Dit barn nægter måske at spise kødsovs, hvis der er løg i. Eller måske fisker du selv olivenerne op af salaten eller går uden om artiskokkerne i buffetens salatbar. De fleste af os har mad, vi ikke bryder os om.
Du har ikke et ønske om at blive tynd, men undgår bestemte fødevarer på grund af smag, lugt eller konsistens, eller fordi maden vækker ubehag eller angst.
Børn kan have perioder, hvor de ikke har lyst til at smage på ret meget, og det er en helt normal del af udviklingen. Det er også helt normalt, at vi som voksne har mad, vi ikke bryder os om at spise. Sådan lyder det fra Birgitte Hartvig Schousboe, autoriseret psykolog, specialist i psykoterapi og faglig direktør i Kompetencecenter for Spiseforstyrrelser.
- Almindelig kræsenhed hos børn og voksne bliver ikke et handicap. Du kan måske skubbe noget til side på tallerkenen eller vælge noget fra, men du kan stadig spise sammen med andre, være social og håndtere, at maden ikke altid er, som den plejer, siger Birgitte Hartvig Schousboe.
Men hos nogle bliver udvalget af mad, de vil spise, så begrænset, at måltider kan vække angst eller stort ubehag. Her kan der være tale om spiseforstyrrelsen ARFID (Avoidant/Restrictive Food Intake Disorder).
En spiseforstyrrelse, der ikke handler om vægt
ARFID adskiller sig fra spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi ved, at ønsket ikke er at tabe sig eller ændre sin krop.
- Ved anoreksi og bulimi er bekymringer om vægt og figur en central del af sygdommen. Ved ARFID handler det om spisning og om selve maden. Du har ikke et ønske om at blive tynd, men undgår bestemte fødevarer på grund af smag, lugt eller konsistens, eller fordi maden vækker ubehag eller angst, forklarer Birgitte Hartvig Schousboe.
Mange med spiseforstyrrelsen har kun et lille udvalg af såkaldte ’safe foods’ – mad, de føler sig trygge ved at spise. Det er ofte mad uden markant farve, lugt eller konsistens. Det kan for eksempel være toastbrød, pasta uden sauce, pommes frites eller en bestemt type pizza.
ARFID kan komme til udtryk på forskellige måder
Selvom det fælles kendetegn er et meget begrænset udvalg af mad, opdeles spiseforstyrrelsen typisk i tre former, som du enten kan have hver for sig eller i en kombination:
Når sanserne spænder ben: I den første form er det især dine sanser, der gør det svært at spise. Du reagerer måske kraftigt på bestemte smage, lugte eller konsistenser, hvilket gør, at du må fravælge mange typer mad.
Når angst fylder mest: I den anden form er det frygten for ubehagelige konsekvenser, der styrer spisevanerne. Du kan være bange for at få noget galt i halsen, kaste op eller få ondt i maven. Denne form kan opstå efter en ubehagelig oplevelse – for eksempel hvis du har prøvet at kløjes i maden eller har været ramt af en voldsom omgang opkast.
Når interessen mangler: I den tredje form oplever du derimod en generel mangel på lyst til mad. Du spiser primært, fordi kroppen har brug for det, og ikke fordi du mærker sult, glæde eller nydelse ved måltidet.
- Vi kender alle mennesker, der siger, at de er ligeglade med, hvad de får at spise. Men ved ARFID er det meget mere omfattende. Maden bliver ren overlevelse. Nogle lader være med eller glemmer ligefrem at spise, selv om de ikke har fået mad længe. Hos børn kan det få betydning for både vækst og udvikling, siger Birgitte Hartvig Schousboe.
Hvorfor udvikler nogle ARFID – og hvem har størst risiko?
Spiseforstyrrelsen kan vise sig allerede i de første leveår, men kan også udvikle sig senere i livet.
Forskerne kender endnu ikke de præcise årsager. Der er formentlig flere forskellige forklaringer, og de varierer fra person til person.
En forklaring kan være, at du er født med en øget følsomhed over for smag, lugt og konsistens. Forskning viser, at ARFID forekommer hyppigere hos mennesker med autismespektrumforstyrrelser – en fælles betegnelse for medfødte udviklingsforstyrrelser, hvor man blandt andet bearbejder sanseindtryk anderledes end de fleste og har et stort behov for genkendelighed og faste rutiner.
