Gå til hovedindhold

Øre, øjne og mund

Udgivet: af Maj Dahl, journalist

Grå stær – en folkesygdom

Grå stær rammer mange af os, i takt med at vi bliver ældre. Omkring 30-40 % af den danske befolkning når i løbet af deres liv at blive opereret for grå stær, og af alle udførte operationer i den vestlige verden er operation af grå stær den hyppigste. 

Du er kommet op i alderen, og du synes ikke helt, omgivelserne ligner sig selv. Huse og træer står ikke så skarpt som tidligere, og det ser ud som om en let tåge har lagt sig over det hele. Samtidig oplever du, at du bliver blændet af billygter om natten.

Med de symptomer er sandsynligheden for, at du har grå stær, stor. Tilstanden er også hyppig: 30 % af folk over 65 år har grå stær, som hæmmer deres syn. Og tallet stiger til 50 % for folk over 80 år. Det er derfor også den operation, der udføres flest af i den vestlige del af verden.

Grå stær er defineret som uklarheder i øjets linse, og de nedsætter som oftest synet. Når vi fødes, er linsen klar. Men de proteiner, som linsen er bygget op af, ændrer struktur efterhånden, som vi bliver ældre. Det medfører, at linsen får en mere og mere gulbrun misfarvning. Typisk sidder uklarhederne i midten af linsen. Som uklarhederne tager til, bliver synet mere og mere sløret.

Lars Morten Holm er overlæge og øjenkirurg på Rigshospitalet – Glostrup. Han fortæller, at den vigtigste årsag til grå stær er tiltagende alder. Der er imidlertid også tilstande, som gør risikoen for grå stær større. Dobbelt så høj er risikoen, hvis man har sukkersyge eller ryger. Og har man været i behandling med binyrebarkhormon i en længere periode, er risikoen fem gange så høj. Slag mod øjet kan også fremkalde grå stær.

Grå stær kan være arvelig, men man har ikke fundet generne endnu.

30 % af folk over 65 år har grå stær, som hæmmer deres syn. Og tallet stiger til 50 % for folk over 80 år

Behandlingen er en operation

Operation er den eneste anerkendte behandling af grå stær. Men om operation er nødvendigt, varierer fra person til person: Hvis man har behov for at se fine detaljer, som når man syr, læser meget eller roder med finmekanik, vil man typisk blive opereret tidligere, end hvis ens synskrav ikke er så store.

- Vi ser på fordele og ulemper. Hvis det ikke gør så meget, at ens syn er nedsat, så vil risikoen ved operationen ikke retfærdiggøre, at vi opererer, for man kan godt risikere, at synet bliver dårligere efter operationen. Så vi taler med den enkelte om, hvad den grå stær betyder for dem i det daglige, og så tager vi sammen en beslutning ud fra det, siger Lars Morten Holm.

Hvis det ikke gør så meget, at ens syn er nedsat, så vil risikoen ved operationen ikke retfærdiggøre, at vi opererer

Det er svært at sætte tal på, hvor stor risikoen er, for at ens syn bliver dårligere efter en operation. Det handler meget om det enkelte øje. 

Hvis lægerne vurderer, at det er den grå stær, der er grund til, at personen ikke kan opfylde synskravene til at have kørekort, så vil mange foretrække en operation, også selv om de ikke har nogen væsentlige synsgener.

Sådan opererer man

Selve operationen foregår ambulant. Øjet bedøves med øjendråber, og selve operationen tager som oftest cirka 10 minutter. Dog betyder forberedelse til operationen med øjendrypning, afdækning, afrensning osv., at man først kan tage hjem efter en til to timer.

Den oprindelige biologiske linse ligger i en kapsel. Ved operationen fjerner man indholdet i denne kapsel ved hjælp af ultralyd, hvorefter man sætter en ny klar akryl-linse ind i den tomme kapsel.

- Lige efter operationen vil man være blændet fra operationsmikroskopets kraftige lys i cirka et kvarters tid. Når man genvinder synet, vil det være sløret, og der vil typisk gå nogle dage til uger, før synet rigtigt klarer op. Derefter vil man kunne se klart med sin nye linse, forklarer øjenkirurgen.

Lige efter operationen vil man være blændet fra operationsmikroskopets kraftige lys i cirka et kvarters tid

Operation for grå stær regnes for en meget sikker operation, men der kan opstå komplikationer. Umiddelbart efter operationen kan der ses hævelse af hornhinden eller forhøjet tryk i øjet. De komplikationer fortager sig som regel inden for et par døgn. Af og til ses regnbuehindebetændelse på trods af, at man altid forebygger den reaktion med øjendråber. En til to % udvikler hævelse på nethinden. Den svinder spontant hos cirka halvdelen, og den anden halvdel tilbydes behandling med medicin, som mindsker hævelsen. Efter en operation for grå stær er der en let øget risiko for nethindeløsning, som vil være til stede resten af livet.

