Knogleskørhed - den skjulte sygdom

Mange mennesker ved ikke, at de har knogleskørhed eller osteoporose, som tilstanden også kaldes. Det antages, at omkring 500.000 danskere har knogleskørhed uden at vide det. Det skyldes, at man ikke kan mærke noget til tilstanden, der ofte udvikler sig over mange år.

Ved knogleskørhed skifter knoglerne karakter, idet knoglemassen nedbrydes, og knoglevævet ændrer struktur. Ændringerne i knoglerne betyder, at knoglerne mister styrke, og du får øget risiko for knoglebrud. Det er derfor som regel først, når du brækker noget ved en lav belastning, som du ellers ikke skulle tro ville føre til knoglebrud, at lægerne fatter mistanke og du bør overveje en undersøgelse for knogleskørhed.

Typiske knoglebrud

Ifølge dr.med. Lars Hyldstrup, der er tidligere overlæge ved Osteoporose-enheden på Hvidovre Hospital, ses det første brud som følge af knogleskørhed ofte omkring håndleddet. De hyppigste brud er også i lårbenshals (hoftebrud) og skulder samt som sammenfald af ryghvirvler (knoglebrud i ryggen). Dette er de mest udsatte knogler, men også andre brud kan skyldes knogleskørhed. Hvis du først har haft ét knoglebrud, er risikoen større for, at det sker igen, fordi et brud er tegn på, at knoglerne er blevet svagere. Særligt inden for de 2 første år efter et brud, er der øget risiko for nye brud og derfor særlig grund til at passe på dine knogler.

Knogleskørhed begrænser ofte ens livskvalitet. Eksempelvis giver sammenfald af ryghvirvler stærke rygsmerter, som i nogle tilfælde bliver kroniske. Har du gentagne brud i ryggen, kan det føre til, at du bliver rundrygget med en mave, der buler ud. Den ændrede kropsholdning kan betyde, at du let bliver forpustet, fordi lungerne bliver klemt sammen. Du kan også have svært ved at komme ud af sengen og må undgå løft for at hindre nye knoglebrud. Det er derfor vigtigt at få opdaget knogleskørhed i tide, fordi du med den rette behandling kan forebygge yderligere brud og følger heraf.

Aldersbestemte knoglebrud

Vores knogler er levende som alt andet i vores krop. I løbet af livet sker en uafbrudt proces, hvor knoglerne repareres og fornyes. Det gælder også cellerne i vores knogler, der skiftevis opbygger og nedbryder knoglerne. Helt frem til vi er omkring 25-30 år, vokser vores knogler stadig. Når knoglerne holder op med at vokse, begynder vores knoglestyrke ganske langsomt at mindskes med årene. Hvis vi ikke passer godt på vores knogler, kan det føre til, at knoglerne lettere brækker under belastninger, som de før har kunnet klare. Hvor børn og unges knogler er elastiske og giver efter ved belastning, er ældres knogler mere porcelænsagtige. Derfor er det normalt, at knoglebrud bliver mere hyppige med alderen.

- Når risikoen for brud stiger med alderen, hænger det også sammen med, at ældre falder oftere end yngre, bl.a. fordi vores balance langsomt bliver dårligere. Også denne udvikling kan modarbejdes ved regelmæssig balancetræning. Stå på ét ben, når du børster tænder, og se hvor du går, siger Lars Hyldstrup.

Efter 50-årsalderen mister vi i gennemsnit 0,5-1 procent om året af vores knoglemængde. Efter denne alder er du mere udsat for aldersbetinget knogleskørhed (senil osteoporose). Særligt for kvinder gælder, at de ved overgangsalderen langsomt mister evnen til at danne det kvindelige kønshormon østrogen. Manglen på østrogen gør, at knoglerne nedbrydes hurtigere de første 10 år efter overgangsalderen, og det øger risikoen for knogleskørhed (postmenopausal osteoporose).

- Statistikken viser, at brud ved håndleddet og i ryggen bliver hyppigere efter overgangsalderen, hvor hoftebrud typisk først sker efter 80-årsalderen. Hos mænd opstår knoglebrud i gennemsnit fem år senere end hos kvinder, siger Lars Hyldstrup.

Nogle har særlig risiko for knogleskørhed

Om du udvikler knogleskørhed afhænger som udgangspunkt af, hvor god du har været til blandt andet at få nok kalk (calcium) i kosten. For at mindske knoglernes nedbrydning, er det vigtigt at få kalk gennem kosten – eller via kosttilskud, hvis du ikke er dækket ind via kosten.

- Knogleskørhed kan skyldes, at du i mange år har fået for lidt kalk i kosten og for lidt D-vitamin, som skal til, for at kalk kan optages og vedligeholde knoglerne. Du kan sammenligne knoglernes behov for kalk med en bankbog. Jo mere du sætter ind på bankbogen i løbet af livet, jo mere har du at trække på senere, siger Lars Hyldstrup.

Det er dog ikke altid, at knoglerne er i stand til at holde sig selv vedlige, selv om du får tilstrækkeligt med kalk og D-vitamin. Det gælder blandt andet, hvis du lider af inflammatoriske tarmsygdomme (f.eks. Colitis ulcerosa og Crohns sygdom), ryger eller har et alkoholmisbrug.

