Slagtilfælde kræver hurtig behandling

Slagtilfælde – eller apopleksi som det også kaldes – er en fællesbetegnelse for blodprop i hjernen og hjerneblødning. For at vores hjerne kan fungere, er den afhængig af, at der er en konstant blodgennemstrømning, der transporterer ilt og næringsstoffer til hjernecellerne. Hvis man får et slagtilfælde, som man får, når et blodkar brister (hjerneblødning), eller der dannes en blodprop i hjernen, mindskes eller ophører gennemstrømningen af blod til den ramte del af hjernen, der så ikke kan fungere normalt. Hanne Christensen er dr. med. overlæge og klinisk lektor på Neurologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Ifølge Hanne Christensen afhænger symptomerne af, hvilket område af hjernen der rammes.

Symptomer

Ordet apopleksi er græsk og betyder, at man mister funktion. Nogle oplever dog kort før, at de er trætte, har hovedpine og snurrende fornemmelser i arme eller ben. Typiske symptomer er, at man har føleforstyrrelser eller lammelser i arme og ben, som kun forekommer i den ene side af kroppen.

Man kan have problemer med at koordinere sine kropsbevægelser og have svært ved at holde balancen, når man bevæger sig.

Det kan være svært at synke, og den ene mundvig kan pludselig begynde at hænge. Man kan få problemer med at tale – det bliver svært at danne sætninger, der giver mening, og man kan have svært ved at forstå, hvad andre siger. Herudover kan man miste sin evne til at høre.

- Umiddelbart kan man ikke selv vide, om man har fået en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Ofte er symptomerne ved en hjerneblødning mere alvorlige end ved en blodprop, men det behøver ikke være sådan, siger Hanne Christensen.

For mænds vedkommende er det ofte en livsstil med rygning, usund mad og for lidt fysisk aktivitet gennem mange år, der fører til apopleksi. Blandt kvinderne er hjerteflimmer (forkammerflimren) den største risikofaktor.

Årsager og kønsforskelle

Hos 85 procent af dem der får apopleksi, er der tale om en blodprop i et af de blodkar, der forsyner hjernen med ilt og næringsstoffer. De sidste 15 procent skyldes en hjerneblødning. Kvinder er ofte ældre end mænd, når de får apopleksi. Kvinder er generelt tættere på 80 år, hvor mænd typisk får apopleksi omkring 70års alderen. Åreforsnævring er den hyppigste årsag til apopleksi. Dog kan man også rammes af apopleksi i yngre alder, men det sker som regel af andre årsager, som for eksempel arvelige sygdomme som øger blodets tendens til at størkne.

For mænds vedkommende er det ofte en livsstil med rygning, usund mad og for lidt fysisk aktivitet gennem mange år, der fører til apopleksi. Blandt kvinderne er hjerteflimmer (forkammerflimren) den største risikofaktor for at udvikle sygdommen, og når kvinder rammes af apopleksi, får de oftere større blodpropper end mændene, fordi hjerteflimmer som årsag til sygdommen giver store blodpropper. Forskellen i risikofaktorer er dog ved at udligne sig, idet flere og flere kvinder har samme livsstil som mændene.

Ring 1-1-2

Det er vigtigt at kende symptomerne på apopleksi, så man kan reagere hurtigst muligt. Man skal ringe 1-1-2 efter en ambulance med det samme, hvis man har mistanke om, at der kan være tale om apopleksi, fordi behandlingen skal foregå på hospitalet. Det kan dog ifølge Hanne Christensen nogle gange være svært både for en selv og for andre at opdage symptomerne hurtigt nok.

Man kan få hovedpine i forbindelse med en hjerneblødning, men ellers gør det ikke ondt at få hverken en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning. Derfor kan det nogle gange tage lang tid, før man opdager det.

- De fleste mennesker, der får en blodprop i hjertet, er klar over, at der er noget alvorligt galt, fordi det opleves meget smertefuldt med trykken for brystet osv. Man bliver bange og reagerer derfor ved at tilkalde en ambulance. Men når man har apopleksi, så har man ingen smerter, og man bliver ikke bange, men snarere flov, fordi man for eksempel har svært ved at koordinere sine kropsbevægelser og begynder at snøvle. Hvis det for eksempel sker til en julefrokost, tror folk måske bare, at man er fuld og reagerer ikke. Dog vil andre ikke have svært ved at se, at ansigtet hænger i den ene side, som det typisk gør ved apopleksi, siger Hanne Christensen.

