Single: Er du mageløs på matriklen?

Det er så yndigt at følges ad, skrev Grundtvig. Men han skrev ikke noget om, at det nogle gange kan være yndigere at følges med sig selv, være single, være sin egen. Den livsform var utænkelig for andre end sygeplejersker, enker og mænd med nogle ganske særlige kald dengang i 1850erne, da salmedigteren skrev sin klassiker. I dag er det anderledes. I dag er vi én stor rodebutik af kerne- og bonusfamilier, af stedbørn og delebørn og regnbuebørn, af seriemonogame og polyamourøse, af ”LAT’ere” (living apart together) og ”COLA’er” (couple living apart). Og aldrig har vi været så mange ”mageløse”: Over halvanden million danskere bor alene i dag, siger Danmarks Statistik. Det er rekord.

Det er altså blevet helt almindeligt at være mageløs på matriklen. Alligevel bliver jeg stadig stillet spørgsmål som disse:

1. Nå! Laver du så mad til dig selv hver aften?

2. Er du ikke tit ensom?

3. Så har du vel ikke noget sexliv?

Efterhånden har jeg fået de spørgsmål stillet så tit, at jeg er begyndt at finde på fjollede svar for ikke at blive tom i blikket eller få forhøjet blodtryk. Dén der med, om jeg laver mad til mig selv, bunder vel i en forestilling om, at vi, der bor alene, har et fantasiforladt køleskab uden meget andet end en indtørret ost og noget sur letmælk. Og at vi derfor spiser ved pølsevogn, i pizzabar eller tager færdigmad med hjem, som vi spiser direkte fra foliebakken. Foran fjernsynet.

Før i tiden kunne man godt føle sig som en uafhentet postpakke, når man sad alene og spiste på en dansk restaurant.

Men sådan fungerer det ikke, når man bor alene. Det bør det i hvert fald ikke. Jo, jeg spiser selvfølgelig take-away, men jeg laver oftere mad til mig selv. Jeg tilbereder et varmt aftensmåltid næsten hver dag. Det er der flere grunde til. Dels en økonomisk, for det tærer på et stramt enkeltpersons-budget at købe mad hjem fra byen flere gange om ugen. Men først og fremmest er det vigtigt at lave et ordentligt måltid til sig selv som en slags egenomsorg, et kærligt klap på skulderen. Jeg dækker også bord, og jeg sætter et fint krystalglas på, selv om jeg bare drikker vand til maden. Det skal man, synes jeg, man skal gøre noget ud af det. Det er udtryk for selvrespekt og glæde ved at være i sit eget selskab. Men det sidste er der nogen, der har svært ved.

Ensomhed er en grundfølelse i mennesket, tror jeg. Den har vanskeligere ved at vinde fodfæste, hvis man er omgivet af folk døgnet rundt. Men ikke nødvendigvis. Når jeg holder foredrag om at leve et godt liv alene, støder jeg af og til på mennesker, der fortæller, at de føler sig mindre ensomme nu hvor de bor alene end i deres tidligere parforhold. De følte ikke, de blev set af deres partnere, ansvarsfordelingen i familien var skæv og tit stod de alene med daglige opgaver og pligter.

Men selvfølgelig skal man være opmærksom, når eller hvis ensomhedsfølelsen kommer snigende. For så er der kun ét at gøre, inden man sygner hen i en svigtende selvfølelse: Planlæg dig ud af den. Gør noget! Gå ud. Opsøg begivenhederne. Inviter gæster hjem til en frikadelle. Ring til en ven. Og tænk i baner som den amerikanske skuespiller Diane Keaton. Hun har boet alene i mange år, men har også været kæreste med berømte mænd som filminstruktøren Woody Allen og kollegaen Al Pacino. Keaton siger: ”Jeg synes ikke, at mit liv er mindre værd, bare fordi jeg ikke er gift. Den der myte om gammeljomfruen er noget sludder”. Det, Keaton siger, må også gælde for mænd. Livet er ikke mindre værd, fordi man lever alene.

