Ældres tanker om døden

De fleste ældre er ikke bange for at tale om døden. Det viser en dansk undersøgelse af 50 pensionister mellem 68 og 90 år fra 2012, som er gengivet i bogen ”Livet efter arbejdslivet”. Forskerne interviewede de ældre om deres forhold til venskaber, hjemmet og om deres refleksioner om livet og døden. Det kom bag på forskerne, at de ældre ikke er berøringsangste, når det gælder døden. En af forskerne bag undersøgelsen er Søren la Cour. Han har følgende forklaring:

- Vi havde en fordom om, at de havde svært ved at tale om døden, fordi de er tættere på døden end yngre, og fordi døden ikke er noget, de fleste gerne taler om. Men det viste sig, at de ikke er spor bange for at tale åbent om deres forhold til døden. Det kan skyldes, at de har haft længere tid til at vænne sig til tanken end yngre mennesker, og at de er blevet konfronteret med døden i højere grad som ældre, fordi mange af deres venner og måske også ægtefællen er gået bort. Når man bliver 75 år, har man været til mange begravelser, så hvad enten man vil det eller ej, så tænker man på døden, siger Søren la Cour.

Frygter en uværdig og smertefuld sidste tid

De fleste ældre i undersøgelsen har et afklaret forhold til deres egen død. De er mere optagede af overgangen til døden end selve tilstanden ’død’. Det at få en uværdig afslutning på livet, frygter de fleste ældre.

- De er bange for, at de skal blive levende døde – at de kommer til at ligge som en grøntsag i en hospitalsseng uden selv at kunne slukke for respiratoren.

De frygter, at deres sidste tid skal blive præget af ulidelige smerter, demens eller anden uhelbredelig sygdom, der gør deres liv uværdigt. Ingen ved, hvad der sker, når vi dør, og det er svært at forholde sig til noget, som vi ikke ved, hvad er. Derfor er det lettere at tale om en frygt, som de ældre kan forholde sig til, nemlig tiden op til døden. Det angiver de selv som årsagen til, at det er overgangen til døden, de frygter mere end selve døden, siger Søren la Cour.

Typiske tanker om livet før døden

At det typisk er tiden før døden, de fleste tænker på, er også resultatet af Margrete Kählers research. Margrethe Kähler er chefkonsulent i Ældre Sagen, foredragsholder om ældres forhold, og forfatter til en række bøger om ældres forhold blandt andet bogen ”Tæt på døden”, som handler om den sidste tid op til døden baseret på Margrete Kählers interviews med ældre, pårørende, sundhedsfagligt personale, en præst og en antropolog. Margrethe Kählers research og interviews viser, at ældre har meget ens tanker.

- Ældre spørger typisk sig selv, om de har levet rigtigt, og om de fik gjort det, de gerne ville. De er også meget optagede af at undersøge, om der er noget i deres liv, som de fortryder. Ældre er typisk mere parate til at indrømme deres fejl, og at de selv er skyld i, at nogle af deres relationer ikke er så gode, som de kunne være. De er også mere indstillede på at rette op på deres fejl. Hvis ikke de kan ændre det, de fortryder, er de typisk optagede af, om de er i stand til at tilgive sig selv, siger Margrethe Kähler.

Vil rydde op i forholdet til de nærmeste

Hen imod slutningen af livet er de fleste meget optagede af, hvad det er for et indtryk, de efterlader sig over for de nærmeste. Margrethe Kähler plejer at anbefale, at man får talt med sine nærmeste både om sin egen død og om forholdet til de nærmeste.

- Det er vigtigt at få talt ud med sine nærmeste – det gælder ikke kun i forhold til ens egen død, men også i forhold til ens liv, og hvad man har været for en person. Det betyder meget at få ryddet misforståelser af vejen. Man kan for eksempel have børn, der tror, at man som mor bedre kan lide det ene barn end det andet, selvom det ikke er tilfældet. Ved at tale åbent og ærligt sammen kan man forklare, hvorfor man for eksempel har behandlet sine børn forskelligt, og at det ikke har handlet om manglende kærlighed, men for eksempel om hvor selvhjulpne børnene var hver især. Der var måske ét af børnene, som havde særlig meget brug for støtte og opbakning. Det betyder ikke, at man har elsket de andre børn mindre, siger Margrethe Kähler.

