Danmarks første avancerede symptomtjekker, den er udviklet af læger og understøttet af kunstig intelligens. Prøv den anonymt og gratis.

Prøv symptomtjekker

Mere fra Sygeforsikringen "danmark"

Hvordan er det at gå rundt med en sygdom, når andre ikke kan se den?

Vi sætter fokus på, hvordan det er at leve med en usynlig sygdom, og giver mikrofonen til nogle af de danskere, der hver dag lever med en skjult lidelse.

Tjek din medicin og hold styr på dit indtag

Alt omkring din medicin - trygt og anonymt. Bliv klogere på din medicin og hold styr på den medicin, du har brug for.

Bliv medlem af danmark

Når du melder dig ind i ”danmark”, giver du dit helbred en forsikring. Og er du først medlem, kan det blive et livslangt bekendtskab, for der er ingen udløbsdato på dit medlemskab.