Skolevægring: Sådan hjælper du bedst dit barn

For nogle børn kan tanken om at gå i skole vække glæde og nysgerrighed. For andre føles det som en overvindelse – og for nogle bliver det til sidst helt umuligt. Når et barn gentagne gange har svært ved at møde op i skole, og fraværet hænger sammen med utryghed eller angst, kan der være tale om skolevægring.

Uanset alder eller diagnose er skolevægring altid et udtryk for mistrivsel.

Christa Koll Thystrup er privatpraktiserende psykolog, og til daglig rådgiver hun både børn, forældre og skoler i forbindelse med skolevægring. Ifølge hende er betegnelsen ’vægring’ misvisende.

- Børn med skolevægring vil gerne i skole, men oplever så stærkt ubehag og angst, at de ikke formår at tage afsted. Modsat pjæk, hvor der er noget positivt ved at undgå at gå i skole, er skolevægring negativt, fordi barnet får det dårligere af fraværet med skyldfølelse, savn og følelsen af at komme bagud, siger Christa Koll Thystrup.

Flere børn med skolevægring

Antallet af elever med langvarigt, ufrivilligt skolefravær er fordoblet de seneste 10 år, og sidste år var over 3.000 elever fraværende i mere end 100 dage. Det viser en opgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet lavet til bladet Folkeskolen.

Hvorfor får flere børn skolevægring end tidligere?

- I dag er vi som samfund langt mere opmærksomme på børns trivsel. Forældre lytter i højere grad til deres barns signaler. Tidligere blev børn ofte sendt i skole uanset hvad – i dag bliver flere hjemme, når de ikke trives. Det viser ikke nødvendigvis, at børnene har fået det sværere, men at vi i højere grad ser og reagerer på deres mistrivsel.

Ifølge Christa Koll Thystrup handler stigningen i skolevægring også om, at flere børn i dag oplever skolen som uforudsigelig og utryg. Det kan skyldes for få voksne, store krav om selvstændighed og undervisning uden faste rammer. For nogle børn bliver det svært at finde ro og tryghed i en hverdag, hvor de selv skal finde vej. Det kan vække utryghed og angst – og for nogle føre til skolevægring.

Når skolevægring begynder at vise sig

Ifølge Christa Koll Thystrup kan skolevægring opstå i hele skoleperioden, men viser sig ofte på forskellige måder afhængigt af, om det drejer sig om indskolings- eller udskolingsalderen.

Tegn i indskolingen
I indskolingen – især 1.–3. klasse – viser skolevægring sig ofte som fysiske symptomer. Barnet klager over ondt i maven, hovedpine eller kvalme. De yngste børn har svært ved at sætte ord på og oplever ofte, at de føler sig syge, selvom der ikke er noget fysisk galt. De kan sige for eksempel sige: ”Jeg kan bare ikke” uden at kunne forklare hvorfor, når du som forælder spørger, hvorfor barnet ikke vil i skole.

Tegn i overgangen til udskolingen
I udskolingen – fra omkring 6. klasse og opefter – begynder skolevægring ofte at tage en anden form. Nogle bliver rigtig vrede, afvisende eller flabede, som kan være et typisk tegn ved ængstelighed hos ældre børn. Hos nogle kan skolevægring også vise sig ved, at de isolerer sig mere fra både venner og familie, så de ikke deltager lige så aktivt i fritidsaktiviteter eller i hjemmet. Det er klassiske tegn på begyndende eller igangværende mistrivsel, hvilket igen kan gøre det endnu sværere at skelne mellem, hvad der bare er normal teenage-adfærd, og hvad der er ængstelighed og udfordringer. Nogle siger, at de har været i skole, selvom de ikke har. De undgår bestemte fag, lærere eller prøver. Det kan ligne pjæk, men handler om skolevægring

Hvordan udvikler skolevægring sig?