Knogleskørhed er også arveligt. Hvis du har forældre eller søskende med knogleskørhed, har du selv en øget risiko. Det gælder også, hvis du som kvinde er gået tidligt i overgangsalderen (før 45 år), fordi hormonproduktionen falder hen over overgangsalderen, og du derfor kommer til at leve i flere år uden hormonernes beskyttende virkning på knoglerne.

Manglende motion og undervægt (BMI under 19. BMI udregnes som kropsvægten i kilo/højden meter x højden i meter) kan også føre til, at man får skøre knogler. Det kan for eksempel skyldes langvarig sygdom, hvor man ligger i sengen.

Endelig kan også visse typer medicin medvirke til afkalkning af knoglerne og dermed øge risikoen for at få knogleskørhed. Det gælder længerevarende behandling med binyrebarkhormon, f.eks. prednisolon (5 mg eller mere per dag i mere end tre måneder) eller behandling med aromatasehæmmere, som anvendes til behandling af brystkræft.

Sådan stilles diagnosen

Når du er i risiko for knogleskørhed, vil lægen henvise til en knoglescanning, også kaldet en DXA-scanning. Denne scanning kan bruges til at måle knoglemineraltætheden (BMD), som er et udtryk for, hvor meget kalk, der er i knoglerne. Som regel får du scannet din ryg og hofte. DXA-scanneren kan også tage lavdosis røntgenbilleder, der især bruges til at se på, om der er tegn på knoglebrud i ryghvirvlerne.

- Du vil desuden få taget blodprøver for at udelukke, at du fejler noget andet, der kan være årsag til knoglebrud (f.eks. knoglekræft eller forhøjet stofskifte). Du vil også få taget blodprøver for at vurdere nyrefunktionen, fordi kronisk nedsat nyrefunktion også går ud over knoglerne, siger Lars Hyldstrup.

Behandling

Hvis en væsentlig årsag til knogleskørhed er, at du ikke har levet knoglesundt nok, vil du først skulle justere din livsstil. Det betyder, at lægen vil vejlede om rygestop, begrænsning af alkoholindtag, anbefale tilskud af kalk og D-vitamin samt rådgive om at få motion ind i hverdagen.

Ved mere fremskreden knogleskørhed er du nødt til også at starte på egentlig medicinsk behandling. Som regel vil der være tale om en langvarig behandling (mindst fem år) og nogle gange også væsentlig længere.

- Den medicinske behandling vil hos de fleste starte med stoffet alendronat, der tages én gang om ugen som tablet. Kan du ikke tåle behandlingen – for eksempel fordi det kan give mavesmerter – eller virker behandlingen ikke godt nok, kan du i stedet få et lignende præparat via et drop i armen én gang om året. En større mængde af stoffet kommer ind i knoglerne, når det gives ved hjælp af drop, og derfor behøver du kun få det én gang årligt, siger Lars Hyldstrup.

Andre muligheder er biologisk behandling med antistoffer (teriparatid, denosumab eller romosozumab), der alle virker ved at hæmme signalerne til knoglernes nedbrydningsceller og dermed øger knoglernes styrke. Disse præparater gives forskelligt, enten dagligt, hver måned eller hvert halve år. Når/hvis behandlingerne skal ophøre, kræver det dog omtanke og tilknytning til et specialambulatorium, hvis effekten skal fastholdes.

- En biologisk behandling gør, at man kan sigte meget præcist på den effekt, man ønsker at opnå og dermed skabe færre bivirkninger.

Endelig er der nye biologiske behandlinger undervejs, som ser lovede ud. Det bliver spændende at følge denne udvikling, siger Lars Hyldstrup.

Alt for få i behandling

En af de helt store udfordringer er at få fat i de 500.000 mennesker, som antages at have knogleskørhed uden at vide det. Flere sygehuse har derfor ansat sygeplejersker, hvis opgave det er at spotte patienter med knogleskørhed, når de er indlagt med knoglebrud.

- Man tilbyder for eksempel patienter med hoftebrud en undersøgelse for knogleskørhed samt behandling, hvis de har osteoporose. Til trods for at vi får stillet flere diagnoser, er der heraf kun 25 procent, der tager imod tilbuddet om behandling. Det er ærgerligt, fordi det er vigtigt at få behandlet knogleskørhed og hindre brud, siger Lars Hyldstrup.

Lars Hyldstrup har nogle bud på, hvorfor hele 75 procent takker nej til behandling:

- Det kan være mange grunde til, at man fravælger behandling. Nogle mennesker har ikke lyst til at skulle tage medicin langvarigt for noget, som hverken kan ses eller mærkes. Nogle prøver medicin i kort tid, men stopper, fordi de ikke kan mærke, at det gør en forskel. Andre kan ikke overskue at skulle i gang med endnu en medicinsk behandling, fordi de er ældre og i forvejen får behandling for en række andre sygdomme. Atter andre er bange for bivirkninger, men selvom der er bivirkninger ved al medicin, så kan vi næsten altid finde en anden behandling, som de kan tåle. De mest motiverede for behandling er ofte de, der har oplevet sygdommen udvikle sig hos deres familiemedlemmer og med egne øjne været vidner til, i hvilken grad den kan påvirke livskvaliteten.