Hospice er ro og nærhed

Solveig Petersen (65) har kun lovord til overs for den pleje, hendes 95-årige svigermor sidste efterår modtog på Sct. Maria Hospice i Vejle. Smertelindring, ro og nærvær er de ord, hun først og fremmest sætter på det tre uger lange ophold.

Inden hendes svigermor – eller farmor, som hele familien kaldte hende – kom på hospice, havde hun ligget cirka tre uger på Kolding Sygehus. Hun var indlagt på en ortopædkirurgisk afdeling på grund af problemer med benene, som så viste sig af stamme fra en fremskreden knoglekræft. Og der blev hun liggende også efter, at kræftdiagnosen var stillet.

- Her var, som det er på et sygehus. Flersengsstue, megen uro og et overbebyrdet personale, siger Solveig Petersen, der ikke er ude på at kritisere sygehuset eller personalet, men alligevel undrer sig over, at der ikke var bedre styr på smertelindringen, end tilfældet var.

Og netop det var en meget medvirkende årsag til, at hun og hendes mand valgte hospiceløsningen, da det stod klart for dem, at det kun var et spørgsmål om tid. At farmor skulle have smerter den sidste tid var ubærligt.

Og Solveig Petersen vidste som tidligere sygeplejerske, at netop smertebehandling er noget, som et hospice har styr på.

Derfor talte de med sygehuset om at få farmor flyttet, og sygehuset tog derefter kontakt til det nærmeste – det i Vejle - og så kom der en sygeplejerske her fra til Kolding for at aftale nærmere med dem.

Her er tid

Det første der slog dem, da de kom til Sct. Maria, var roen. Efter sygehusets evigt ringende klokker, døre der går op og i, andre patienters snak på stuen og den generelle fortravlethed, var det en stor lettelse at møde roen i både bogstavelig forstand og i den måde, det meget dedikerede personale mødte både patienten og dem som pårørende.

Farmor blev med det samme kørt til sin enestue med tilhørende bad. En stue, der adskiller sig fra hospitalsstuen, ved både at have kunst på væggen, almindelige møbler, potteplanter i vinduet og pæne gardiner. Enkelt, men alligevel meget mere hjemligt end en stue på et sygehus.

Det er ikke alene de fysiske rammer, der adskiller sig. Hvor forplejningen på et sygehus foregår på klokkeslæt og efter køkkenets tilbud, er tingene på Sct. Maria indrettet efter patientens ønsker. Her bliver ingen vækket, bare fordi klokken er syv. Den nødvendige pleje sker, når det passer patienten. Og også maden følger patientens ønsker.

- Min svigermor havde ingen madlyst, men personalet forsøgte at lokke lidt i hende ved at præsentere hende for forskellige ting og få hende til at fortælle, hvad hun havde lyst til. Og så fik hun det, fortæller Solveig Petersen.

Som pårørende fik de også mulighed for selv at gå i køkkenet og lave kaffe, eller hvad de nu måtte have lyst til, ligesom de kunne spise med, hvis de ønskede det. Der var også overnatningsmulighed, som de ganske vist ikke havde behov for, men som kan være en stor fordel for pårørende, der ikke bor i nærheden.

Vigtigst af alt var, at farmor blev holdt smertefri fra det øjeblik, hun kom til hospicet, og til hun døde.

- Det var virkelig vigtigt for os, at hun ikke skulle have smerter. Og her var ekspertisen stor, siger Solveig Petersen.

Hendes svigermor var sengeliggende i alle tre uger. De brugte derfor ikke Sct. Marias mange tilbud om koncerter, morgen- og aftensang og lignende, selvom hun faktisk godt kunne være blevet kørt til fællesrummene i sin seng. Men de noterede sig, at der var mange hyggekroge i huset med bløde stole og sofaer, hvor de oppegående patienter kunne opholde sig. Og at mange benyttede sig af det.

- På et sygehus er man både som patient og pårørende henvist til en ofte meget trist dagligstue med umagelige stole. Det er virkelig rart, at omgivelserne på et hospice er meget hyggelige, siger Solveig Petersen.

Hun vil ikke kritisere personalet på sygehuset. ”De gør det så godt, de kan, med de muligheder de har,” siger hun. Men der er en verden til forskel. På Sct. Maria var alle de mødte meget venlige, hilste på dem og så dem. Og omsorgen stopper ikke ved patientens død.

De blev spurgt, om farmor skulle synges ud, for så ville personalet deltage. Og de fik god tid til at arrangere det, da hun skulle køres derfra. Travlhed og hastvært er helt ukendte begreber.

Både Solveig Petersen og hendes mand anbefaler på det varmeste, at andre tager et hospice i overvejelse, hvis deres pårørende ikke skal dø hjemme.

- Alt er på patientens – og de pårørendes – præmisser. Alt foregår stille, roligt og trygt. Det kan slet ikke sammenlignes med et hospital, mener de.