Skal barnet eller den unge have psykologbistand?

Det er vigtigt, at man som pårørende til et barn eller en ung i sorg er opmærksom på, at de fleste sørgende ikke har brug for psykologhjælp. Det mener psykoterapeut Preben Engelbrekt, der er direktør på rådgivnings- og forskningscentret Børn, Unge & Sorg.

- I de 14 år, centeret har eksisteret, har vi i stigende grad oplevet, at de pårørende sygeliggør helt normal sorg, og det er ikke gavnligt. Det sker efterhånden ofte, at børn og unge af deres pårørende bliver bragt her til umiddelbart efter en forælders dødsfald, og de har helt normale sorgsymptomer, der ikke kræver nogen form for professionel behandling. Der går ofte mindst et halvt år, før man overhovedet vil kunne se, om sorgen er blevet kompliceret, fordi det tager lang tid at forstå, at man uigenkaldeligt har mistet sin forælder. Det er også derfor, vi almindeligvis først tilbyder psykologisk støtte til børn og unge, når der er gået et halvt år efter dødsfaldet, siger Preben Engelbrekt.

Normal sorg

Selvom det er forskelligt, hvordan børn og unge sørger, når de har mistet en forælder, og der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert i den sammenhæng, taler man om et normalt sorgforløb, når det følger et mønster, der er genkendeligt hos størstedelen af alle sørgende.

I det normale sorgforløb oplever barnet og den unge intense følelser i tiden efter tabet, og de aftager efter nogle måneder op til et halvt år, i takt med at familien etablerer en ny hverdag ud fra de ændrede vilkår.

7 ud af 10 børns og unges sorg forløber normalt, viser ny forskning foretaget af Melhem et al., 2011 (Melhem, N.; Porta, G.; Shamseddeen, W.; Payne, M.;Brent D. ( 2011 ). Grief in children and Adoslescents. I: Archives of General Psychiatry vol. 68 (no 9) 911 – 919 ). Det betyder, at de fleste børn og unge ikke har behov for at gå til psykolog eller psykoterapeut. De vil opleve helt almindelige symptomer på sorg – som for eksempel at være meget optagede af tabet af forælderen, at have svært ved at forstå det endelige i dødsfaldet og at opleve meningsløshed.

- Efter tabet oplever barnet og den unge typisk mere intensive følelser, end de er vant til, i form af vrede, frygt, skyld og ked-af-det-hed, som kan fylde meget i starten. De kan føle sig ensomme, have koncentrationsproblemer, og det er helt normalt med søvnproblemer og mareridt, ligesom de kan have hyppig hovedpine eller ondt i maven, siger Preben Engelbrekt.

Den normale sorgproces

Ifølge Preben Engelbrekt er sorg en dynamisk proces, som ikke har noget bestemt endemål. Tidligere så man på sorgforløb som en række kronologisk fortløbende faser, hvor den sørgende i sidste fase var kommet igennem sorgen og havde lagt den bag sig. Sådan ser man ikke på sorg i dag, fordi man nu ved, at man altid vil have to processer, som den sørgende veksler imellem gennem sorgforløbet: Den tabsorienterede versus den reetablerende proces. To-proces-modellen, som er udviklet af de hollandske sorgforskere Margaret Stroebe og Henk Schut, kan give et fingerpeg om, hvordan en normal sorg typisk forløber.

Tabsprocessen fylder ofte meget i tiden lige efter dødsfaldet og går efterhånden over til også at være reetablerende, idet man svinger mellem de to processer. Når barnet eller den unge er i tabsprocessen, er sorgen mere indadvendt og præget af tanker og følelser om forholdet til den afdøde forælder.

- Sorgen kan være så overvældende og påtrængende, at barnet eller den unge kan have svært ved at aflede sig selv. Når det er sagt, så kan børn dog ’glemme’ sorgen for en stund, når de bliver optaget af leg. Børn kan gå mere ind og ud af sorg, end voksne kan. Det kan tage rigtig lang tid at forstå, hvad tabet af forælderen indebærer, da man både skal forstå det med hovedet og med følelserne. Det er således også helt almindeligt, at man tror, man ser afdøde i tiden lige efter dødsfaldet, for eksempel når man går på gaden. Eller man kan gribe sin mobil for lige at ringe til sin mor og fortælle om en god karakter i skolen og glemme, at hun er død, siger Preben Engelbrekt.