Kun én gang

Er det så slut med at få grå stær? Ja, det er det. Når først den oprindelige linse er fjernet, kan man ikke udvikle grå stær igen. Men man kan få det, som kaldes efterstær, som typisk kommer måneder til år efter operationen. Efterstær opstår for omkring 15 % af de opererede. Forklaringen på det er, at det ved operationen ikke kan undgås, at der efterlades nogle linseceller, som med tiden deler sig og danner en hinde bag den nye akryl-linse. Den giver næsten samme symptomer som den oprindelige grå stær. Efterstær kan relativt simpelt fjernes ved hjælp af en laser. Ligesom med grå stær kan man kun udvikle efterstær en gang.

Grå stær rammer typisk begge øjne, fordi de har været udsat for samme miljømæssige påvirkning. Men synet på de to øjne er ikke nødvendigvis blevet lige dårligt.

For de fleste gælder: fortsæt med læsebrillerne

Når man er blevet opereret, har man fået en ny, klar linse. De fleste, som får en operation, vælger, at linsen får en styrke, så de bedst muligt kan se på ting langt væk uden briller. Den nye kunstige linse kan ikke tilpasse sig til at se på kortere afstande, ligesom den oprindeligt kunne, mens den var ’ung’. Langt de fleste får derfor brug for en læsebrille – og nogle får også brug for en brille med overgang, så de kan se på mellem afstand.

Den nye linse bliver lavet ud fra målinger af hornhinden. Opmålingerne er som regel uproblematiske, og man opnår oftest den tilsigtede brillestyrke.

- Men hvis man tidligere har fået foretaget en operation på hornhinden for nærsynethed, langsynethed eller bygningsfejl, kan det være sværere at finde frem til den rette linse-type, forklarer Lars Morten Holm.

Det er dog ikke noget, der bør afholde en fra at få operationen, for den måde, man beregner linse-styrken på, bliver hele tiden bedre, og det gælder også for de patienter, der er opereret for nærsynethed, langsynethed og bygningsfejl. Derfor finder man sædvanligvis frem til et resultat, der er tilfredsstillende.

Enkelte patienter foretrækker at få en ny linse, som man kan se med på kort, mellem og lang afstand. Denne type linse tilbydes ikke som standard indenfor det offentlige sundhedsvæsen, og den er ikke nødvendigvis det bedste valg for alle, fordi den giver et lidt dårligere kontrastsyn end den linse, som man kan se skarpt med på afstand. Samtidigt oplever nogle patienter generende lysfænomener med den type linse.

Efter en operation for grå stær er der ingen problemer med at blive opereret for andre øjensygdomme, dvs. hornhindelidelser, nethindelidelser, grøn stær osv.

Grå stær og grøn stær – to vidt forskellige lidelser

Grå stær er uklarheder i øjets linse, som gør, at ens syn bliver sløret. Behandlingen er operation, hvor man erstatter den gamle linse med en kunstig linse. Grå stær kommer typisk med alderen. 50 % af personer ældre end 80 år har udviklet grå stær og ca. 30-40 % af alle i den vestlige verden bliver på et tidspunkt opereret for grå stær.

Grøn stær er en lidelse, hvor der sker en langsom ødelæggelse af synsnerven. Det betyder, at man uden behandling mister mere og mere af sit synsfelt. Man skønner, at cirka. 100.000 i Danmark lider af grøn stær, men at kun halvdelen af disse er diagnosticerede. For at bevare sit syn er det vigtigt at komme i behandling. Grøn stær behandles i første omgang med øjendråber.

Kilde: Lars Morten Holm

Mere om øre, øjne og mund

Se flere artikler om emnet

Nyt & Sundt - ny viden om din sundhed

Nyt & Sundt produceres i samarbejde med Netdoktor, som er ansvarlig for indholdet. Artiklerne i Nyt & Sundt belyser ikke nødvendigvis de enkelte emner (herunder symptomer, udredning og behandling) udtømmende, og indholdet må kun bruges som supplement og ikke som erstatning for professional rådgivning og behandling af en faglig ekspert på området. Eksperternes ytringer og eventuelle holdninger er ikke et udtryk for Sygeforsikringen "danmark"s holdning til et givent emne.

Læs mere om Nyt & Sundt

SymptomTjekker

Danmarks første avancerede symptomtjekker, den er udviklet af læger og understøttet af kunstig intelligens. Prøv den anonymt og gratis.

Prøv symptomtjekker

Mere fra Sygeforsikringen "danmark"

Hvordan er det at gå rundt med en sygdom, når andre ikke kan se den?

Vi sætter fokus på, hvordan det er at leve med en usynlig sygdom, og giver mikrofonen til nogle af de danskere, der hver dag lever med en skjult lidelse.

Tjek din medicin og hold styr på dit indtag

Alt omkring din medicin - trygt og anonymt. Bliv klogere på din medicin og hold styr på den medicin, du har brug for.

Bliv medlem af danmark

Når du melder dig ind i ”danmark”, giver du dit helbred en forsikring. Og er du først medlem, kan det blive et livslangt bekendtskab, for der er ingen udløbsdato på dit medlemskab.