Fødselsskader: “Jeg troede, det var mig, der stillede for store krav”

Da Ina Lykke Schmidt fødte sit første barn i 2012, var hun forberedt på, at kroppen skulle bruge tid på at hele. Men hun havde ikke forestillet sig, at generne i hendes underliv ville vare ved i årevis – eller at det ville være så vanskeligt at få en forklaring på, hvad der var galt.

I dag er hun mor til fire og selvstændig med blandt andet yogaundervisning. Først efter flere graviditeter og gentagne kontakter til sundhedsvæsenet fik hun en præcis diagnose – og senere den behandling, der ændrede hendes liv.

Gener, der ikke forsvandt

Ved sin første fødsel fik Ina en grad 2-bristning i mellemkødet, som også involverede kønslæberne. Ved en grad 2-bristning er huden og muskulaturen i mellemkødet revet over, men ikke endetarmens lukkemuskel. Hun blev syet efter fødslen, men et af stingene sprang op. Det helede ikke rigtigt, og der blev ved med at være en rift i slimhinden.

- Jeg kunne mærke, at noget ikke var, som det skulle være. Det sved i lang tid efter, og jeg syntes også, at det så anderledes ud end før fødslen. Det overraskede mig, at det fyldte så meget for mig, for jeg følte samtidig, at jeg burde fokusere på at være taknemmelig over at have fået et sundt barn, fortæller hun.

Ina søgte information på nettet, men blev ikke så meget klogere på, hvad der kunne være galt, for dengang var der ikke så meget fokus på fødselsskader, som der er i dag. Ved kontrollen 8 uger efter fødslen blev hun henvist til vurdering på hospitalet. Her fik hun besked på at se tiden an, og hvis hun fortsat var generet et år efter fødslen, ville man kunne tilbyde yderligere behandling. Men i mellemtiden blev Ina gravid igen og fik ikke gjort mere ved det.

Endnu en fødsel – og nye symptomer

Inden sin anden fødsel var Ina opmærksom på risikoen for nye bristninger. Det blev derfor noteret i hendes vandrejournal, at hun skulle have syet en eventuel fødselsbristning af den mest erfarne jordemoder på afdelingen. Men da hun havde født og var bristet igen, mærkede hun kort efter syningen, at noget føltes anderledes.

- Når jeg rørte ved mig selv, kunne jeg mærke en slags udposning, som jeg ikke havde oplevet før. Og når jeg kiggede med et spejl, kunne jeg se, at skeden ”gabte” mere end før – jeg kunne se alt for meget af min egen inderside af skeden. Det var ikke et kønt syn, og jeg skammede mig over, at min mand skulle se det.

Det viste sig langt senere at være en nedsynkning af blæren og den forreste skedevæg – en såkaldt forreste prolaps i grad 2, hvor vævet buler ned i skeden – samtidig med at musklerne i mellemkødet ikke var helet og samlet korrekt efter fødslerne. Men det blev ikke konstateret ved 8-ugers kontrollen, hvor hun fik at vide, at alt så fint ud, og at hun skulle lave knibeøvelser.

- Jeg gik ikke derfra klogere, men havde heller ikke vidst, hvilke spørgsmål jeg skulle stille ved undersøgelsen, for på det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvad en nedsynkning var. Så jeg begyndte at tænke, at det måske bare var sådan, kroppen var blevet efter en fødsel. Jeg troede, at det var, fordi jeg ikke havde lavet knibeøvelser nok, at jeg havde problemet, fortæller Ina.

Når kroppen ændrer sig – og selvbilledet med

Flere år senere opsøgte Ina igen sin læge. Hun oplevede blandt andet kontaktblødning under samleje.

- Det føltes, som om der var kortere vej op til livmoderhalsen, og at min mand ramte noget sårbart væv under samleje. Jeg tænkte selv, at det var, fordi jeg stod mere åben i underlivet.

Lægen henviste Ina til en gynækolog, hvor der blev taget celleskrab for at udelukke livmoderhalskræft.