- Skolevægring opstår sjældent fra den ene dag til den anden, men udvikler sig gradvist. Måske bliver det svært at møde op om mandagen, eller barnet undgår bestemte fag eller dage, hvor en bestemt lærer underviser. Nogle børn kommer kun, hvis en god ven også er der – fordi det giver tryghed. Over tid bliver det sværere og sværere at komme ud ad døren om morgenen, og til sidst bliver barnet måske helt hjemme fra skole, siger Christa Koll Thystrup.

Når skolevægring er mere alvorlig

Som privatpraktiserende psykolog ser Christa Koll Thystrup ofte de svære tilfælde – typisk børn mellem 11 og 14 år, som kommunens egne tilbud ikke har kunnet hjælpe. De fleste har angst og/eller autisme, men ikke alle. Det, de har til fælles, er en grundlæggende utryghed og vanskeligheder ved at navigere i skolens krav og sociale miljø. Ofte har der været tegn på ængstelighed helt fra de første skoleår.

- Uanset alder eller diagnose er skolevægring altid et udtryk for mistrivsel. Det kan skyldes konkrete forhold i skolen – som mobning, konflikter med lærere eller følelsen af at være alene. Mange af de mindre komplekse sager kan håndteres af skole og kommune, siger Christa Koll Thystrup.

Barnets mistrivsel breder sig til hele familien

Skolevægring rammer ikke kun barnet – det påvirker hele familien. Forældrene bliver bekymrede, frustrerede og kede af det. Mange oplever, at deres hverdag og arbejdsliv bliver sat på pause, fordi det er svært at få hverdagen til at hænge sammen med et barn, der ikke kan komme i skole. Nogle må helt forlade arbejdsmarkedet for at være hjemme – en stor belastning både økonomisk og psykisk. Der opstår let konflikter mellem forældrene, med barnet og med eventuelle søskende, der kan føle sig overset eller uretfærdigt behandlet, fordi de ikke må blive hjemme, men skal i skole.

For barnet kan skolevægring få dybe og langvarige konsekvenser. Det kan føre til lavt selvværd, skam og en følelse af at være anderledes – fordi andre kan det, barnet ikke selv magter. Når omgivelserne ikke forstår, hvad der foregår, risikerer barnet at blive misforstået som én, der bare pjækker. Mange børn trækker sig derfor fra venner og fritidsinteresser, fordi de ikke føler sig forstået. Over tid kan skolevægringen føre til selvkritik og i værste fald depressive symptomer. I nogle tilfælde kan ældre børn og unge begynde at selvmedicinere sig – for eksempel ved at ryge, drikke alkohol eller eksperimentere med stoffer for at dæmpe den indre uro.

- Når forældres afmagt vokser, kan de – helt forståeligt – komme til at skælde ud eller lægge pres på barnet, hvilket igen forstærker barnets følelse af skyld og utilstrækkelighed. Det kan hurtigt udvikle sig til en selvforstærkende cirkel, hvor alle i familien kommer til at se barnet som ’problemet’, og hverdagen mister sin struktur og ro.

Ifølge Christa Koll Thystrup har børn med længerevarende skolefravær større risiko for senere ikke at gennemføre en uddannelse eller fastholde et arbejde. Det skyldes blandt andet, at de ikke får opbygget erfaringer med at lykkes i fællesskaber – og derfor får sværere ved at tro på, at de kan. De mister modet til at prøve nye ting og får mindre tillid til egne evner.

Sådan kan du hjælpe dit barn

Det første skridt er at tale med skolen – typisk klasselæreren, og hvis nødvendigt også skolelederen.

- Fortæl, at dit barn ikke trives, og spørg, hvad de tænker om situationen. Del dine egne observationer med en nysgerrig tilgang. Skolen kan have beredskab til at hjælpe, og de kan inddrage PPR (red. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), hvis det er relevant, siger Christa Koll Thystrup.

Hvis fraværet bliver omfattende, bør du også kontakte kommunen for at undersøge mulighederne for en børnefaglig undersøgelse. Det kan give dig ret til økonomisk støtte, for eksempel tabt arbejdsfortjeneste, som ellers kan blive en stor belastning for familien.

