Anna fik terapi i det fri

- Det var så rart, at vi ikke sad og stirrede på hinanden, men at vi kiggede på gruset foran os. Især første gang. Det gjorde det nemmere at åbne op.

Sådan fortæller Anna Hansen, der for et års tid siden var igennem et terapiforløb, som var meget anderledes end det, hun tidligere havde prøvet. Samtalerne med terapeuten foregik nemlig på en stor kirkegård, der også fungerer som en park for de lokale københavnere.

Anna havde været trist i et stykke tid, og hendes kæreste havde opfordret hende til at tale med nogen om det, men Anna havde ikke råd til at gå til psykolog. Så faldt kæresten over tilbuddet om gå-terapi. Gå-terapeuterne er en gruppe psykologistuderende i København og Århus, der under supervision af en erfaren psykolog, tilbyder terapi på gåture i de små pletter natur, som de to byer gemmer på. Netop fordi der ikke er omkostninger forbundet med lokaleleje, og det er studerende, der bruger deres fritid på det, er terapien gratis. Og det var hovedårsagen til, at Anna tog mod til sig og kontaktede gå-terapeuterne.

- Jeg var meget usikker på det hele, og det var underligt at stå der ved indgangen og vente. Men min terapeut startede med at fortælle om hele konceptet, så jeg hurtigt følte mig tryg.

For eksempel talte vi om, at hvad vi skulle gøre, hvis vi mødte nogen, jeg kendte.

- Det havde jeg slet ikke overvejet, inden vi mødtes, fortæller Anna.

Det her virkede meget mere personligt. Og selvom hun ikke skrev noget ned undervejs, kunne hun sagtens huske, hvad vi tidligere havde talt om.

I den indledende samtale snakkede Anna og terapeuten også om, hvordan de skulle håndtere det, hvis Anna fik behov for at græde undervejs.

- Når jeg blev rigtig ked af det, var min terapeut god til at dreje ad små stier og på den måde styre os uden om andre mennesker. Jeg kunne bare snakke, og så holdt hun øje med, hvor vi skulle gå. For andre så det ud som om, at jeg gik en tur med en veninde, og vi gik jo på en kirkegård, hvor det ikke virkede spor underligt at græde, forklarer Anna.

Annas terapeut tog ingen noter på turen, hvilket også gjorde situationen meget naturlig og afslappet.

- Hvis ens terapeut starter med at tage papirer frem og bladre i dem for at se, hvad man talte om sidste gang, så kommer man til at føle sig som ’en sag’. Det her virkede meget mere personligt. Og selvom hun ikke skrev noget ned undervejs, kunne hun sagtens huske, hvad vi tidligere havde talt om, fortæller Anna.

Naturen giver friere rammer

Psykologistuderende Gull-Maja la Cour har været tilknyttet gå-terapeuterne, siden gruppen startede op i København for to år siden. Hun har ikke været Annas terapeut, men har haft mange andre klienter. Gull-Maja har også tidligere arbejdet i psykiatrien, hvor hun fulgte patienter ud på daglige spadsereture. Her oplevede hun, at patienterne ofte turde åbne op på en helt anden måde, end når de befandt sig i psykiatriske rammer. Det samme oplever hun i sit nuværende arbejde som gå-terapeut.

- Min erfaring er, at der hurtigt bliver opbygget en fortrolig relation. Når man går ved siden af hinanden, rokker det ved de roller, man normalt har som klient og behandler, så der opstår en større ligeværdighed i samtalen. Samtidig kan der også være stilhed i lang tid, uden at det er akavet, og de små pauser kan føre til, at man kommer dybere i samtalen og når frem til mere reflekterede svar, lyder Gull-Maja la Cours erfaring.

På gåturene bruger hun ind i mellem mindfulnessøvelser som for eksempel vejrtræknings- og kropsscanningsøvelser, og her kan det også være en fordel at være i naturen.

– Fordi vi er i det fri, kan klienterne lade blikket hvile på et træ eller en sø. Det er som om, at der ligger en slags beskyttelse i, at man kan kigge væk og ikke behøver at have øjenkontakt. I et terapilokale kan man være lidt mere usikker på, hvor man skal fokusere blikket, så det ender ofte med, at klienterne lukker øjnene i stedet, siger hun.

Ifølge Gull-Maja la Cour kan de naturlige rammer ikke bare være befriende, men også inspirerende for samtalen.

- Når man som klient træder ind i det samme terapilokale, får man måske associationer om de temaer, man talte om sidst, og på den måde kan lokalet virke begrænsende. Går man i naturen, kan der komme andre og friere associationer. For eksempel kan lyde, lugte og farver i naturen minde en om nogle oplevelser og følelser, man har haft, forklarer hun.

Krop og bevidsthed bevidsthed kan følges ad

Gull-Maja la Cour og de øvrige gå-terapeuter får jævnligt supervision af en psykolog, og her har de blandt andet talt om, at tempoet typisk ændrer sig afhængigt af, hvad der bliver talt om.

- Når vi for eksempel opsummerer, hvad der er sket siden sidst, går vi ofte hurtigt. Jo dybere eller mere sårbare emnerne bliver, desto langsommere bliver tempoet. Og nogle gange, når vi har fat i kernen af problemet, sætter vi os til tider på en bænk. Så sidder vi der og taler, indtil det naturligt afrundes, og derefter kan vi gå videre. Det er interessant at se, hvordan klientens krop reagerer på de temaer og problematikker, vi taler om, men det er ikke noget, jeg forsøger at påvirke. Det er derimod klienten, der bestemmer tempoet, og jeg forsøger at tilpasse mig til det, siger Gull-Maja.

For Anna Hansen blev det ikke til mange stop på turene med terapeuten. Hun husker, at de en enkelt gang satte sig ned, fordi hun blev så ked af det, at hun næsten ikke kunne stå på sine ben, men ellers gik de bare og snakkede.

- Jeg syntes altid, at hun fik åbnet for nogle nye perspektiver, og jeg lærte at tænke på selv på en ny måde, fortæller hun.

Annas terapeut opfordrede hende også til at tage nogle ture på egen hånd, men hun kom aldrig rigtig i gang med det.

- Jeg tænker tit på, at jeg burde spadsere en tur, men det er kedeligt at gå med sig selv, og så kan det være svært at finde nogle rolige steder i byen. Alligevel ville jeg nu ønske, at jeg fik taget mig sammen til det, siger hun.