Knogleskørhed - den skjulte sygdom

Mange mennesker ved ikke, at de har knogleskørhed eller osteoporose, som tilstanden også kaldes. Det antages, at omkring 350.000 danskere har knogleskørhed uden at vide det. Det skyldes, at man ikke kan mærke noget til tilstanden, der ofte udvikler sig over mange år.

Ved knogleskørhed skifter knoglerne karakter, idet knoglemassen nedbrydes, og knoglevævet ændrer struktur. Ændringerne i knoglerne betyder, at knoglerne mister styrke, og man får øget risiko for knoglebrud. Det er derfor som regel først, når man brækker noget ved en lav belastning, som man ellers ikke skulle tro ville føre til knoglebrud, at man fatter mistanke og bør overveje en undersøgelse for knogleskørhed.

Typiske knoglebrud

Ifølge dr.med. Lars Hyldstrup, der er overlæge ved Osteoporose-enheden på Hvidovre Hospital, ses de hyppigste brud som følge af knogleskørhed i håndled, lårbenshals (hoftebrud) og skulder samt som sammenfald af ryghvirvler (knoglebrud i ryggen). Dette er de mest udsatte knogler, men også andre brud kan skyldes knogleskørhed. Hvis man først har haft ét knoglebrud, er risikoen større for, at det sker igen, fordi et brud er tegn på, at knoglerne er blevet svagere.

Knogleskørhed begrænser ofte ens livskvalitet. Eksempelvis giver sammenfald af ryghvirvler stærke rygsmerter, som i nogle tilfælde bliver kroniske. Har man gentagne brud i ryggen, kan det føre til, at man bliver rundrygget med en mave, der buler ud. Den ændrede kropsholdning kan betyde, at man let bliver forpustet, fordi lungerne bliver klemt sammen. Man kan også have svært ved at komme ud af sengen og må undgå løft for at hindre nye knoglebrud. Det er derfor vigtigt at få opdaget knogleskørhed i tide, fordi man med den rette behandling kan forebygge brud og følger heraf.

Aldersbestemte knoglebrud

Vores knogler er levende som alt andet i vores krop. I løbet af livet sker en naturlig proces, hvor cellerne i kroppen bliver udskiftet. Det gælder også cellerne i vores knogler, der skiftevis opbygger og nedbryder knoglerne. Helt frem til vi er omkring 25 år, vokser vores knogler stadig. Når knoglerne holder op med at vokse, begynder vores knoglestyrke ganske langsomt at mindskes med årene. Hvis vi ikke passer godt på vores knogler, kan det føre til, at knoglerne lettere brækker under belastninger, som de før har kunnet klare. Hvor børn og unges knogler er elastiske og giver efter ved belastning, er ældres knogler mere porcelænsagtige. Derfor er det normalt, at knoglebrud bliver mere hyppige med alderen, uden at man behøver at have knogleskørhed. Når risikoen for brud stiger med alderen, hænger det også sammen med, at ældre falder oftere end yngre.

Efter 50-årsalderen mister vi i gennemsnit 0,5-1 procent om året af vores knoglemængde. Efter denne alder er man mere udsat for aldersbetinget knogleskørhed (senil osteoporose). Særligt for kvinder gælder, at de ved overgangsalderen holder op med at producere det kvindelige kønshormon østrogen. Manglen på østrogen gør, at knoglerne nedbrydes hurtigere de første 10 år efter overgangsalderen, og det øger risikoen for knogleskørhed (postmenopausal osteoporose).

- Statistikken viser, at brud på underarmen og i ryggen bliver hyppigere efter kvinders overgangsalder, hvor hoftebrud typisk sker efter 80 årsalderen. Hos mænd opstår knoglebrud i gennemsnit fem år senere end hos kvinder, siger Lars Hyldstrup.

Nogle har særlig risiko for knogleskørhed

Om man udvikler knogleskørhed afhænger som udgangspunkt af, hvor god man har været til blandt andet at få nok kalk (calcium), fordi knoglerne består af kalk. For at mindske knoglernes nedbrydning, er det vigtigt at få kalk gennem kosten – eller via kosttilskud, hvis man ikke er dækket ind via kosten.

- Knogleskørhed kan skyldes, at man i mange år har fået for lidt kalk i kosten og for lidt D-vitamin, som skal til, for at kalk kan optages og vedligeholde knoglerne. Man kan sammenligne knoglernes behov for kalk med en bankbog. Jo mere man sætter ind på bankbogen i løbet af livet, jo mere har man at trække på, siger Lars Hyldstrup.

Knogleskørhed kan skyldes, at man i mange år har fået for lidt kalk i kosten og for lidt D-vitamin, som skal til, for at kalk kan optages og vedligeholde knoglerne

Det er dog ikke altid, at knoglerne er i stand til at holde sig selv vedlige, selv om man får tilstrækkeligt med kalk og D-vitamin. Det gælder blandt andet, hvis man lider af inflammatoriske tarmsygdomme (f.eks. Colitis ulcerosa og Crohns sygdom), ryger eller har et alkoholmisbrug.

Knogleskørhed er også arveligt. Hvis man har forældre eller søskende med knogleskørhed, har man selv en øget risiko. Det gælder også, hvis man som kvinde er gået tidligt i overgangsalderen (før 45 år), fordi hormonproduktionen falder i overgangsalderen, og man derfor kommer til at leve i flere år uden hormonernes beskyttende virkning på knoglerne.

Manglende motion og undervægt (BMI under 19. BMI udregnes som kropsvægten i kilo/højden meter x højden i meter) kan også føre til, at man får skøre knogler. Det kan for eksempel skyldes langvarig sygdom, hvor man ligger i sengen.