Og apropos jomfru: Spørgsmålet om, hvordan det går med mit sexliv, svarer jeg som regel med et modspørgsmål. Jeg har fået det stillet flere gange. Oftest af nogen, jeg ikke kender særlig godt. Jeg har spekuleret på, om vi, der bor alene, befinder os på en særlig ø, et offentligt domæne, hvor man må spørge os om alt muligt? Hvorimod det er vildt indiskret at spørge sine par-venner, om de har noget, der ligner et sexliv. Så det gør jeg, jeg svarer, at ”hvis du fortæller mig om dit først, så fortæller jeg om mit”. Nogle gange stopper samtalen her. Andre gange ender den i et godt grin.

Men ellers er det altså ikke specielt svært at gå en tur i byen og finde en at dele seng med for en nat, når behovet opstår, og der er mange websites, der formidler kødelig kontakt i alle mulige kombinationer.  Men man kan godt blive skuffet ude i byen, måske specielt, når man som jeg er passeret den fødedygtige alder.

En veninde i 50erne fortalte, hvordan hun en aften gik en tur på en københavnsk beværtning, der er kendt for sit modne publikum. Hun satte sig ved et bord og bestilte en øl. Kort efter kom en nydelig mand hen til hendes bord og spurgte, om han måtte sætte sig. Det måtte han da meget gerne. ”Vi talte lidt sammen. Han drak min øl. Og så gik han. End of story”. Det var ikke lige den storyline, hun havde regnet med. Men nu har hun fået en fast partner, i øvrigt. Ham traf hun på nettet. De bor ikke sammen, men ses hos hinanden i weekenderne. De er ”living apart together”, LAT’ere eller COLAer, ”couple living apart”. Altså et par, der bor hver for sig. Dem er der rigtig mange af, specielt blandt folk over 50.

I de år, jeg har boet alene, er venneparrene i min omgangskreds blevet færre. Det er sket langsomt, og det ærgrer mig. Men jeg bliver ikke inviteret til nær så mange parmiddage som dengang, jeg var i fast forhold. Det ligger vel i ordet ”parmiddag”, at man ikke har noget at gøre dér som single. Jeg forstår ikke den ensartede gæste-rekruttering. Jeg har en mistanke om, at der er en form for social kontrol blandt par, som sidder omkring et bord og spiser sammen. Her virker en single som en outsider. En, der siger mærkelige ting. Bringer en anden virkelighed til bordet. Men det kan altså være meget forfriskende. I New York, hvor jeg boede i 80erne, er der masser af singler. Og jeg har været inviteret til mange arrangementer derovre, også små, sluttede middage, hvor værterne har sagt, at ”du må endelig tage en ven med”. Det giver liv i kludene med forskelligartethed. Så dette er hermed en opfordring til dig, kære læser, som er halvdelen af et par – invitér jeres single-venner. Ikke bare ham den stakkel i vennekredsen, der lige er blevet alene og skal parres af med værtindens ældste veninde. Af en eller anden grund er det nærmest synd for en mand at blive alene. Hvorimod kvinder forventes at – nå ja, tage det som en mand, stå distancen, blive stærkere af det. Inviter singlemænd og –kvinder med! Det kan middagen kun blive hyggeligere af.

Lær at gøre ting alene. Væn dig til at gå i biografen, til foredrag, på aftenkursus eller i teatret alene.

Og omvendt, så skal vi, der bor alene, også tænke i mangfoldighed, når vi inviterer til gæstebud. Det kan godt være, at din gamle veninde kun inviterer dig hjem til damekomsammener om torsdagen, eller at din barndomskammerat kun vil se dig til en øl, når hans kone er ude til et foredrag. Men inviter dem alle sammen med til middag lørdag aften. Det er en af de helt praktiske og meget virkningsfulde erfaringer, jeg har gjort mig: Et godt singleliv fordrer et spisebord med en ekstra plade. Du skal lukke dit hjem op og byde folk indenfor. Livet kommer ikke ind igennem din dør af sig selv.

Jeg indledte artiklen med de tre mest gængse spørgsmål, jeg er blevet stillet igennem årene. Jeg vil runde af med praktiske tip til det gode singleliv.

