Helle kom ud af et psykisk voldeligt forhold

Helle har levet i et psykisk voldeligt ægteskab i knap seks år og har to små børn med sin eksmand. Det er nu to år siden, hun forlod ham ved at flygte på et krisecenter med børnene.

Helle lærte sin eksmand at kende som 19-årig, og han var hendes første kæreste. Allerede dengang var der tegn på, at han kunne være psykisk voldelig, da han var meget jaloux. Det fik Helle til at afslutte forholdet, men da hun ved et tilfælde mødte ham ni år senere, havde hun ikke mødt nogen, der var lige så spændende som ham, så hun forelskede sig i ham på ny og tænkte, at han nok havde ændret sig. Men det var ikke tilfældet.

Jaloux på hendes venner

Fra Helle mødte sig ungdomskæreste igen, gik der et halvt år, før hun var gravid, de blev gift og flyttede sammen. Kort tid efter brød hans jalousi ud igen.

- Han havde en klar holdning til, hvem jeg måtte være venner med, fordi han troede, at jeg ville gå i seng med dem. Hvis jeg ikke holdt op med at se dem, han ikke brød sig om, så var det, fordi jeg ikke elskede ham og valgte vores forhold fra, mente han. Og det kunne jeg ikke, når jeg var gravid med hans barn, fortæller Helle, der i dag er 36 år.

De havde et skænderi, hvor Helle overvejede at gå fra ham, fordi hun ikke ville lade ham bestemme over sig. Alligevel valgte hun at blive og tilpasse sig sin mand, fordi hun var gravid med deres fælles barn og for alt i verden ikke ønskede, at deres barn skulle blive et skilsmissebarn. Hun kom selv fra et skilsmissehjem.

- Nogle af mine venner trak sig, fordi de kunne gennemskue ham, men de opgav at tale med mig om ham, fordi de oplevede mig som forblændet. Det vidste jeg ikke dengang.

Jeg gik fra at have en stor venskabs- og bekendtskabskreds til at have tre venner, fortæller Helle.

Manipulation og kontrol

Både under graviditeten og efter fødslen fik Helle ofte at vide af sin mand, at hun ikke havde forstand på børn, så det var heldigt, at han var der.

- Jeg har aldrig indhentet viden om børn, fordi jeg fik at vide som ung, at jeg nok ikke kunne få børn. Han har derimod yngre søskende, som han har skiftet ble på som helt ung, så han mente, at jeg måtte forstå, at det var ham, der vidste, hvordan man tog sig af en baby, fortæller Helle, der troede på ham og følte sig utilstrækkelig som mor.

Helle kunne som regel høre på sin mands skridt på vej op ad trappen, når han kom hjem fra arbejde, om det var en af de gode dage eller en af de dage, hvor hun skulle gå på æggeskaller.

Snart begyndte han at bestemme, hvilket tøj Helle skulle have på. Han begyndte også at stille krav om sex kort efter fødslen, hvor Helle ikke havde lyst til sex. Alligevel insisterede han, hvilket medførte, at det gjorde ondt, og at Helle blødte under samleje. Så begyndte han at forlange at få oralsex, før han gik på job. Hvis ikke Helle ville, blev han vred og råbte, så sønnen begyndte at skrige.

- Han ville ikke gå på job, før jeg havde gjort det. Tænk at jeg kunne gå så langt og fornedre mig for at få hverdagen til at fungere. Jeg hader, når man siger, at man gør det for husfredens skyld. Der er ikke husfred i et hjem med psykisk vold. Jeg var konstant i alarmberedskab. Selv når vi ikke var sammen, var jeg hundrede procent inde i tankegangen om at tækkes min mand, fortæller Helle.

Vrede over et viskestykke

Helles mand blev vred, hvis hun lagde et viskestykke på bordet i stedet for at hænge det på en knage.