Endelig kan også visse typer medicin medvirke til afkalkning af knoglerne og dermed øge risikoen for at få knogleskørhed. Det gælder længerevarende behandling med binyrebarkhormon, f.eks. prednisolon (5 mg eller mere per dag i mere end tre måneder) og behandling med aromatasehæmmere, som anvendes til behandling af brystkræft.

Sådan stilles diagnosen

Når man skal undersøges for knogleskørhed, vil lægen henvise til en knoglescanning, også kaldet en DXA-scanning. Denne scanning kan bruges til at måle knoglemineraltætheden (BMD), som er et udtryk for, hvor meget kalk, der er i knoglerne. Som regel får man scannet sin ryg og hofte. DXA-scanneren kan også tage lavdosis røntgenbilleder, der især bruges til at se på, om der er tegn på knoglebrud i ryghvirvlerne.

- Man vil desuden få taget blodprøver for at udelukke, at man fejler noget andet, der kan være årsag til knoglebrud (f.eks. knoglekræft). Man tager også blodprøver for at vurdere nyrefunktionen, fordi kronisk nedsat nyrefunktion også går ud over knoglerne, siger Lars Hyldstrup.

Man vil desuden få taget blodprøver for at udelukke, at man fejler noget andet, der kan være årsag til knoglebrud.

Behandling

Hvis en væsentlig årsag til knogleskørhed er, at man ikke har levet knoglevenligt nok, bør man først forsøge at justere livsstilen. Det betyder, at lægen vil vejlede om rygestop, begrænsning af alkoholindtag ved overforbrug, anbefale tilskud af kalk og D-vitamin samt rådgive om at få motion ind i hverdagen.

Ved mere fremskreden knogleskørhed er man nødt til også at starte på medicinsk behandling. Som regel vil der være tale om en langvarig behandling (mindst fem år) og nogle gange væsentlig længere.

- Den medicinske behandling vil ofte starte med stoffet alendronat, der tages én gang om ugen som tablet. Kan man ikke tåle behandlingen – for eksempel fordi det kan give mavesmerter – eller virker behandlingen ikke godt nok, kan man i stedet få stoffet via et drop i armen én gang om året. En større mængde af stoffet kommer ind i knoglerne, når det gives ved hjælp af drop, og derfor behøver man kun få det én gang årligt, siger Lars Hyldstrup.

En anden mulighed er biologisk behandling med et antistof (denosumab), der virker ved at hæmme signalerne til knoglernes nedbrydningsceller. Dette gives som en injektion hvert halve år og egen læge kan hjælpe med det. Behandling med denosumab kræver dog omtanke. Hvis behandlingen skal ophøre eksempelvis på grund af bivirkninger, skal man i en periode have for eksempel alendronat. Det skyldes, at denosumab ikke deponeres i knoglevævet (til forskel fra alendronat), og at knogletabet kan accelerere betydeligt, hvis man stopper med behandlingen. Man anbefaler derfor opfølgende behandling med alendronat, selvom der ifølge promedicin.dk endnu mangler god dokumentation for effekten.

- En biologisk behandling gør, at man kan sigte meget præcist på den effekt, man ønsker at opnå og dermed skabe færre bivirkninger. Der findes også en biologisk behandling, som er et kunstigt fremstillet kalkregulerende hormon, såkaldt PTH-behandling. Det anbefales især, hvis man har sammenfald af rygsøjlens hvirvler som følge af knogleskørhed.

Endelig er der en ny biologisk behandling undervejs, som ser lovede ud. Det spændende ved denne behandling er, at den tilsyneladende kan genopbygge knoglevævet, siger Lars Hyldstrup.

Alt for få i behandling

En af de helt store udfordringer er at få fat i de 350.000 mennesker, som antages at have knogleskørhed uden at vide det. Flere sygehuse har derfor ansat sygeplejersker, hvis opgave det er at spotte patienter med knogleskørhed, når de er indlagt med knoglebrud.

- Man tilbyder for eksempel patienter med hoftebrud en undersøgelse for knogleskørhed samt behandling, hvis de får diagnosen. Til trods for at vi får stillet flere diagnoser, er der heraf kun 25 procent, der tager imod tilbuddet om behandling. Det er ærgerligt, fordi det er vigtigt at få behandlet knogleskørhed og hindre brud, siger Lars Hyldstrup.

Til trods for at vi får stillet flere diagnoser, er der heraf kun 25 procent, der tager imod tilbuddet om behandling. Det er ærgerligt, fordi det er vigtigt at få behandlet knogleskørhed og hindre brud.

Lars Hyldstrup har nogle bud på, hvorfor hele 75 procent takker nej til behandling:

- Det kan være mange grunde til, at man fravælger behandling. Nogle mennesker har ikke lyst til at skulle tage medicin langvarigt for noget, som hverken kan ses eller mærkes. Nogle prøver medicin i kort tid, men stopper, fordi de ikke kan mærke, at det gør en forskel. Andre kan ikke overskue at skulle i gang med endnu en medicinsk behandling, fordi de er ældre og i forvejen får behandling for en række andre sygdomme. Atter andre er bange for bivirkninger, men selvom der er bivirkninger ved al medicin, så kan vi næsten altid finde en anden behandling, som de kan tåle. De mest motiverede for behandling er ofte de, der har oplevet sygdommen udvikle sig hos deres familiemedlemmer og med egne øjne været vidner til, hvor negativt den kan påvirke livskvaliteten.