Gå til hovedindhold

Kost, motion og livsstil

Udgivet: af Annette Aggerbeck, www.aggerbeck-kommunikation.dk

Arsen i ris – skal du være bekymret?

Ris indeholder uorganisk arsen, der er kræftfremkaldende. Her giver seniorrådgiver Max Hansen fra DTU Fødevareinstituttet dig svar på fem spørgsmål om ris og arsen, som kan hjælpe dig med at træffe sikre valg i hverdagen.

1. Hvad er arsen, og hvorfor findes det i ris?

Arsen er et grundstof, der findes naturligt alle steder i jord og grundvand. Vores drikkevand fra grundvandet indeholder derfor også arsen, men i Danmark har vi grænser for, hvor meget arsen der må være i drikkevand, så vi ikke bliver udsat for meget arsen.

Arsen kan opdeles i to former: organisk og uorganisk arsen. Uorganisk arsen er videnskabeligt dokumenteret som kræftfremkaldende. Begge former for arsen findes især i ris, fordi risplanter optager arsen fra jord i højere grad end andre planter. Uorganisk arsen er kræftfremkaldende for mennesker, mens organisk arsen anses for langt mindre skadeligt.

2. Hvor farligt er det at spise ris?

Selvom ris indeholder begge former for arsen, er risikoen for kræft ved at spise ris lille, så længe du varierer din kost og ikke spiser ris hver dag.

Det er ikke uorganisk arsen i sig selv, der giver kræft, men denne form for arsen kan blandt andet nedsætte kroppens evne til at reparere DNA-skader, hvilket kan føre til kræftudvikling over tid. Det er usikkert, hvor store mængder der skal til, for at det er skadeligt.

De kemiske forhold i jorden er afgørende for, hvor meget arsen ris optager. Hvis ris dyrkes på oversvømmede marker, optager planten langt mere uorganisk arsen, end hvis den dyrkes på marker, hvor der er masser af ilt til rødderne på risplanterne. I Kina eksperimenterer man med at dyrke ris uden at oversvømme markerne for at nedsætte vandforbruget. Det har den positive sideeffekt, at der optages mindre arsen i risplanterne.

3. Hvilke risprodukter skal jeg være forsigtig med?

Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn undgår risdrik og riskiks, samt at voksne begrænser indtaget af risdrik. Det har været populært at give børn riskiks, men riskiks bør helt undgås. Børns kropsvægt betyder, at de indtager forholdsmæssigt mere arsen end voksne. Riskiks er hverken sunde eller nærende, og derfor kan de nemt undværes i kosten. Ris kan dog godt indgå i en varieret kost.

4. Hvordan kan jeg tilberede ris for at reducere indholdet af arsen?

En simpel måde at reducere mængden af uorganisk arsen i ris på er ved at stille risene i blød, skylle dem godt og herefter koge risene i rigeligt vand. Lige efter kogning skal det overskydende vand hældes fra. Selvom arsen ikke kan fjernes helt fra risene, kan denne fremgangsmåde fjerne en betydelig del af det uorganiske arsen, da arsen opløses i kogevandet.

5. Er nogle slags ris bedre at spise end andre?

Økologiske ris indeholder ikke nødvendigvis mindre arsen end konventionelle ris. Det afgørende er, hvordan risene dyrkes – ikke om de er økologiske. Derfor er det vigtigt at fokusere på varieret kost og korrekt tilberedning snarere end på, om risen er økologisk.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at brune, røde og sorte ris indeholder op til næsten dobbelt så meget uorganisk arsen som polerede (hvide) ris, men til gengæld gør deres indhold af fuldkorn denne type ris sundere. Hvis du spiser brune, røde og sorte ris en gang imellem som led i en varieret kost, er risikoen for kræft ved indtag minimal.

Kort om arsen

  • Arsen er et grundstof, der findes naturligt i jord og grundvand (dvs. også i drikkevand).

  • I Danmark er der grænseværdier for indholdet af arsen i drikkevand.

  • Findes i to former: organisk og uorganisk arsen.

  • Arsen ophobes naturligt i visse fødevarer, især ris.

  • Langvarig udsættelse for uorganisk arsen kan øge risikoen for kræft.

Kilde: Max Hansen, Seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet

Fødevarestyrelsens anbefalinger om ris og arsen

  • Spis ris som en del af en varieret kost, og undgå at spise ris hver dag.

  • Ved tilberedning af ris anbefales det at lade risene stå i blød et par timer i køleskabet eller at overhælde risene med kogende vand og lade dem stå i blød i 15-30 minutter i stedet.

  • Kog ris i rigeligt vand og hæld overskydende vand fra efter kogning for at reducere indholdet af uorganisk arsen.

  • Begræns indtaget af risdrik og riskiks, især for børn, da de kan indeholde høje niveauer af arsen.

Kilde: https://foedevarestyrelsen.dk/kost-og-foedevarer/alt-om-mad/kemi-i-maden/uoensket-kemi-i-mad/arsen

Tang kan også indeholde uorganisk arsen

DTU Fødevareinstituttet har vurderet risikoen ved at spise tang med særlig fokus på indholdet af uorganisk arsen, tungmetaller, jod og naturlige giftstoffer. Forskerne er kommet frem til, at uorganisk arsen findes i butblæret sargassotang, der vokser i danske farvande, og den asiatiske hijikitang, der sælges kommercielt. Derfor frarådes det at spise disse former for tang. Noritang, som bruges til sushi, har dog et meget lavt indhold.

Kilde: Max Hansen, Seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet

Arsen er et grundstof, der findes naturligt alle steder i jord og grundvand. Arsen kan opdeles i to former: organisk og uorganisk arsen. Uorganisk arsen er videnskabelig dokumenteret som kræftfremkaldende. Begge former for arsen findes især i ris, fordi risplanter optager arsen fra jord i højere grad end andre planter.

Max Hansen, Seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet

Mere om kost, motion og livsstil

Se flere artikler om emnet

Nyt & Sundt - ny viden om din sundhed

Nyt & Sundt produceres i samarbejde med Netdoktor, som er ansvarlig for indholdet. Artiklerne i Nyt & Sundt belyser ikke nødvendigvis de enkelte emner (herunder symptomer, udredning og behandling) udtømmende, og indholdet må kun bruges som supplement og ikke som erstatning for professional rådgivning og behandling af en faglig ekspert på området. Eksperternes ytringer og eventuelle holdninger er ikke et udtryk for Sygeforsikringen "danmark"s holdning til et givent emne.

Læs mere om Nyt & Sundt

SymptomTjekker

Danmarks første avancerede symptomtjekker, den er udviklet af læger og understøttet af kunstig intelligens. Prøv den anonymt og gratis.

Prøv symptomtjekker

Mere fra Sygeforsikringen "danmark"

Hvordan er det at gå rundt med en sygdom, når andre ikke kan se den?

Vi sætter fokus på, hvordan det er at leve med en usynlig sygdom, og giver mikrofonen til nogle af de danskere, der hver dag lever med en skjult lidelse.

Tjek din medicin og hold styr på dit indtag

Alt omkring din medicin - trygt og anonymt. Bliv klogere på din medicin og hold styr på den medicin, du har brug for.

Bliv medlem af danmark

Når du melder dig ind i ”danmark”, giver du dit helbred en forsikring. Og er du først medlem, kan det blive et livslangt bekendtskab, for der er ingen udløbsdato på dit medlemskab.