- Når han opdagede viskestykket, kaldte han mig ud i køkkenet med ordene: ”Kan du se, hvad der er galt herude?”. I starten kiggede jeg efter gryder, der brændte på eller andet alvorligt. Men efterhånden vænnede jeg mig til at se verden gennem hans øjne. Jeg tjekkede også, at glassene var vendt den rigtige vej på hylderne, og at konservesdåser stod med etiketten fremad, som han ønskede det. Og opdagede jeg viskestykket på bordet, skyndte jeg mig at hænge det på plads, mens han stod med armene over kors og iagttog mig, fortæller Helle.

Efterfølgende anklagede Helles mand hende typisk for at have lagt det på bordet med vilje for at provokere ham. Han havde jo tit havde sagt, hvordan det skulle være, så han var overbevist om, at det var en provokation. Og undskyldninger hjalp ikke.

- Typisk var det sådan, at første gang han fortalte, at jeg havde gjort noget forkert, virkede han nærmest høflig, og hvis jeg satte spørgsmålstegn ved det, blev han vred og hævede stemmen. Jeg kunne se en stor blodåre i panden svulme op, mens han stod og skiftevis knyttede næverne og strakte dem. Det gjorde mig bange, fortæller Helle.

Hun opfattede hans kropssignaler som en trussel om fysisk vold, selvom han aldrig slog hende. Han behøvede ikke at råbe, men kunne nøjes med at træde helt op i ansigtet på Helle og snakke højt for at få hende til at makke ret.

- I dag kan jeg se, at jeg ikke gjorde noget galt ved at lægge et viskestykke på et køkkenbord. Men dengang troede jeg, at jeg havde gjort noget forkert, siger Helle.

Bebrejdede sig selv

Helle siger i dag, at hun ville ønske, at hendes mand havde slået hende, for det havde gjort det meget nemmere at bede om hjælp, fordi det ville være synligt, at han øvede vold på hende.

- Det er også langt sværere at skulle forklare for hele min omgangskreds, at jeg har givet ham lov til at styre mit liv på den måde. Men det gjorde jeg, og jeg kunne finde på at undskylde hans voldelige opførsel over for mig selv med, at han var stresset og havde haft en lang dag på arbejdet. Eller jeg kunne sige til mig selv, at det var for dårligt, at jeg ikke havde lyst til sex, når han nu var så presset på sit arbejde og havde brug for det, siger Helle.

Kontrol over madvaner

Efter at Helle havde født deres yngste søn, flyttede de til et nyt sted. Her kunne Helle som regel høre på sin mands skridt på vej op ad trappen, når han kom hjem fra arbejde, om det var en af de gode dage eller en af de dage, hvor hun skulle gå på æggeskaller.

Snart begyndte manden at kontrollere Helles madvaner. Hun måtte ikke spise æbler i stuen, fordi han ikke kunne lide lyden.

- Jeg har allergi, så jeg har altid spist æbler i stedet for slik. Så jeg begyndte at spise mine æbler i smug, og sørgede for at han ikke fandt æbleskrog i skraldespanden. Alt foregik efter hans vilje, og han behøvede ikke længere at hæve stemmen, men kunne nøjes med at lyne med øjnene og spænde op i kroppen, og så rettede jeg ind, fortæller Helle.

Beslutningen om separation

Helle nåede til et punkt, hvor det gik op for hende, at hun glædede sig til at købe ind, for så var hun ikke sammen med sin mand. Hun var godt klar over, at det ikke var sundt at have det sådan, men valgte at blive for børnenes skyld. Det var først senere, at hun indså, at det var en misforståelse at tro, at det var godt for børnene, at hun blev i ægteskabet.

- Da min fireårige søn fortalte mig, at han var bange for at være alene med sin far, var det som at få tæppet revet væk under mig. Jeg snakkede med begge børn og fandt ud af, at de begge havde det sådan, fordi de var bange for hans lynende øjne og hans vrede stemme. Det gjorde udslaget. Jeg besluttede mig for, at jeg ville separeres – jeg turde ikke bede om skilsmisse, fortæller Helle.

