Meningitis - kend symptomerne

Betændelse i de hinder, der omslutter hjernen. Ikke en rar tanke, og det er bestemt også alvorligt i de forholdsvis sjældne gange, det opstår. Hjernehindebetændelse, eller meningitis, som er den lægefaglige term for sygdommen, tænder da også advarselslamperne hos de fleste.

Vores hjerne er omgivet af tre hjernehinder, hvorimellem der findes en væske, også kaldet spinalvæsken. Hinderne omslutter vores centralnervesystem, det vil sige vores hjerne og de nerver, som fortsætter fra hjernen og ned gennem hvirvelkanalen i ryggen. Hinderne er helt tætte og i stand til at holde bakterier og virus ude. Og dog: I sjældne tilfælde sker det alligevel, at en virus eller en bakterie finder vej gennem den yderste hjernehindes barriere og skaber en infektion - og så har vi et tilfælde af meningitis.

De væsentligste symptomer for meningitis er: voldsom hovedpine; nakkestivhed, så man ikke kan bøje hovedet fremover; feber - helt op til 39-40 grader; at man er lysfølsom, det vil sige at det er ubehageligt at kigge op i lyset; og kvalme, eventuelt med opkastninger.

Hvor alvorligt det er, afhænger af, om infektionen skyldes en virus eller en bakterie. Den bakteriefremkaldte meningitis kan være dødbringende, mens den virusfremkaldte ’kun’ er voldsomt ubehagelig - og dermed ikke er en infektion, man dør af.

Meningitis fra virus

Virusinfektionen er den, som forekommer hyppigst, og er man blevet ramt af den, så vil symptomerne, ligesom ved andre influenzaer, fortage sig efter nogle dage eller uger og gå over af sig selv. Det var den gode nyhed. Den dårlige er, at der kan være den følgevirkning, at man i op til et år efter har svært ved at koncentrere sig, lære nyt og at huske - det kaldes også en svækkelse af de kognitive evner, det vil sige al form for hjerneaktivitet, som vi bruger til at huske, lære, fokusere, planlægge og så videre. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at genoptræne de kognitive funktioner.

En virus-meningitis kan forveksles med influenza, så det er ikke sikkert, man selv opdager, at det er det, man fejler. Bagefter er det ikke muligt at teste, om man har haft den.

Man kan ikke blive vaccineret for virus-meningitis - kun for helvedesild-virus, som kan udvikle sig til helvedesild, men der er ingen videnskabelige belæg for, at den beskytter mod helvedesild-meningitis.

Det er kun to helt specielle virus, man kan vaccinere mod. Den ene kan føre til japansk hjernebetændelse og findes udelukkende i Asien. Den anden, som kan give tick-born hjernebetændelse, findes også i Danmark: i Nordsjælland og på Bornholm. Den overføres ligesom Borrelia gennem flåtbid, og derfor anbefales vaccinen, hvis man færdes jævnligt i skov og krat eller tilbringer længere tid (uger) uden for stier i de områder.

Meningitis fra en bakterie

Den meningitis, som opstår på grund af en bakterie, er anderledes alvorlig - og kan være dødelig. Symptomerne er de samme, som hvis det var en virus, det vil sige hovedpine, feber, nakkestivhed, kvalme, eventuelt opkastninger og følsomhed over for lys. Det, der gør bakterie-meningitis farlig, er, at den kan gå over i blodet og give blodforgiftning. Derfra går forgiftningen videre til organerne, som begynder at bløde, og efter nogle timer holder op med at fungere - og det dør man af. Der er en dødelighed på ti procent ved en ubehandlet blodforgiftning.

Blodforgiftning kan opstå på et par timer, og den viser sig som mørke pletter i huden på størrelse med knappenålshoveder, de såkaldte petekkier. Hvis de opstår, skal patienten behandles med antibiotika og binyrebarkhormon direkte i blodårerne. Behandlingen skal sættes i værk omgående, da patienten ellers kan dø i løbet af få timer. Til gengæld er chancerne for at overleve store, hvis man får behandlingen hurtigt.