Lær at smalltalke, konversere, småsnakke - Det er en god idé at kunne småsnakke med folk, når man bor alene. Det er det også, når man bor sammen med nogen – men småsnakkeriet kan være den lim, der fører singlen sammen med nye mennesker. Det lyder nemt, men er det ikke altid. Nogle mennesker synes, at livet er for alvorligt til let konversationskunst, og at den slags er overfladisk og ligegyldig. Det forstår jeg ikke. Man kan selvfølgelig godt lægge ud med at diskutere den internationale flygtningesituation, den globale opvarmning eller det kommende præsidentvalg i USA – men der er risiko for, at samtalen falder på gulvet og den is, snakken skulle bryde, pakker sig tæt. Så prøv at komme med en let replik, når din medpassager i bussen siger, at det vel nok er et vidunderligt vejr i dag, eller sidemanden på dit aftenkursus komplimenterer den keramikskål, du lige har drejet.

Lær at gøre ting alene. Væn dig til at gå i biografen, til foredrag, på aftenkursus eller i teatret alene, for eksempel. Jeg ved, at nogle mennesker har så svært ved at gå alene ind og se en film eller et teaterstykke, at de hellere bliver hjemme. Vist er det da altid hyggeligt at dele oplevelsen med en anden. Men altså, hvis valget står mellem at få set Nicolas Bro i ”Døden i Venedig”, mens forestillingen stadig går, eller blive hjemme i ophøjet majesæt, så køb dog den billet og sæt dig solo på 7. række midtfor. I pausen er der kø ved baren, og ingen bemærker, om du hører med til et selskab eller ej. Og hvis de gjorde, hvad så? Det er da helt ligegyldigt.

Småproblemer kan nemt fylde som luftballoner, hvis de rumsterer rundt i ens hoved, fordi man ikke har et andet voksent menneske at drøfte dem med.

Prøv også at gå ud og spise alene. Ikke bare en café-tur med en tunsandwich og en kaffevariant, men en rigtig middag på en rigtig restaurant. I udlandet – Frankrig, for eksempel – sidder folk alene på fortovsrestauranter og spiser et stort, tre-retters måltid uden at se hverken tyngede eller flove ud. Det er helt almindeligt at gøre det, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være mere pinligt i Danmark. Det har dog ændret sig. Før i tiden kunne man godt føle sig som en uafhentet postpakke, når man sad alene og spiste på en dansk restaurant. Bordet var dækket op til mindst to mennesker, og når man satte sig, kom tjeneren straks og fjernede al overflødig service. Tit ledsaget af et bekymret blik på den stakkels – og sikkert meget ulykkelige og ensomme – singlegæst. Den holdning er dog ved at ændre sig. I erkendelse af, at der bliver flere og flere singler herhjemme, har flere spisesteder fællesborde, hvor man kan sætte sig og komme i snak med sidemanden eller –kvinden. Og nogle har indrettet deciderede spisebarer oppe omkring køkkenet, hvor man ganske udramatisk sætter sig og hurtigt kommer i snak med andre – gæster eller medarbejdere.

Udnyt fordelene ved at bo alene – Gør de ting, du allerhelst vil. Meld dig til frivilligt arbejde. Rejs til destinationer, du længe har drømt om og som er økonomisk muligt (det er stadig uretfærdigt dyrt at rejse – og bo - alene). Få den storfældende kat, din eks ikke ville have. Se de mennesker, din tidligere kone aldrig gad.

Hav voksne vidner til dit liv. Det er vigtigt for livsglæden, at vi har andre mennesker, vi kan spejle os i, spille bold op af og vende overvejelser med. Småproblemer kan nemt fylde som luftballoner, hvis de rumsterer rundt i ens hoved, fordi man ikke har et andet voksent menneske at drøfte dem med. Når man er i parforhold, er det naturligt, at vi får talt om den slags, så problemerne kommer ned i et niveau, hvor de hører hjemme. Når man bor alene, skal man gøre en indsats for at have voksne sparringspartnere. Og man skal huske også at være lydhør over for dem, når de betror sig til én. Det går begge veje.

Nåja – hvad svarer jeg så, når folk spørger, om jeg laver mad til mig selv hver aften?

- Næ. Kun om onsdagen, når min kok har sin eneste, ugentlige fridag.