De fleste forbinder skoldkopper med en kløende børnesygdom, du “bare skal igennem”. Men hvad mange ikke ved, er, at skoldkoppevirus (også kaldet varicella-zoster) bliver i kroppen resten af livet og kan vågne op igen senere som helvedesild – en smertefuld sygdom, der især rammer ældre. Der findes dog vacciner, der både kan beskytte mod skoldkopper og mindske risikoen for helvedesild.
Skoldkoppevaccinen er ikke en del af det danske børnevaccinationsprogram. Det skyldes især, at skoldkopper ikke anses for at være en tilstrækkelig alvorlig sygdom. Sådan lyder det fra Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge og afsnitsleder på Statens Seruminstitut, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse.
- Skoldkopper er som regel en mild sygdom, især hos børn – og langt fra så alvorlig som for eksempel mæslinger. Men i sjældne tilfælde kan sygdommen give et alvorligt forløb. En undersøgelse fra Statens Serum Institut, som kiggede på data over en 10-årig periode, viste, at omkring 500 børn årligt bliver indlagt med komplikationer efter skoldkopper*. Det svarer til under 1 % af de cirka 60.000 børn, der smittes hvert år, siger Peter Henrik Andersen.
De børn, der bliver indlagt, har typisk fået en bakterieinfektion oven i skoldkopperne – for eksempel hvis bakterier som streptokokker trænger ind i sår og giver en såkaldt superinfektion, som kræver behandling med antibiotika. Nogle får lungebetændelse, og i meget sjældne tilfælde kan skoldkopper føre til hjernebetændelse. 5–10 personer rammes af denne alvorlige komplikation om året.
Hvornår kan du overveje vaccination?
- Sygdommen kan give høj feber, ubehag og kløe i omkring en uge – og fører til, at barnet må blive hjemme. En vaccination kan derfor være en måde at undgå sygdom på både hos mindre og større børn. Også voksne kan have gavn af vaccinen. Det gælder især kvinder i den fødedygtige alder, der endnu ikke har haft sygdommen. Skoldkopper kan forløbe mere alvorligt hos voksne end hos børn, og særligt gravide er i risikogruppen.
- Vaccination kan også overvejes, hvis dit barn har eksem, astma eller anden sygdom, der kan forværres ved skoldkopper, eller hvis der er særlige hensyn i omgangskredsen – for eksempel spædbørn, gravide eller personer med nedsat immunforsvar, der kan blive hårdere ramt af sygdommen, siger Peter Henrik Andersen.
Vaccinen kan gives til alle fra 1-årsalderen. Det gælder både børn og voksne, som ikke har haft skoldkopper, hvilket dog er sjældent hos voksne – op mod 95 % af den danske befolkning har haft skoldkopper, når de er over 18 år.
Vaccinen beskytter langvarigt
Skoldkoppevaccinen gives i to doser med mindst fire ugers mellemrum, og der er ikke fastsat nogen øvre grænse for, hvor længe du kan vente mellem de to stik.
- Vaccinen ser ud til at give langvarig beskyttelse, men det vides endnu ikke med sikkerhed, da den ikke har været på markedet så længe. Lægerne regner med, at den virker i mindst 20 år, men formentlig længere og måske livsvarigt. Efter første stik er omkring 90 % beskyttet, så den anden vaccination gives for at beskytte de fleste af dem, der ikke opnår beskyttelse efter den første vaccination, siger Peter Henrik Andersen.
Fordi vaccinen ikke er en del af børnevaccinationsprogrammet, skal du selv betale. Du kan få vaccinen hos de fleste praktiserende læger og rejsevaccinationsklinikker og koster ud over lægens honorar omkring 600–700 kr. per stik.