- Hvis du har en autismespektrumforstyrrelse, kan du have en øget sensorisk følsomhed og generelt ikke bryde dig om nye ting – heller ikke ny mad. Men mange mennesker med ARFID har ikke en autismespektrumforstyrrelse. Hos dem kan spisevanskelighederne være det eneste område, hvor de reagerer sådan, siger Birgitte Hartvig Schousboe.
Det er ifølge Birgitte Hartvig Schousboe svært at sige noget om, hvad der udløser spiseforstyrrelsen.
- Hvis vanskelighederne skyldes sensorisk følsomhed eller manglende interesse for mad, er der ofte ikke én bestemt begivenhed, der forklarer, hvorfor de er opstået. Derimod kan den form for ARFID, der er præget af angst, udvikle sig efter en ubehagelig oplevelse, siger Birgitte Hartvig Schousboe.
Hvornår er der grund til bekymring?
Det kan være svært at vurdere, hvornår et barns spisevaner er en naturlig del af udviklingen, og hvornår der er grund til bekymring. Det afgørende er ikke, hvor mange retter dit barn kan lide, men om den begrænsede kost påvirker barnets vækst, trivsel eller mulighed for at deltage i hverdagen.
- Hos de helt små børn er det første tegn ofte, at de ikke vil spise ret meget. Men samtidig har små børn naturligt perioder, hvor de er tilbageholdende med at smage nyt. Derfor er det vigtigt at se på helheden. Hvordan udvikler barnets vægt og højde sig? Kan barnet spise hos andre? Ved ARFID bliver spisevanskelighederne så omfattende, at de begrænser barnets hverdag, siger Birgitte Hartvig Schousboe.
Hos voksne kan tegnene være mindre synlige. Mange har gennem årene indrettet deres hverdag, så de undgår situationer, hvor maden bliver en udfordring. De vælger restauranter med velkendte retter, spiser hjemmefra eller takker nej til invitationer, hvor de ikke ved, hvad der bliver serveret. Andre oplever, at familie og venner tager særlige hensyn.
Mere end et problem ved spisebordet
En meget ensidig kost kan føre til mangel på energi, vitaminer og mineraler. Hos børn kan det påvirke vækst og udvikling, mens voksne blandt andet kan opleve vægttab, træthed eller mangel på vigtige næringsstoffer.
Spiseforstyrrelsen kan også få store sociale konsekvenser.
- Et barn med ARFID kan have svært ved at sove hos bedsteforældrene eller tage med til fødselsdage, fordi maden bliver et problem. Senere kan en teenager blive ked af ikke at kunne spise pizza sammen med vennerne. Det er ofte de sociale situationer, der motiverer unge til at søge hjælp og forsøge at udvide det, han eller hun kan spise, siger Birgitte Hartvig Schousboe.
Også som voksen kan spiseforstyrrelsen begrænse hverdagen. Måltider spiller en vigtig rolle i arbejdslivet, på rejser og i sociale sammenhænge, og derfor kan det være belastende hele tiden at skulle planlægge, hvad man kan spise, eller bekymre sig om, hvordan andre reagerer.
Kan børn vokse fra ARFID?
- Problemet forsvinder ikke af sig selv. Til gengæld kan mange få det betydeligt bedre med den rette behandling. Nogle udvider deres repertoire af madvarer, mens andre lærer at håndtere vanskelighederne, så de fylder mindre i hverdagen, siger Birgitte Hartvig Schousboe.
Jo mere motiveret barnet eller den voksne selv er, desto bedre er mulighederne som regel for at hjælpe vedkommende videre.
Sådan får du hjælp
Hvis du er bekymret for dit barns spisevaner, er det en god idé at kontakte din læge. Det gælder især, hvis barnet ikke tager på i vægt eller vokser som forventet, eller hvis den begrænsede kost gør det svært at fungere i hverdagen.
Også voksne kan have gavn af at søge hjælp, hvis de oplever vægttab eller fejlernæring eller undgår sociale situationer på grund af maden.
