Gå til hovedindhold

Hår, hud og negle

Udgivet: af Annette Aggerbeck, journalist

Værd at vide om medicinsk behandling af bumser

De fleste teenagere får bumser (acne vulgaris), og nogle bliver så plagede af det, at de overvejer at få medicinsk behandling. Her giver vi et indblik i de mest udbredte medicinske præparater mod bumser og deres bivirkninger. 

Som teenager kan det være plagsomt at have bumser eller acne vulgaris, som er den medicinske betegnelse for den betændelse, der typisk opstår i de små talgkirtler i ansigtet og på overkroppen, når man kommer i puberteten.

Hans Bredsted Lomholt er dr. med. og speciallæge i hud- og kønssygdomme på hudlægecenter Nord i Aalborg samt lektor ved Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet. Ifølge Hans Bredsted Lomholt er første skridt, når man plages af bumser, at gå på apoteket og få vejledning af personalet i at prøve en af de håndkøbscremer med stoffet benzoylperoxid, der findes som behandling mod bumser. Som regel vil man kunne se en effekt efter tre til otte ugers daglig brug, men virker det ikke efter en periode på seks til otte uger, kan man enten få sin læge til at give medicinsk behandling eller bede om en henvisning til en hudlæge.

Hudlægens vurdering

Når man kommer til hudlægen, foretages en lægefaglig vurdering af, om det er en god idé med medicinsk behandling, og hvilken behandling der er den rette.

- Som hudlæge tager jeg stilling til dels hvor svær akne, der er tale om, og dels hvor plaget patienten er af sin akne. Det er en samlet vurdering af selve sygdommens sværhedsgrad, og hvor påvirket patientens livskvalitet er af at have akne, siger Hans Bredsted Lomholt.

Ved mildere akne, vil hudlægen starte med en lokalbehandling i form af cremer eller gel, fordi de har færrest bivirkninger. Der findes mange forskellige, og de mest effektive er kombinationspræparater, hvor to stoffer er blandet sammen for at øge virkningen. Generelt vil man kunne se en effekt efter tre til otte ugers daglig brug.

Læs også:

Akne er en meget almindelig hudlidelse, der rammer næsten alle unge tidligt i puberteten. Læs artiklen Bumser og akne

Receptpligtig lokalbehandling

Fælles for de geler, som omtales nedenfor, er, at de smøres på huden i et tyndt lag én gang i døgnet ved sengetid. Man bør undgå at smøre omkring øjnene, på slimhinder eller på beskadiget hud. Ingen af de nævnte geler må anvendes under graviditet, fordi det ikke kan udelukkes, at de kan give alvorlige fosterskader. Det er vigtigt at læse indlægssedlen grundigt, og følge hudlægens råd og anvisning, før man påbegynder lokalbehandlingen.

De geler, der omtales i det følgende, anvendes alle ved let til moderat akne.

Epiduo gel

De virksomme stoffer i denne gel er benzoylperoxid og adapalen, hvor sidstnævnte er et A-vitaminsyrelignende stof. Benzoylperoxid virker især ved at hæmme bakteriernes vækst mens adapalen især opløser hudorme.

Når det gælder bivirkninger, siger Hans Bredsted Lomholt:

- Gelen kan virke irriterende for huden og hos nogle give rød, sviende og kløende hud. Ofte kræver det en tilvænningsperiode, hvorefter huden vil være mindre irriteret. For at vænne huden til behandlingen, anbefales det, at man starter med små doser – det vil sige, at man kun bruger gelen et par gange i løbet af en uge og så gradvist trapper op til at bruge den hver dag. Hvis man kan tåle Epiduo uden at få hudirritation, er det den mest hensigtsmæssige behandling, når det gælder lokalbehandling, fordi præparatet ikke indeholder antibiotika.

Man skal være opmærksom på, at benzoylperoxid misfarver farvede tekstiler, så derfor anbefaler hudlægen, at man venter et kvarters tid efter påsmøring om aftenen med at gå i seng, så gelen er trængt ind i huden og ikke misfarver sengetøjet.

Det frarådes at opholde sig i stærk sol, fordi huden bliver mere sart af behandlingen med adapalen, og man dermed lettere får en hudirritation – også selvom man bruger solcreme.

Clindoxyl gel

I denne gel indgår de bakteriehæmmende stoffer clindamycin og benzoylperoxid, som i tillæg opløser hudorme. Denne gel har de samme bivirkninger som Epiduo og misfarver også tekstiler. Dog er Clindoxyl gel typisk mindre irriterende for huden.

