Aldrig for sent med behandling for at stamme

Ole Kring Tannert har stammet, siden han var 5-6 år, men han kan først huske, at det blev et problem for ham, da han i teenageårene blev drillet for det i skolen. Lærerne havde ikke tålmodighed til at høre Ole tale ud, og derfor sprang de ham ofte over, og Ole tænkte selv, at han var dum, fordi han stammede.

Ole har også en onkel, der stammer – ellers er der ingen andre i hans familie, der gør det. Han ved ikke, hvorfor han stammer. Tidligere kunne Ole gå helt i stå midt i en sætning, fordi han ikke kunne få ordene ud.

- Jeg kunne blive anspændt, især når andre ikke havde tid til at vente på, at jeg talte ud. Hvis nogen ikke hørte, hvad jeg sagde, og jeg blev bedt om at gentage det, kom jeg til at stamme ekstra meget. Det har også været meget ubehageligt for mig at skulle præsentere mig selv over for fremmede og så ikke kunne sige mit eget navn, eller at skulle snakke med personalet i min søns børnehave og ikke kunne udtale min søns navn, fortæller Ole Kring Tannert.

Behandling i voksen alder

Ole er i dag 47 år og har levet i mange år med sin stammen. Først da han var 43 år, søgte han hjælp, fordi han var kommet til et punkt, hvor han ikke længere kunne leve med at stamme uden at gøre noget. Han fandt Stammeforeningen på nettet og henvendte sig til en af foreningens ambassadører for at høre om behandlingsmuligheder.

Ole fandt ud af, at blandt andet kommunerne og regionerne tilbyder behandling, og han fik arrangeret et møde med en talepædagog i region Syddanmark. Han blev tilbudt eneundervisning hver fjortende dag, for talepædagogen mente ikke, at det var for sent med behandling, selvom Ole var voksen.

Fordi Ole havde levet med sin stammen i så mange år, var han dog splittet – på den ene side ville han gerne slippe af med sin stammen, mens han på den anden side var i tvivl, om han orkede at gå i gang med et længere behandlingsforløb.

Talepædagogen brugte helt fra starten af sin undervisning et isbjerg som et sprogligt billede for mennesker, der stammer. Hvis man forestiller sig et isbjerg, så er den synlige del af bjerget det, at man stammer, mens det, der gemmer sig under overfladen, er ubehagelige tanker og følelser forbundet med at stamme, herunder oplevelsen af skam og manglende selvværd.

Jeg var vild med beskrivelsen af isbjerget, for det gav så meget mening. Hos mig havde den del af isbjerget, der var gemt under vandoverfladen, fyldt meget. Så jeg blev hurtigt motiveret for at tage imod behandling. Jeg forstod, hvor meget det ville betyde for mit liv og min selvopfattelse. Hos talepædagogen kunne jeg for første gang i mit liv tale åbent om, hvor svært livet havde været for mig på grund af min stammen, fortæller Ole.

- Efter jeg blev voksen, er der aldrig nogen, der har kommenteret, at jeg stammer – heller ikke min kone. Alligevel har ubehagelige tanker og følelser fyldt meget. Jeg har ofte bekymret mig for, om min kone kan blive ved med at holde af mig, når hun ser mig stå på gaden og stamme. Jeg har også været i tvivl, om jeg kan være ordentlig far for vores to drenge, når jeg ikke altid kan kalde på dem og udtale deres navne. Jeg har haft en idé om, at der må være noget galt med min hjerne, siden jeg stammer, siger Ole.

Det hjælper at være åben

Så snart Ole kom i gang med behandlingen, gik han hjem og fortalte sin hustru om sine ubehagelige tanker og følelser forbundet med at stamme. Hun blev overrasket, for Ole havde været så god til at skjule det, og de havde aldrig talt sammen om hans stammen. Ole tog også fat i sine søskende og forældre. Til kollegerne i det forsikringsselskab, hvor han arbejdede som leder, sagde han, at han ville være væk hver fjortende dag for at modtage behandling mod sin stammen.

- Det fjernede et stort pres at kunne tale åbent om min stammen til alle, jeg kendte. Jeg havde skammet mig over det i så mange år og holdt mine tanker og følelser omkring det skjult. Nu kunne jeg endelig stå ved mig selv og fortælle andre om det. Jeg behøvede ikke længere skamme mig, fortæller Ole.

De fleste – også Oles nære familie kunne dog ikke forstå, at han havde haft det så svært, for de var vant til, at Oles stammen var en del af ham og var ikke generede af det.

- De gav udtryk for, at de ikke syntes, at jeg stammer så meget. Det viser, hvor svært det er for andre at forstå, hvordan man har det, når man stammer, fortæller Ole.

At stamme har gjort mig mere rummelig. Jeg har også lært, at der ikke findes perfekte liv, for vi har alle sammen noget, vi gerne ville have haft eller gjort anderledes.

Frivillig stammen

Ole fik eneundervisning i et år, hvor det meste af tiden gik med at tale om alle hans tanker og bekymringer som stammer. Først et stykke hen i forløbet begyndte de med egentlige taleøvelser. Taleøvelserne gik ud på det, man kalder ’frivillig stammen’, hvor man for eksempel med vilje trækker et ord ud og siger det mere blødt, eller laver gentagelser – for eksempel med et ord som ”forsikring”, så man siger: ”fooorsikring” eller ”for- for- forsikring” for at få kontrol over sin stammen

- Det tog lang tid for mig at forstå, at det gav mening at stamme med vilje, for jeg ville helst bare holde op med at stamme. Men i dag kan jeg se, at det hjælper mig til ikke at gå i stå med ordene, siger Ole.