Det er vigtigt, at man ikke selv kører til hospitalet, men at man venter til ambulancen kommer, fordi ambulancepersonalet gør parat til behandlingen allerede i ambulancen for at spare tid. Man kan sagtens opleve at ringe efter en ambulance, og at den, der er ramt af en blodprop i hjernen, så virker mere normalt fungerende, når ambulancen kommer. Her kan der være tale om, at blodproppen har opløst sig, men man skal alligevel ind og undersøges, for hvis behandlingen er startet sent, kan der være dårlig effekt af behandlingen.

Behandling af apopleksi

Da det er vigtigt, at behandling sker så hurtigt som muligt på et hospital, kan man spare tid ved at finde medicinlister og/eller medicin frem, mens man venter på ambulancen. Den videre behandling afhænger nemlig af, hvilken medicin den apopleksiramte får, da ikke al medicin går sammen med den medicin, som man kan bruge ved apopleksi.

Selve behandlingen starter først på hospitalet, og i ambulancen sørger man for at give væske og stabilisere hjertefunktion. Ambulancepersonalet måler også blodsukker, blodtryk og tager et hjertekardiogram samt sætter nåle i begge arme, så hospitalet kan gå direkte til behandlingen. Det kan være lidt forskelligt, hvordan man organiserer akutbehandling i ambulancen. Som regel kører en paramediciner med.

På hospitalet bliver man undersøgt af en læge og får foretaget en CT-skanning eller en MR-skanning af hjernen. Ved akut blodprop i hjernen er det afgørende for en vellykket behandling, at den sker inden for 4,5 timer, efter at symptomerne startede, i nogle tilfælde inden for 6 timer. Ellers kan behandlingen have skadelig effekt, så der opstår en hjerneblødning oveni.

Behandlingen består typisk i at give trombolyse, der er en blodpropopløsende behandling. I nogle tilfælde kan blodproppen opløses ved, at man indfører et tyndt kateter igennem en pulsåre op til hjernen. Det gør man eksempelvis i tilfælde, hvor der ingen effekt er af den blodprop opløsende behandling, eller hvis blodproppen sidder i et meget stort kar.

- Man har ikke nogen akut behandlingsmetode til behandling af hjerneblødning. Det er kun blodpropper, der kan behandles akut. Ved hjerneblødning handler det om at stabilisere patienten ved blandt andet at tilføre væske ved væskemangel, og at trække væske ud, hvis patienten har for meget væske i kroppen. Man kan også give medicin for at sørge for en normal hjertefunktion. Desuden kan operation være en mulighed. Forskerne arbejder på at få udviklet nye metoder til at behandle hjerneblødning, siger Hanne Christensen.

Behov for genoptræning

Apopleksi giver lammelser og skader, der nedsætter frihed og livskvalitet. Dødeligheden er først og fremmest høj ved hjerneblødning, hvor cirka 30 procent dør inden for de første syv dage.

- Apopleksi er en af de dyreste sygdomme for samfundet, fordi man ofte får mén i form af lammelser i hele den ene side af kroppen eller får talebesvær, hvis ikke man bliver behandlet i tide. Det betyder, at man er plejetrængende og kan have behov for at få hjemmehjælp eller komme på plejehjem. På hospitalet vil man få hjælp til at genoptræne lammelser og mindske symptomer i det omfang, det er muligt. Der findes også rehabiliteringscentre, hvor man efterfølgende kan opholde sig i en periode for at blive genoptrænet, siger Hanne Christensen.

Sådan kan du forebygge

De to vigtigste faktorer, der kan føre til blodprop i hjernen eller hjerneblødning, er forhøjet kolesterol og forhøjet blodtryk. Har man hjerteflimmer uden at vide det, øger det også sandsynligheden.

- Hvis man vil forebygge apopleksi, er det vigtigt at sørge for at have en sund livsstil. Spis sundt –især masser af frugt og grønt, fordi det forebygger åreforsnævring. Dyrk også motion, og hold op med at ryge, da især rygning giver en øget risiko for apopleksi. Da risikoen for sygdommen stiger med alderen, er det vigtigt at få kontrolleret sit blodtryk og kolesteroltal engang imellem, så man kan få det behandlet, hvis det er for højt og dermed nedsætte risikoen for apopleksi, siger Hanne Christensen.