- Jeg fik at vide, at man godt kunne se, at jeg havde født, og at jeg ikke kunne forvente at se ud som før. Jeg forstod godt pointen, men jeg gik alligevel derfra med en følelse af, at det måske var mig, der stillede for store krav til min krop og mit sexliv. Det gjorde mig ked af det, og jeg følte mig ikke taget alvorligt.

Et problem, der fyldte mere og mere

I de følgende år og sidste to graviditeter blev symptomerne tydeligere. Ina havde en tyngdefornemmelse i underlivet, der tiltog, og hun begyndte at opleve nye gener.

- Jeg kunne tage både luft og vand ind i skeden, for eksempel når jeg var i svømmehallen. Det føltes væmmeligt, når vand sivede ned ad mine lår eller luft slap ud med pruttelyde. Det kunne også ske under yoga, at luft slap ud, eller når jeg havde samleje med min mand.

Ina blev meget opmærksom på sin krop på en måde, der gjorde det svært at slappe af.

- Jeg forsøgte at tilpasse mig situationen ved hele tiden at gå og “holde igen” og spænde i bækkenbunden for at undgå, at det skete. Det blev et konstant fokus på underlivet og i virkeligheden var det stressende, men jeg havde ikke en oplevelse af, at der fandtes en løsning.

Et vendepunkt

Under sin fjerde graviditet ændrede symptomerne karakter. Ina oplevede en mere udtalt tyngdefornemmelse og en følelse af kraftigere pres på vævet i underlivet.

- Det føltes næsten, som om vævet var ved at sprænge, især når jeg stod op eller belastede kroppen. Det var tydeligt, at det ikke bare handlede om noget kosmetisk – det var et fysisk ubehag, der påvirkede mig i hverdagen.

Ina opsøgte igen sin læge, der henviste til en jordemoder på hospitalet. Her fik hun mulighed for at følge med i en undersøgelse med et spejl og kunne se, hvordan vævet bulede ud, når jordemoderen bad hende presse.

Hun blev herefter henvist til en speciallæge i urologi på sygehuset, hvor hun fik en samlet vurdering: en forreste prolaps i grad 2 samt utilstrækkelig samling af musklerne nederst i skeden, sandsynligvis som følge af tidligere bristning og en syning, der ikke havde holdt optimalt.

- Det var første gang, nogen forklarede mig sammenhængen i det hele. At der både var tale om en nedsynkning, og om at vævet og musklerne ikke støttede, som de skulle, siger Ina.

Følte en kæmpe lettelse

Speciallægen forklarede, at tilstanden kunne behandles kirurgisk.

- Han sagde, at man kunne samle musklerne igen, korrigere nedsynkningen og samtidig tage hånd om slimhinderiften. For mig var det en kæmpe lettelse at få at vide, at der faktisk var noget konkret, lægerne kunne gøre, fortæller Ina.

Efter fødslen af sit fjerde barn gennemgik hun en operation, hvor bækkenbundens støtte blev genoprettet. Operationen fandt sted lidt over to år efter fødslen, fordi Ina først skulle være færdig med at amme for at kunne blive opereret.

En ny hverdag

I dag flere år efter operationen oplever Ina en markant forbedring. Hun har ikke længere den samme tyngdefornemmelse, og hun tager ikke luft eller vand ind på samme måde som før.

- Jeg kan bevæge mig frit og dyrke den sport, jeg gerne vil, uden hele tiden at skulle tage hensyn. Også mit sexliv er ændret. Jeg kan slappe af på en helt anden måde, og jeg har ikke længere den samme følelse af skam over min krop. Det betyder rigtig meget. Operationen har haft en enorm betydning for min livskvalitet.

Når Ina ser tilbage, er der især én ting, hun ville ønske, havde været anderledes.

- Jeg ville ønske, jeg havde vidst mere om fødselsskader dengang, så jeg havde kunnet insistere på at blive undersøgt grundigt og få en forklaring. Man skal ikke finde sig i at gå rundt med gener og tænke, at det bare er prisen for at have født. Det hjælper også at tale med andre kvinder om det. Jeg troede længe, at jeg var alene, men det er jeg langt fra. Der er mange, der går med lignende problemer uden at få hjælp, siger Ina, der har taget initiativ til en facebookgruppe for kvinder med fødselsskader.