Helt sikker på, om man har en bakterie-meningitis, kan man kun blive ved at få analyseret den væske, som findes mellem hjernehinderne - spinalvæsken. Den bliver opsamlet ved at føre en nål ind i ryggen og trække lidt spinalvæske ud - en lumbalpunktur.

Der kan være alvorlige følger efter en blodforgiftning. Den kan nedbryde vævet i en arm eller et ben, så det bliver nødvendigt at amputere legemsdelen for at undgå, at det spreder sig. Eller et organ kan være så ødelagt efter infektionen, at det må udskiftes med et andet gennem en organtransplantation.

Dog: Hvis det første døgn er vel overstået, er prognosen god, og de allerfleste vil komme sig uden mén.

Hvordan bliver man smittet med meningitis?

Smitten foregår ved dråbeinfektion - det vil sige at man får virus eller bakterier fra udåndingsluften fra en, der har sygdommen, når vedkommende hoster eller nyser.  Det er derfor lettere at blive smittet, når man i det daglige er tæt sammen med andre mennesker på forholdsvis lidt plads. For eksempel i vuggestuer, børnehaver, efterskoler og plejehjem.

Nogle mennesker kan bære på en virus eller en bakterie, uden selv at blive syge. I de tilfælde sidder mikroorganismerne typisk i næsefløjene eller i halsen, og derfor kan de også smitte gennem host og nys.

Vaccine for bakteriel meningitis

Det er hovedsagelig tre bakterier, som er skyld i de bakterielle tilfælde af meningitis. De to af dem (Haemophilus influenzae og Pneumokokker) bliver børn vaccineret for, når de er tre måneder gamle som en del af børnevaccinationsprogrammet. Vaccinen blev en del af programmet i 2007.
Den sidste bakterie, som kan føre til meningitis og blodforgiftning, nemlig Meningokokker, vaccinerer man kun for, når man vurderer, at der er stor risiko for, at en person er udsat for smitte. Det er en vaccination, man kan få på en privat vaccinationsklinik, og som man selv skal betale for (cirka 750 kr.). Bivirkningerne ved vaccinen er rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet, hovedpine, utilpashed og feber. Den holder i fem år.

I England indførte man i 1999 meningokok-vaccine til alle børn i alderen to måneder til 18 år. I 2007-2008 viste det et fald i antallet af meningokok-meningitis på 97 %.

Sundhedsstyrelsen overvåger løbende, hvor mange tilfælde af bakteriel meningitis, der skyldes meningokokker. Da der viste sig en markant stigning i antallet i 2011, foretog Sundhedsstyrelsen en vurdering af, om der var grund til at indføre meningokok-vaccinen som en del af børnevaccinationsprogrammet. Ud fra den viden, de indhentede på området, sammenholdt med, at antallet af sygdomstilfælde i 2012 faldt igen, indstillede Styrelsen til, at man ikke indførte meningokok-vaccinen som del af det danske børnevaccinationsprogram. Siden da, er antallet af meningokok-tilfælde faldet.

Hvilke forholdsregler skal man tage?

I og med, at meningitis smitter ved dråbeinfektion gennem host og nys, kan man overveje at få en meningokok-vaccination, hvis man i en periode skal opholde sig tæt sammen med andre mennesker.

Hvis der har været udbrud af bakteriel meningitis på en børneinstitution eller et andet sted, hvor mange mennesker færdes tæt sammen, vil embedslægen vurdere, om alle på stedet bør vaccineres. Det samme gælder, hvis et familiemedlem har været syg af en bakteriel meningitis.

Derudover er der lande, hvor der er en forhøjet risiko for at få meningitis på grund af en stor udbredelse af meningokokker. Det er den især i Afrika, i det såkaldte meningitisbælte, som omfatter 21 lande syd for Sahara og strækker sig fra Senegal i vest til Ethiopien i øst. Rejser man til det område, skal man derfor vaccineres for meningokokkor. Der findes to vacciner for meningokokker, og man skal have begge, for at være beskyttet.

Kilder i artiklen: Professor Lars Østergaard, Århus Universitetshospital. Sundhedsstyrelsen, sst.dk; Statens Serum Institut, ssi.dk; Netdoktor, netdoktor.dk; Læger uden Grænser, msf.dk; apoteket.dk