Mødet med andre der stammer

Den behandling, som Ole modtager, er et tilbud under Region Syddanmark. Normalt får man efter et halvt til et helt år med eneundervisning tilbudt behandling i grupper, så man mødes hver fjortende dag i en gruppe i stedet for. Og så evaluerer man hvert halve år og kan eventuelt gå tilbage til eneundervisning, hvis det er mest hensigtsmæssigt.

Ole startede efter et års eneundervisning i en gruppe på 10, hvor man også øvede frivillig stammen og snakkede om, hvordan den enkelte deltager havde med at stamme, og hvad der var sket siden sidst i forhold til at stamme.

- Jeg kan kun anbefale at komme i en gruppe, for det er meget givende at være sammen med andre i samme situation. Det har betydet meget for mig at kunne dele mine tanker og følelser med de andre og opleve, at de forstår mig, siger Ole, der efter to år stadig går i en gruppe, der har det så godt sammen, at de også mødes privat i fritiden.

- Noget af det vigtigste, jeg har lært, er, at jeg ikke behøver at have dårligt selvværd, bare fordi jeg stammer. Min stammen skal ikke få lov til at ødelægge min dag. Jeg tror, at det især er svært for mænd at stamme, fordi det ikke opfattes som særlig maskulint. Mænd skal være stærke og ikke lukke op for følelser, men det har jeg lært, og det hjælper mig. Det er nemmere for mænd at snakke om, at de har brækket armen end at tale om følelser. Derfor er der måske flere mænd, der gemmer sig og bliver stille, for at skjule at de stammer. Sådan har det også været for mig, siger Ole.

Et godt arbejdsliv

Selvom Ole ikke har haft det nemt med at stamme, har han ikke ladet sin stammen styre sine valg af job. Han blev for mange år siden udlært i en fotoforretning og har senere haft meget med telefonsalg at gøre. Herudover har han været salgschef i forsikringsbranchen i en del år.

- Jeg har haft mange forestillinger gennem årene om, hvad mine ansatte måtte tænke om mig. De har sikkert tænkt: Han kan da ikke være leder, når han ikke kan kommunikere ordentligt. Kan han egentlig varetage jobbet?! Men jeg har fundet ud af, at det alt sammen er noget, jeg har forestillet mig, for jeg har jo klaret mig godt, og der er aldrig nogen, som har bemærket noget negativt, siger Ole.

Ole har for kort tid siden afsluttet en uddannelse som coach og også taget en kommunikationsuddannelse.

- Tidligere var jeg meget bange for eksaminer, fordi lærerne ofte har troet, at jeg ikke kunne mine ting, når jeg gik i stå midt i en sætning. Nu hvor jeg er åben om min stammen, har det gjort, at jeg for første gang i mit liv har fået topkarakterer. Da jeg skulle til eksamen, indledte jeg med at sige, at jeg stammer, og at det betyder, at de skulle lade mig tale færdig, hvis jeg gik i stå midt i en sætning. Så behøvede jeg ikke forsøge at skjule det, og det i sig selv har gjort, at jeg stammede mindre til eksamen. At forsøge at skjule over for andre, at jeg stammer, har nemlig gjort min stammen meget værre tidligere, fortæller Ole.

I dag arbejder Ole stadig i forsikringsbranchen og arbejder som selvstændig med undervisning og coaching ved siden af.

Er ambassadør i Stammeforeningen

Lige for tiden får Ole igen eneundervisning. Først efter flere års behandling er han sammen med talepædagogen gået i gang med intensiv træning i at udtale hvert enkelt ord. De er også begyndt at snakke om, hvad Ole kan gøre i stedet for at stamme. Ole skal nu øve sig i at tale langsommere og skal prøve en app, som han har downloadet på sin smartphone, hvor han kan høre sin egen stemme endnu mere tydeligt, mens han taler, og han skal så samtidig øve sig på at tale langsomt.

- Hvis man taler langsommere, så stammer man mindre. Jeg har ofte fået at vide af andre, at jeg snakker meget hurtigt. Så jeg skal øve mig i at tale langsommere, siger Ole.

Ole vil gerne hjælpe andre, der stammer til at få et bedre liv med deres stammen. Derfor har han meldt sig som stamme ambassadør i Stammeforeningen. Han holder engang imellem foredrag i sin egenskab af ambassadør for personer med interesse i det at stamme, fordi han synes, at det er vigtigt, at andre bliver bevidst om, hvad det indebærer at stamme.

- Det har været frustrerende at stamme i så mange år, men nu hvor jeg er kommet så langt, har jeg fået en forståelse af, at jeg har noget andet med i min bagage end de fleste andre, for jeg har en større forståelse for andre, der er anderledes end folk flest. At stamme har gjort mig mere rummelig. Jeg har også lært, at det ikke findes perfekte liv, for vi har alle sammen noget, vi gerne ville have haft eller gjort anderledes. Så jeg synes, at jeg har et godt liv selv om jeg stammer, siger Ole.