Når man befinder sig i den reetablerende proces, begynder man at gøre sig tanker om fremtiden. Fra omkring 12års alderen begynder man at tænke på sin identitet – hvem er jeg uden min afdøde forælder, og er jeg kun hende/ham, der har en mor, der er død? Man tænker også på de konsekvenser og forandringer, som dødsfaldet afstedkommer. Her er fokus mere på den eksisterende hverdag efter tabet og de mange relationer og situationer, som man skal begå sig i og skabe mening med. I den reetablerende proces lukker man også ned for savnet og ked-af-det-heden for at kunne klare hverdagen efter tabet.

Hvis man følger en normal sorgproces, pendulerer man frem og tilbage mellem at være tabsorienteret og reetablerende. I starten fylder denne sorgproces meget i hverdagslivet, men med tiden fylder den mindre.

- Resultatet af sorgprocessen er ikke, at det reetablerende begynder at fylde mere, men at sorgen med begge processer kommer til at fylde mindre, siger Preben Engelbrekt.

Kompliceret sorg

Hvis almindelige symptomer som frygt, skyld, koncentrationsproblemer, ondt i maven, meget intense følelser som vrede og ked-af-det-hed osv. ikke aftager efter cirka et halvt år, kan der være brug for at få professionel hjælp til at afhjælpe symptomerne.

Det kan eksempelvis være helt almindeligt, at børn og unge, der lige har oplevet et tab, bliver mere afventende end de plejer – både i forhold til at deltage i aktiviteter i institution og skole og i forhold til andre mennesker generelt. De kan også blive mere opfarende eller omklamrende i perioden efter tabet. Men hvis det bliver ved i mere end et halvt år og betyder, at barnet eller den unge bliver isoleret fra sine kammerater, er det en god idé at få hjælp.

- Det afgørende, for om sorgforløbet er normalt, er ikke, hvilke symptomer barnet eller den unge har, men hvor intensive de er, og hvor længe de har varet. Sorgforløbet bliver først kompliceret, når reaktionerne fylder så meget, at barnet eller den unge ikke kan fungere hensigtsmæssigt i hverdagen, siger Preben Engelbrekt.

Der er forskellige faktorer, som kan føre til, at sorgen bliver kompliceret. Det gælder, hvis forælderens dødsfald har været særlig traumatisk, som for eksempel selvmord, mord eller en ulykke. Eller hvis barnet eller den unge i forvejen har psykiske problemer eller har været udsat for overgreb eller andre alvorlige svigt. Et andet risikoparameter er tilfælde, hvor den efterladte forælder ikke er i stand til at håndtere sin egen sorg og samtidig også skulle forholde sig til barnets eller den unges sorg. Måske er der forud for dødsfaldet gået mange år med sygdom, og den efterladte forældre har ikke overskud til at tage sig af barnet eller den unge. Hvis der så i tillæg ikke er så mange andre voksne, som kan drage omsorg efter dødsfaldet, er det vigtigt, at barnet eller den unge får psykologisk bistand.

I nogle tilfælde bliver sorgen kronisk. Det sker i tilfælde, hvor de lidt større børn og unge mange måneder efter dødsfaldet ikke kan acceptere, at forælderen er væk for altid, og har svært ved at imødekomme en hverdag uden afdøde og holder fast i sorgen som en måde at holde fast i afdøde på.

I andre tilfælde er der tale om, at sorgen bliver forsinket eller udskudt. Måske er der ikke plads til at sørge, fordi den efterladte er for overvældet af sin egen sorg til at tage sig af barnets eller den unges sorg. Det ses især hos teenagere, som ikke får adskilt sig fra sine forældre, fordi de i stedet bekymrer sig for, hvordan den efterladte skal klare sig, og derfor bliver overdrevent føjelige i forhold til, hvad man ville forvente af en teenager i øvrigt. Ved både den udskudte og forsinkede sorg kommer der ofte først reaktioner, når den sørgende senere bliver konfronteret med overvældende begivenheder, og på det tidspunkt ikke kan undgå at reagere.