Nedsat immunforsvar og graviditet
- Vaccinen er en såkaldt levende, svækket vaccine – ligesom MFR-vaccinen. Det betyder, at den aktiverer immunforsvaret på samme måde som skoldkoppevirus og derfor i sjældne tilfælde kan give milde symptomer, der minder om selve sygdommen. Derfor anbefales vaccinen ikke til personer med nedsat immunforsvar eller til gravide.
Peter Henrik Andersen peger på, at hvis en gravid kvinde ikke tidligere har haft skoldkopper og bliver udsat for smitte, for eksempel fra sine egne børn, kan hun i stedet få en behandling med antistoffer (immunglobulin), som er rettet specifikt mod skoldkoppevirus. Hvis kvinden ikke smittes under graviditeten, kan hun vælge at få selve vaccinen efter fødslen, da antistofferne fra behandlingen ikke giver længerevarende beskyttelse.
Hvilke bivirkninger kan der være ved skoldkoppevaccinen?
- Som med alle vacciner kan der opstå bivirkninger, men de er som regel milde og forbigående. Ved skoldkoppevaccinen kan der opstå let feber og enkelte blærer på huden, da det er en levende, svækket vaccine. Derudover lokal rødme og ømhed som efter andre vaccinationer. I meget sjældne tilfælde er der en lille risiko for, at den vaccinerede person kan smitte andre, men denne risiko er betydeligt lavere end ved en naturlig skoldkoppeinfektion, da vaccinerede personer typisk har færre blærer og i en kortere periode. Hvis huden er tøjdækket, vil smitterisikoen være minimal, siger Peter Henrik Andersen.
Skoldkopper kan føre til helvedesild
Helvedesild (også kaldet herpes zoster) er en sygdom, der opstår, når skoldkoppevirus, som forbliver i kroppen efter en skoldkoppeinfektion, genaktiveres. Når du får skoldkopper og bliver rask, gemmer virusset sig i nervebanerne i centralnervesystemet. Selvom virusset er inaktivt, kan det senere bryde ud, typisk efter 45-årsalderen, og hvis immunforsvaret svækkes.
Når virusset aktiveres, følger det nervebanerne og fører til et karakteristisk, bælteformet udslæt. Dette udslæt optræder normalt på den ene side af kroppen, herunder i ansigtet og kan derfor i sjældne tilfælde påvirke øjnene, så det kræver behandling hos en øjenlæge.
Skoldkoppevaccinen beskytter ikke altid mod helvedesild
Selvom skoldkoppevaccinen beskytter mod selve sygdommen, beskytter den ikke altid fuldstændigt mod helvedesild. Forklaringen er, at skoldkoppevaccinen som en levende svækket vaccine også medfører en latent infektion i kroppen, som i sjældne tilfælde kan reaktiveres og give udslæt/symptomer som ved helvedesild. Der findes en vaccine mod helvedesild, som oprindeligt indeholdt en meget højere dosis af skoldkoppevirus – hele 14 gange så meget. Denne vaccine kunne ikke anvendes til personer med svækket immunsystem eller til gravide.
For syv år siden blev en ny helvedesild-vaccine introduceret, baseret på moderne teknologi. Denne vaccine indeholder ikke levende virus og kan derfor gives til personer med et svækket immunforsvar og til gravide.
- Den har vist sig at være meget effektiv, både hos personer, der ikke har haft helvedesild, og hos dem, der allerede har haft et første udbrud. Selvom helvedesild kan opstå flere gange i livet, giver vaccinen god beskyttelse – også efter flere udbrud, siger Peter Henrik Andersen.
Vaccine mod helvedesild er godkendt til personer over 50 år, som har haft skoldkopper. Den kan dog også anvendes, hvis du er over 50 år og er blevet vaccineret, men ikke har haft skoldkopper. Vaccine mod helvedesild kan også gives til personer fra 18 år, hvis lægen vurderer, at du har et svækket immunforsvar eller en særlig høj risiko for at få helvedesild. Du skal selv betale for vaccinen og lægens honorar, der i alt koster omkring 3.700 kroner. Den gives i to doser med 2-6 måneders mellemrum for hvert af de to stik. Der er mulighed for at få tilskud til betaling af vaccinen, hvis du er diagnosticeret med en kronisk inflammatorisk gigtsygdom (såsom leddegigt, psoriasisgigt eller morbus Bechterew) og er i immundæmpende behandling. Det er Sundhedsstyrelsen, der administrerer tilskudsordningen. Du skal søge om individuelt tilskud via din læge, som sender en ansøgning til Sundhedsstyrelsen.
* Kilde: EPI-NYT uge 19/20 – 2023: Skoldkopper i Danmark fra 2013 til 2023
Stigende interesse for skoldkoppevaccination i Danmark
Antallet af børn, der bliver vaccineret mod skoldkopper, er steget markant de seneste år. I 2013 blev kun 189 børn vaccineret, mens tallet i 2023 var steget til 7.547 børn.
Kilde: Peter Henrik Andersen, Afdelingslæge og afsnitsleder på Statens Seruminstitut
Hvordan hænger skoldkopper og helvedesild sammen – og hvilken rolle spiller vacciner?
Skoldkopper og helvedesild skyldes samme virus: varicella-zoster. Efter en skoldkoppeinfektion forsvinder symptomerne, men virus forbliver i kroppen og kan år senere genaktiveres som helvedesild – især hos ældre eller personer med nedsat immunforsvar.
Vaccination mod skoldkopper nedsætter risikoen for at få sygdommen og dermed for at bære virus i kroppen. Det er dog stadig uklart, om vaccinen helt kan forhindre helvedesild senere i livet. Derfor anbefales en særskilt helvedesildsvaccine til personer over 50 år eller med høj risiko, når de tidligere har haft skoldkopper.
Kilde: Peter Henrik Andersen, Afdelingslæge og afsnitsleder på Statens Seruminstitut

Mere om bakterier og infektion
Se flere artikler om emnet
Sygdom, menstruation og flyrejser: Derfor får du forkølelsessår
Har du lagt mærke til, om der er særlige ‘triggers’, som for eksempel stress eller menstruation, der udløser forkølelsessår hos dig? Bliv klogere ...


Kødædende bakterier er farlige men sjældne
En infektion med kødædende bakterier er alvorlig. Bakterierne kan sprede sig hurtigt og tilstanden kræver akut behandling. Heldigvis er denne type ...