Det kan også være en god idé at få barnet undersøgt hos lægen for at udelukke fysiske årsager til symptomer som ondt i maven. Hvis der er mistanke om angst eller andre diagnoser, kan en udredning være vigtig for at finde den rette skole eller støtte.

Praktiske råd til at håndtere fraværet

Inden barnet vender tilbage til skole, skal det først og fremmest føle sig trygt. Hold derfor kontakten til skolen ved lige, selvom barnet ikke fysisk er til stede.

- Det kan være gennem legeaftaler, videoer fra læreren om dagens aktiviteter eller at barnet mødes med venner uden for skoletid. Sociale relationer er ofte drivkraften for trivsel – det er ikke det faglige i første omgang, siger Christa Koll Thystrup.

Undgå at straffe barnet ved at lukke af for aktiviteter på grund af fraværet. Fortsæt med at lade barnet deltage i fritidsaktiviteter som spejder eller sport. Besøg skolens legeplads sammen i weekenden, eller følg barnet til skole med en ven, hvis det hjælper. Samarbejd også med andre forældre, så barnet kan følges med en kammerat.

Lav aftaler med lærerne om en gradvis tilbagevenden til skolen. Start med de fag eller timer, hvor barnet føler sig mest tryg, og sørg for, at der er en struktur i hverdagen, selvom barnet er meget hjemme. Det kan være med faste rutiner, pligter i hjemmet eller små daglige mål, så dagen ikke bare går uden indhold.

- Det er vigtigt, at barnet ikke kæmper med skam eller skyldfølelse over at misse timer. Sammen med læreren kan I beslutte, at barnet for eksempel kun møder til dansktimer, hvis det er der, det føler sig trygt. Hvis barnet oplever mobning eller manglende venner, bør skoleskift overvejes – ligesom vi som voksne ville skifte job, hvis vi følte os utrygge eller isolerede på arbejdspladsen, siger Christa Koll Thystrup.

Sådan kan du støtte barnet

Som forælder er det vigtigt at være støttende. Lyt til dit barn, anerkend dets følelser, og hjælp dit barn med at sætte ord på, hvordan det har det. Undgå at bebrejde, men hjælp barnet til gradvist at genopbygge tilliden til skolen og til sig selv.

- Som forælder støtter du barnet bedst ved rent faktisk at presse det lidt til fortsat at have tilknytning til skolen. Hvis du som forælder går helt med på præmissen om, at skolen er farlig og utryg, forstærker du også den følelse i barnet. Så samtidig med at du skal være forstående og lyttende, skal du støtte barnet i at vende tilbage til skolen og ikke skærme det fuldstændigt. At blive 100 procent skærmet fra alt ubehageligt ruster ikke børn til at kunne håndtere ubehag – tvært imod, gør det dem langt mere skrøbelige. Børn har behov for at mærke, at de kan håndtere lidt ubehag og noget, der er svært. Det gør dem langt mere robuste, siger Christa Koll Thystrup.

Psykologen understreger, at det er vigtigt at huske, at skolevægring ikke er et isoleret problem hos barnet – det er et tegn på, at barnets omgivelser, som familie, skole og fritid, ikke fungerer godt nok for barnet lige nu. Derfor skal løsningen findes i samarbejde med både barnet og de voksne omkring det.

Pas på dig selv som forælder

At have et barn med skolevægring er en stor belastning og kan give meget pres og bekymring. Derfor skal du ifølge Christa Koll Thystrup huske at passe på dig selv. Du hjælper bedst dit barn, hvis du også har det godt.

- Søg støtte i netværk, del dine tanker med venner, og giv dig selv pauser med aktiviteter, der giver dig overskud – som yoga, gåture eller tid med gode venner. Og vigtigst af alt: Husk at du er forælder, ikke skolelærer, psykolog eller terapeut. Find balance mellem at støtte dit barn og samtidig bevare glæde i jeres liv. Skab stunder uden fokus på skolevægringen, hvor I bare kan være sammen uden krav og forventninger, siger Christa Koll Thystrup.