Når tanker om døden bliver til angst

Vi har alle sammen af og til eksistentielle tanker om livet og døden. Men for nogle bliver tankerne om døden til dødsangst, og det kan være forskelligt, hvad man er bange for.

- Nogle ældre kan ikke tilgive sig selv ting, de har gjort, og det plager dem så meget, at de bliver bange for at dø, før de får tingene på plads i deres eget hoved ved at tale med en empatisk person – for eksempel en præst eller en palliativt uddannet sundhedsperson, som kan give dem fred i sjælen. Før en sådan en samtale kan de være forpinte over, om de bliver ”straffet” for deres handlinger, for eksempel ved at dø en smertefuld død, siger Margrethe Kähler.Mange enlige ældre er bange for at dø alene og er bange for at falde om i deres hjem og ligge død længe, før de bliver fundet.

En rimelig smertefri død

Selvom ældre typisk er bange for en smertefuld død, får de fleste faktisk en rimelig smertefri død, viser Margrethe Kählers research.

-  Både pårørende og døende kan have glæde af at få at vide, at døden som regel sker stille og roligt, hvor man ikke længere fornemmer sult eller tørst, og ens kropstemperatur går ned, så kroppen nærmest er i dvale, siger Margrethe Kähler.

Der er ikke så mange ældre, der kæmper meget imod, når de skal dø, heller ikke blandt dem med dødsangst. Nogle får smertestillende eller beroligende medicin, hvis de for eksempel tilbringer den sidste tid på et hospital eller et hospice. Morfin kan være en gave, fordi stoffet dæmper smerter og slører bevidstheden.

Praktiske bekymringer om døden

Ikke kun eksistentielle tanker om døden, men også tanker om det praktiske i forbindelse med døden optager mange ældre. Det kan være spørgsmål om arven efter en, hvordan ens begravelse skal foregå, om man vil donere sine organer til andre eller sin krop til videnskaben. Mange af de praktiske spørgsmål kan man selv tage stilling til, mens man lever.

- Det er en rigtig god idé at få lavet et testamente, hvis man ønsker at tilgodese andre end tvangsarvingerne, som er børn og ægtefælle.

Margrethe Kähler anbefaler, at man tager stilling til så mange praktiske ting som muligt omkring sin egen død, fordi det giver ro i sindet. Man kan være uheldig at blive dement, så derfor er det en god idé at få orden på de praktiske ting i god tid.

- Det er en rigtig god idé at få lavet et testamente, hvis man ønsker at tilgodese andre end tvangsarvingerne, som er børn og ægtefælle, eller hvis man for eksempel finder det vigtigt, at bestemte ting ender hos dem, der vil blive mest glade for dem, siger Margrethe Kähler.

Ud over at tage stilling til organdonation og om man vil give sin krop til videnskaben, kan man også lave et livstestamente, hvor man frasiger sig livsforlængende behandling – altså behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse. Man undgår dermed, at ens pårørende eller sundhedspersonale skal tage stilling til det i en situation, hvor de ikke kan komme i kontakt med en længere. Det kan være i tilfælde, hvor man for eksempel får et hjertestop, en alvorlig hjerneblødning eller er i slutfasen af en dødelig kræftsygdom.

Vigtigt at tale om døden

Både Søren la Cour og Margrethe Kähler synes, at det er glædeligt, at døden ikke længere er helt så meget tabu som førhen, da det kan være meget belastende at gå alene med sine tanker om døden.

Ældre Sagen oplever i disse år stor interesse, når det gælder at tale om døden. Flere og flere melder sig for eksempel til vågetjenesterne, hvor man kan våge over en døende.

- Vi har også startet et koncept, der er for alle borgere, efter amerikansk forbillede, som vi kalder ”Med døden til middag” i samarbejde med Røde kors og vågetjenesterne. Her kan både raske, syge, unge og ældre deltage. Man taler om døden, mens man spiser et måltid sammen. Det har været en stor succes, så det vil vi gerne gentage, siger Margrethe Kähler.