Helvedesild: Visit i helvede

En stikkende, brændende fornemmelse i huden i et begrænset område. Som bliver ved. Det er første tegn på, at et udbrud af helvedesild er på vej. Mens smerterne tager til, vil du efter nogle dage se, at huden rødmer, og der kommer nogle bittesmå blærer. Først er blærerne hvide, så bliver de gule, hvorefter de brister. Derefter dannes der sårskorper, som efterhånden falder af – og efter en måneds tid er udbruddet og smerterne typisk gået i sig selv.

Trine Høgsberg, læge og ph.d., arbejder på hudafdelingen på Odense Universitetssygehus og ser derfor ofte tilfælde af helvedesild. Hun fortæller, at helvedesild er en lidelse, som man kun får, hvis man på et tidspunkt tidligere i livet har haft skoldkopper.

- Skoldkopper er en virusinfektion, og har du én gang haft den, vil du i resten af dit liv have ’sovende’ skoldkoppevirus i dine nervebaner. Virussen gemmer sig i de nerver, der går ud fra nervekanalen i rygsøjlen. Helvedesild opstår, når virus vågner op og begynder at ’kravle ud’ langs en nerve og går i udbrud. Det kan ske overalt på kroppen, men i halvdelen af tilfældene er det på overkroppen.

Årsagen til udbruddet kan skyldes, at det angrebne hudområde har været udsat for sollys eller er blevet beskadiget. Det skyldes dog ikke altid en ydre påvirkning, udbruddet kan så at sige opstå af sig selv.

Symptomerne på helvedesild

Det karakteristiske ved helvedesild er, at udslættet følger nogle ’bælter’ i huden.

Bæltet svarer til det område, som den virusramte nerve løber ud til og forsyner. Har du for eksempel helvedesild på overkroppen, så vil du få udslættet i et skarpt afgrænset område på siden af brystkassen. Helvedesilden begrænser sig til den ene side af kroppen, det vil sige i den ene side af ansigtet, den ene side af brystkassen, det ene ben eller den ene arm.

Noget andet, der kendetegner helvedesild, er, at de små blærer har det med at klumpe sig sammen – og visse steder smelte helt sammen. Når de brister, dannes der sårskorper, som falder af efterhånden, som sårene heler op. Dertil kommer de brændende smerter, som kan være helt ulidelige. Tilsammen er det tegn på, at der lige præcis er tale om helvedesild. For at være sikker kan lægen tage et skrab fra området og analysere det, så diagnosen ligger helt fast.

Gå til lægen – hurtigt

Helvedesild kan behandles med virusdæmpende medicin i form af tabletter, som forhindrer virussen i at dele sig yderligere og derved begrænser udbruddet.

- Den virusdæmpende medicin er mest effektiv, hvis den påbegyndes inden for de første 72 timer, efter de første symptomer viser sig. Der er dog ingen beviser for, at behandling nedsætter risikoen for at få smerter i området, efter at hududslættet er væk, forklarer Trine Høgsbro.

Får man meget ondt, kan smerterne fortsætte i måneder eller år efter udbruddet – og de kan blive så intense, at de er direkte invaliderende. De voldsomme smerter efter et udbrud af helvedesild kaldes postherpetisk neuralgi og skyldes skader på nerverne i det påvirkede område.

Udover at behandle med virusbekæmpende medicin kan udslættet fra helvedesild behandles med smertestillende medicin. Paracetamol, dvs. Pamol eller Panodil, kan være tilstrækkeligt, men oftest dækker det ikke. Derfor kan der være behov for at supplere med en anden form for smertestillende, f.eks. morfinlignende præparater. Det skal du tale med din læge om.

Det er også en mulighed at anvende plastre og creme på udslættet, som lokalbedøver.

Især ældre over 60 år er udsatte

I Danmark vil omkring hver fjerde opleve at få helvedesild på et tidspunkt i deres liv. Man kan få det i alle aldre, men risikoen er størst, når man er over 60 år. Udover, at alder spiller ind, så er man også mere udsat, hvis man har nedsat immunforsvar, f.eks. patienter med HIV eller aids, kræftpatienter i kemoterapi, og patienter i behandling med medicin, som dæmper immunforsvaret (binyrebarkhormon gennem længere tid).

Siden 2014 har det været muligt at blive vaccineret for helvedesild i Danmark. Vaccinen er den samme som for skoldkopper, blot i en kraftigere koncentration. Den er godkendt til folk over 50 år, og den halverer risikoen for at få helvedesild. Blandt dem, som alligevel får helvedesild, er risikoen for langvarige smerter efter udbruddet næsten 70 procent mindre (67 procent). Hvor længe vaccinen dækker, er ikke helt klart, men i hvert fald i fem år og formentlig længere. Hvis man skønner, der er behov for det, kan man blive vaccineret flere gange.

- Man kan også blive vaccineret, efter man har haft helvedesild. Den kan gives, når udbruddet er overstået, det vil sige når sårene er helet op, og sårskorperne er faldet af, uddyber Trine Høgsbro.

Vaccinen kan således gives både til dem, der ikke har haft helvedesild – og de, som har haft et udbrud. De patientgrupper, som har størst risiko for at udvikle helvedesild, er personer på 50 år og derover, som har haft skoldkopper, og som er let til moderat immundæmpede, f.eks. visse HIV-patienter og hos patienter, hvor der planlægges organtransplantation eller immundæmpende behandling.

Det er dog ikke alle, der kan tåle vaccinen. I og med, at det er en levende, svækket virus, man vaccinerer med, så kræver det, at man har et rimelig godt immunforsvar, ellers risikerer man at få et udbrud af helvedesild. Der er dermed et sammenfald mellem de mennesker, som vil have gavn af vaccinen, og de, som er i risiko for at udvikle helvedesild af vaccinen, fordi de har nedsat immunforsvar. Derfor beror det på et lægeligt skøn i hvert enkelt tilfælde, om vaccinen vil være gavnlig, eller den udgør en risiko.

Smitter det?

Helvedesild kan smitte andre, så de får skoldkopper – men kun de, som ikke har haft skoldkopper før. Man kan til gengæld ikke smitte andre, så de får et udbrud af helvedesild. Det skyldes, at sygdommen som tidligere nævnt opstår, fordi en sovende skoldkoppevirus vækkes til live i kroppen.

Det latinske navn for helvedesild er herpes zoster. Det betyder ikke, at det er den samme virus som den, vi i daglig tale kalder forkølelsessår eller herpes simplex. Derfor kan du ikke få hverken skoldkopper eller helvedesild af herpes simplex. Når navnene begge indeholder ordet herpes skyldes det, at de to virusser er i familie med hinanden.