Mit barn har en spiseforstyrrelse – hvad gør jeg?

Hele familien påvirkes, når et familiemedlem har en spiseforstyrrelse. Det er hårdt for alle at se, at den med spiseforstyrrelsen mistrives. Hvis man som forældre lægger mærke til, at ens barn viser tegn på en spiseforstyrrelse, kan man have mange bekymringer. Hvordan bør jeg reagere? Hvor meget skal jeg inddrage søskende? Sådanne spørgsmål får psykolog Javanna Ziegler Dybbroe ofte, når hun rådgiver forældre i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

- Det første, du kan gøre, er at få rådgivning fra fagfolk, så du ved mere om spiseforstyrrelser, før du tager det op med dit barn. Det er nemlig vigtigt, hvordan du taler med barnet om spiseforstyrrelsen. Ofte kommer maden til at fylde det hele, men spiseforstyrrelser er udtryk for, at man mistrives. Undlad derfor kun at fokusere på maden, men tal med dit barn om, hvordan hun/han har det. Indled for eksempel med at sige: ”Jeg har lagt mærke til, at du ikke er så glad for tiden”, siger Javanna Ziegler Dybbroe.

Søg professionel hjælp

Der kan opstå langsigtede komplikationer af spiseforstyrrelser, som er skadelige. Hyppigst – og især ved anoreksi – kan der ske en skadelig påvirkning af en række organer, for eksempel skader på knogle-, hjertemuskel-, nyre- og hjernevæv. Væksten kan desuden hæmmes, og det kan skabe problemer på længere sigt. Især ved anoreksi, men også bulimi og tvangsoverspisning, kan der være en øget dødelighed på sigt.

Fordi en spiseforstyrrelse ifølge Javanna Ziegler Dybbroe ikke er noget, man vokser sig fra eller selv kan slippe af med, har man har brug for hjælp. Det har man også som familie.

- Man har brug for hjælp til at håndtere maden, få lagt kostplaner for sit barn osv. Det skal man ikke gå ind i som forældre, men overlade til professionelle, siger Javanna Ziegler Dybbroe.

Hvis man vil søge behandling for spiseforstyrrelsen, skal man kontakte sin læge. Hvis lægen vurderer, at spiseforstyrrelsen ikke er så alvorlig, kan lægen anbefale, at barnet får psykoterapi. En spiseforstyrrelse er ikke i sig selv henvisningsgrundlag til en psykolog, og der er ikke offentligt tilskud til denne behandling hos en psykolog. Dog tilbyder nogle kommuner gratis psykologhjælp til unge med spiseforstyrrelser.

Man har brug for hjælp til at håndtere maden, få lagt kostplaner for sit barn osv. Det skal man ikke gå ind i som forældre, men overlade til professionelle

Lægen kan også vurdere, at der er brug for mere udredning. I så tilfælde vil lægen sende en henvisning til et centralt visitationsudvalg, der vurderer, om udredning i psykiatrien er det rette. Hvis barnet henvises til udredning i psykiatrien, bliver barnet indkaldt til en forsamtale, og herefter vil den ansvarlige overlæge lægge en behandlingsplan i samråd med barnet og forældrene, hvis barnet er under 18 år.

Selve behandlingen af en spiseforstyrrelse foregår oftest ambulant, dvs. uden indlæggelse. Behandlingen foregår hos et tværfagligt team og indeholder for eksempel psykoterapi, diætistvejledning, medicin, vægtkontrol og ofte også familieterapi.

Andre muligheder for hjælp som forældre kan for eksempel være at søge orlov, hvis der er behov for det. Man kan også benytte sig af kommunale tilbud til pårørende og Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade, hvor man mødes med andre pårørende og behandlere.

Giv søskende plads

En spiseforstyrrelse kan også påvirke søskende. De bliver påvirket af, at deres søster eller bror ikke har det godt.

Når man som forældre eller søskende oplever vrede og frustration, er det som regel spiseforstyrrelsen, som følelserne er rettet imod og ikke barnet.

- Det er hårdt at overvære, at ens søster eller bror har en spiseforstyrrelse, så det kan være godt for søskende, at man får lidt tid med dem alene, hvis man har overskud, siger Javanna Ziegler Dybbroe.

Psykologen anbefaler, at man giver plads til, at søskende også kan tale med andre i familien eller professionelle. De kan ligesom forældrene have følelser, der kan opleves forbudte.

- Det er godt at få lov til at tale om sine følelser, så man ikke skal skamme sig over at have det, som man har det, når man for eksempel er vred på sit barn eller sin søster eller føler sig meget frustreret. Når man oplever sådanne følelser, er det vigtigt, at man får skilt tingene ad. Når man som forældre eller søskende oplever vrede og frustration, er det som regel spiseforstyrrelsen, som følelserne er rettet imod og ikke barnet. Når man ved det, er det nemmere at rumme følelserne, siger Javanna Ziegler Dybbroe.

Hvor meget skal man inddrage søskende?

- Hvis man ved, at barnet har en spiseforstyrrelse, skal søskende også vide det, for de mærker det uanset. Søskende bliver mere utrygge, hvis de ikke forstår, hvad der sker. Der er derimod en tryghed i at vide, at mor og far har opdaget det og er ved at gøre noget ved det. Ved at melde det ud over for barnets søskende, føler de sig ikke så ansvarlige. Det er vigtigt, at man ikke inddrager søskende ved at give dem ansvar i forhold til behandling af barnet med spiseforstyrrelsen, siger Javanna Ziegler Dybbroe.

Kan man risikere, at søskende også får en spiseforstyrrelse?

- Der er ofte flere forskellige faktorer, som spiller ind i forhold til at udvikle en spiseforstyrrelse. Så spiseforstyrrelser smitter ikke nødvendigvis mellem søskende, siger Javanna Ziegler Dybbroe.

Pas på dig selv

Det er en god idé selv at finde nogen, man kan tale med, om de svære følelser, tanker og frustrationer, man kan opleve i forældrerollen. Javanna Ziegler Dybbroe foreslår også, at man finder tid til sig selv en gang imellem.

- Hvis I er to forældre, kan I give hinanden lidt fri indimellem, for det er hårdt at være pårørende. Når du passer på dig selv, bliver du en bedre hjælp for dit barn på den lange bane, siger Javanna Ziegler Dybbroe.

Husk også, at en spiseforstyrrelse er ikke nogens skyld – hverken din eller dit barns skyld. Så lad være med at bebrejde dig selv.

Psykologen peger også på, at det er vigtigt at bevare troen på, at det kan blive godt. En spiseforstyrrelse kan godt behandles, og barnet kan godt blive rask – også selvom det kan tage lang tid. Hvis man har en sådan tilgang, vil det også smitte positivt af på barnet.

- Du kan ikke forvente, at barnet slipper af med spiseforstyrrelsen fra den ene dag til den anden, så fokuser i stedet på hvert et lille fremskridt. Forsøg også at være tålmodig, når dit barn er ved at kæmpe sig ud af spiseforstyrrelsen. Når du undervejs oplever frustration, så forsøg at lade være med at bebrejde dit barn, for det kan få barnet til at føle sig endnu mere forkert. Træk dig i stedet fra situationen og tal med andre om dine følelser. Husk også, at en spiseforstyrrelse er ikke nogens skyld – hverken din eller dit barns skyld. Så lad være med at bebrejde dig selv, siger Javanna Ziegler Dybbroe.