- Indholdsstoffet clindamycin er et antibiotika, som potentielt kan give problemer med antibiotikaresistens hos skadelige bakterier. Dog vil det, at præparatet også indeholder benzoylperoxid reducere risikoen for bakterieresistens lokalt på huden, siger Hans Bredsted Lomholt.

Behandlingen varer ofte tre til fire måneder, hvorefter man skifter til en anden behandling uden antibiotika, hvis behandling fortsat er nødvendig.

Acnatac gel

Denne gel er den mindst hudirriterende af de nævnte kombinationspræparater. Til gengæld er der en risiko for, at ens bakterier kan udvikle antibiotikaresistens, fordi clindamycin er et af virkestofferne, og det ikke er kombineret med et andet antibakterielt stof som benzoylperoxid. Det andet virkestof er tretinoin, som er et A-vitaminsyrelignende stof, der ikke har nogen kraftig antibakteriel virkning.

- Det anbefales ikke at bruge Acnatac i mere end 12 uger på grund af risikoen for at udvikle bakterieresistens. Hvis man udvikler resistente bakterier, kan ens akne muligvis blive vanskeligere at behandle, og der er en risiko for udvikling af andre typer infektioner, som ikke reagerer på gængs antibiotikabehandling.  Så der er grund til at være forsigtig med at bruge dette præparat, siger Hans Bredsted Lomholt.

Ligesom ved Epiduo gel frarådes det, at man opholder sig i stærk sol, da det kan give hudirritation.

Behandling med tabletter

Ved svær akne kan man få ordineret tabletter, som tages over en længere periode. Her vil hudlægen typisk give recept på enten antibiotika i form af tetracyklin, eller han vil vælge at ordinere isotretionin.

Antibiotika: Tetracyklin

Ifølge Hans Bredsted Lomholt findes der ingen faste retningslinjer i de kliniske vejledninger for brugen af dette stof – dog anbefales det, at man altid bruger tetracyklin sammen med lokalbehandling på huden og helst med indhold af benzoylperoxid.

- Som regel vil man skulle tage tetracyklin-tabletter i 6-12 uger og så fortsætte med lokalbehandling bagefter. Tabletterne slår akne ned, og lokalbehandlingen vedligeholder effekten. Lokalbehandling kan bruges så længe, man har tendens til akne, og det kan man nogle gange have igennem flere år, siger Hans Bredsted Lomholt.

Tidligere udskrev lægerne lange kure på op til et år med tetracyklin. Da tetracyklin er et bredspektret antibiotika, forsøger man at nedbringe forbruget for at undgå bakterieresistens. Tetracyklin fremmer resistens, fordi det påvirker mange forskellige bakterier rundt i hele kroppen på én gang i stedet for kun at angribe den bakterie, der er årsag til sygdom.

De hyppigste bivirkninger ved behandling med tetracyklin er, at man kan få kvalme og diare. Har man tidligere haft gentagne svampeinfektioner i skeden, kan tetracyklin øge risikoen. En mere sjælden bivirkning ved behandlingen er irritation af huden ved kraftig sol.

Isotretinoin

Isotretinoin er et kemisk fremstillet A-vitaminsyre-lignende stof og bruges ved svære tilfælde af akne. Kun hudlæger må udskrive recept på denne medicin. Præparater med isotretinoin er Accutin og Isotretinoin Actavis. Isotrenionoin virker ved at reducere størrelsen på talgkirtlerne, så der produceres mindre talg i huden.

Undersøgelser har vist, at op til 95 procent af dem, som er blevet behandlet med isotretinoin, har opnået langvarig eller permanent effekt af stoffet.

- Det er den mest effektive medicinske behandling, og har den store fordel at det helt stopper akne i mange tilfælde, hvorimod man efter behandling med tetracyklin ofte får akne igen, efter at man har gennemført et behandlingsforløb og derfor må igennem gentagne behandlinger med øget risiko for bakterieresistens. Fordelen ved isotretinoin er, at de fleste kun behøver ét behandlingsforløb, før de ikke længere er plaget af akne, siger Hans Bredsted Lomholt.

Der er en række bivirkninger ved brug af isotretinoin. I sjældne tilfælde kan enkelte bivirkninger fortsætte efter behandlingen. Den største bivirkning er, at stoffet er kraftigt fosterskadende. Man må derfor ikke være eller blive gravid under behandlingen. Teenage-piger bliver således testet for graviditet, før behandlingen iværksættes. Lægen sikrer sig også, at man får en sikker antikonception, og udskriver kun tabletter for en måned ad gangen, så man kan gå til månedlige graviditetskontroller, så længe man er i behandling.