I Danmark findes der endnu ikke et landsdækkende offentligt behandlingstilbud målrettet denne spiseforstyrrelse. Din læge kan henvise til en psykolog og diætist med specialviden, og afhængigt af dine udfordringer kan en ergoterapeut med viden om sansebearbejdning indgå i behandlingen. Psykologen kan hjælpe med de følelsesmæssige og angstprægede aspekter, ergoterapeuten med sanseintegrationen og den kliniske diætist med at sikre, at kosten dækker kroppens behov.
Behandling kræver tålmodighed
Behandlingen tilpasses den enkeltes udfordringer. Hvis angst spiller en central rolle, arbejder behandleren ofte med gradvis eksponering. Det betyder, at du langsomt og i et trygt tempo vænner dig til det, der opleves som svært.
- Ofte handler det ikke om at smage på maden med det samme. Første skridt kan være at kunne være i samme rum som en bestemt fødevare. Senere kan det være at røre ved den eller lugte til den. Først derefter er du måske klar til at smage. Det er vigtigt, at processen foregår i små skridt og i et tempo, den enkelte kan være med til, siger Birgitte Hartvig Schousboe.
Som forælder kan det være fristende at lokke, presse eller belønne sit barn for at smage på nye retter. Men den strategi virker sjældent.
- Det hjælper ikke at sige: "Du får en 50'er, hvis du smager." ARFID minder på mange måder om en angstproblematik, og hvis barnet bliver presset, kan ubehaget vokse. Derfor arbejder vi med gradvis eksponering og små skridt, så barnet får positive erfaringer undervejs. Med tålmodighed, forståelse og den rette behandling kan mange udvide det, de kan spise, og få et mere ubesværet forhold til mad, siger Birgitte Hartvig Schousboe.
De mest almindelige spiseforstyrrelser
Anoreksi (anorexia nervosa)
En spiseforstyrrelse, hvor personen begrænser sit madindtag på grund af et ønske om at tabe sig eller en intens frygt for at tage på.
Bulimi (bulimia nervosa)
Kendetegnes af tilbagevendende episoder med overspisning efterfulgt af kompenserende adfærd, for eksempel opkastninger, faste eller overdreven motion.
Tvangsoverspisning (BED – Binge Eating Disorder)
Tilbagevendende episoder med overspisning uden den kompenserende adfærd, der ses ved bulimi.
ARFID (Avoidant/Restrictive Food Intake Disorder)
En spiseforstyrrelse, hvor personen undgår eller begrænser madindtaget på grund af for eksempel sansefølsomhed, angst eller manglende interesse for mad – ikke på grund af et ønske om vægttab.
Kilde: Birgitte Hartvig Schousboe, autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi
Derfor hjælper det ikke at sige: ”Smag bare en lille bid”
Når et barn eller en voksen har ARFID, handler modviljen mod bestemte fødevarer ikke om stædighed eller manglende vilje. Personen oplever et reelt ubehag eller angst.
Pres, belønninger eller gentagne opfordringer til at smage kan derfor øge ubehaget og gøre det sværere at arbejde med problemet.
I behandlingen arbejder du i stedet med gradvis eksponering. Det kan begynde med blot at være i samme rum som maden, derefter røre ved den, lugte til den og først senere smage på den.
Kilde: Birgitte Hartvig Schousboe, autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi
Søg hjælp, hvis...
Kontakt din læge, hvis du er bekymret for dit barns eller din egen spiseadfærd, især hvis:
kosten er meget begrænset over længere tid
vækst eller vægtudvikling er påvirket
der er tegn på fejlernæring eller vægttab
spiseproblemerne gør det svært at deltage i sociale aktiviteter
angst eller ubehag ved mad fylder meget i hverdagen.
Kilde: Birgitte Hartvig Schousboe, autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi
Mere om det mentale helbred
Se flere artikler om emnet
Din vrede kan hjælpe dig mere, end du tror
Vrede er en helt naturlig følelse, men den kan være ubehagelig eller ligefrem skamfuld. Alligevel skal vreden ikke undertrykkes, for bruger du den ...
Narcissisme: Mere end bare selvoptagethed
Begrebet ‘narcissisme’ bruges ofte lidt i flæng, men bag begrebet gemmer sig en kompleks sammensætning af personlighedstræk, der kan have stor ...
Har jeg autisme? Når diagnosen stilles som voksen
Autisme er medfødt og kommer til udtryk gennem hele livet – men kan vise sig forskelligt fra barndom til voksenliv. Her får du indblik i ...