Herudover kan man opleve bivirkninger i form af tørhed på læber, hud og slimhinder. Man kan også få ømme led og muskler, især i forbindelse med sport. Man bliver lettere solskoldet, så længe man er i behandling og må derfor bruge høj solfaktor. Isotretinoin kan påvirke leveren og hæve kolesteroltallet, så når man alligevel skal graviditetstestes, før behandlingen påbegyndes hos hudlægen, får man også tjekket lever- og kolesteroltal. Teenage-drenge får taget blodprøve for at tjekke leverfunktion og kolesteroltallet, før behandlingen iværksættes.

Det har været diskuteret, om isotretinoin kan føre til eller forværre inflammatorisk tarmsygdom, men det har ikke med sikkerhed kunnet påvises. En af de sjældne bivirkninger, som man har diskuteret meget, er, om behandlingen kan udløse en depression. Isotretinoin krydser blod-hjernebarrieren, og det diskuteres fortsat, om stoffet kan udløse en depression. Man ved det ikke.

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for brug af isotretinoin, skal patienten have svær akne og først have prøvet antibiotika uden tilstrækkelig effekt, før man som hudlæge kan ordinere isotretinoin. Ifølge overlæge Doris Stenver fra Sundhedsstyrelsen følger styrelsen forbruget.

- Vi følger nøje forbruget og indberettede bivirkninger ved isotretinoin. Først og fremmest fordi stoffet er fosterskadende, og fordi vi modtager mange indberetninger på psykiske bivirkninger, siger overlægen.

Medicinsk behandling af akne i tal

  • Der er en samlet stigning i anvendelsen af lokalt virkende hudmidler mod akne i perioden januar til oktober 2014 i forhold til 2013.

  • Fra 2005 til 2013 steg forbruget af tetracykliner med 54 procent. Den største stigning var blandt de 10−14-årige og de 15−19-årige. I alt blev 5.400 flere unge behandlet med tetracykliner i 2013 sammenlignet med 2005. I 2012 udgjorde det 11 procent af det samlede antibiotikaforbrug.

  • En ny opgørelse af antibiotikaforbruget fra Statens Serum Institut viser nu, at der er sket et markant fald i forbruget af tetracykliner. Opgørelsen viser et fald i alle måneder fra januar til oktober 2014. Det er hos de unge, at forbruget er faldet forholdsvist mest.

  • Behandling med isotretinoin er steget med 76 procent på ti år fra 7.793 i 2003 til 13.725 i 2013, viser en opgørelse fra Lægemiddelstatistikken.

Kilder: Lægemiddelstatistikregisteret og Dagens Medicin

Mere om hår, hud og negle

Se flere artikler om emnet

Nyt & Sundt - ny viden om din sundhed

Nyt & Sundt produceres i samarbejde med Netdoktor, som er ansvarlig for indholdet. Artiklerne i Nyt & Sundt belyser ikke nødvendigvis de enkelte emner (herunder symptomer, udredning og behandling) udtømmende, og indholdet må kun bruges som supplement og ikke som erstatning for professional rådgivning og behandling af en faglig ekspert på området. Eksperternes ytringer og eventuelle holdninger er ikke et udtryk for Sygeforsikringen "danmark"s holdning til et givent emne.

Læs mere om Nyt & Sundt

SymptomTjekker

Danmarks første avancerede symptomtjekker, den er udviklet af læger og understøttet af kunstig intelligens. Prøv den anonymt og gratis.

Prøv symptomtjekker

Mere fra Sygeforsikringen "danmark"

Hvordan er det at gå rundt med en sygdom, når andre ikke kan se den?

Vi sætter fokus på, hvordan det er at leve med en usynlig sygdom, og giver mikrofonen til nogle af de danskere, der hver dag lever med en skjult lidelse.

Tjek din medicin og hold styr på dit indtag

Alt omkring din medicin - trygt og anonymt. Bliv klogere på din medicin og hold styr på den medicin, du har brug for.

Bliv medlem af danmark

Når du melder dig ind i ”danmark”, giver du dit helbred en forsikring. Og er du først medlem, kan det blive et livslangt bekendtskab, for der er ingen udløbsdato på dit medlemskab.