Da min fireårige søn fortalte mig, at han var bange for at være alene med sin far, var det som at få tæppet revet væk under mig.

Det var meget svært for Helle at få det sagt til sin mand. Da hun endelig fik det gjort, pressede han hende til at gå i parterapi, idet han var sikker på, at hun vil skifte mening. Manden valgte en parterapeut, der viste sig at mangle uddannelse.

- Terapien var ingen succes, for det kom til at handle om, at det var synd for min mand, at jeg nægtede ham sex. Jeg ønskede ikke at fortsætte hos terapeuten, så jeg fandt i stedet en psykolog, og hun sagde til min mand, at han skulle tage sig sammen og lade være med at true med selvmord, som han gjorde. Min mand bestemte derfor, at vi skulle tilbage til parterapeuten, men det ændrede intet, fortæller Helle.

Fysisk vold

Efter Helles udmelding om at ville separeres, sov de fortsat i samme seng, og Helle nægtede at have sex med sin mand. Han søvnberøvede hende hver nat ved at hviske grimme ting til hende. En nat endte det i et voldsomt skænderi, og Helle lagde sig ind i den yngste søns seng for at få sovet.

- Han kom ind og grinede hånligt, og sagde at jeg ikke skulle slippe godt fra det. Så prikkede han mig hårdt i ribbenene for at få mig ud af sengen, og jeg begyndte at græde, men ville ikke. Jeg satte mine negle i ham, for jeg håbede, at det ville chokere ham, så han holdt op med at prikke mig.  Men han tog i stedet fat om mit håndled og klemte til, så jeg græd af smerte. Vores yngste søn vågnede, og bad om at hans far lod mig være. Min mands øjne lynede, og han sagde vredt, at jeg skulle komme ind i sengen hos ham igen, så det gjorde jeg, og så lod han mig være i fred, fortæller Helle, der i flere dage efter havde mærker på håndleddet efter mandens greb.

Efterfølgende afbrød Helle parterapien og indgav ansøgning om separation. Manden foreslog, at de skulle holde sommerferie sammen for at genfinde forelskelsen, og da han forstod, at Helle havde indsendt ansøgning om separation, låste han sig inde på toilettet under trussel af at ville begå selvmord. Det fik Helle til at ringe til politiet, men manden kom stormende ud og fik Helle til at sige, at han var okay.

Jeg har lært aldrig mere at ignorere min egen indre stemme. Jeg skulle have søgt hjælp og støtte tidligere, men det var svært, for jeg troede jo, at det bare var mig, der ikke var god nok.

Kort tid efter indtraf endnu en episode, hvor manden øvede fysisk vold på Helle ved at klemme så hårdt om hendes hånd, at hun blødte. Børnene græd og råbte, at deres far skulle gå, og først da forlod han hjemmet. Det fik Helle til at flygte på kvindekrisecenter med børnene.

Har fået større selvindsigt

Helle og børnene boede på kvindekrisecentret i fire måneder, før de fik anvist en bolig af kommunen. Der er nu gået to år med mange besøg i statsforvaltningen og retten omkring børnene. Helle er flere gange blevet truet på livet af sin eksmand. Igennem coaching, terapi og arbejde med sig selv har Helle fået større selvindsigt.

- Jeg har lært aldrig mere at ignorere min egen indre stemme. Jeg skulle have søgt hjælp og støtte tidligere, men det var svært, for jeg troede jo, at det bare var mig, der ikke var god nok. Så jeg arbejder stadig med at føle mig god nok. Jeg øver mig i at stole mere på mig selv, og jeg kan stadig tage mig i at tro på, at min eksmand har ret, hvis han skriver noget grimt om mig i en sms. Jeg kan tage mig i at tro på hans ord om, at jeg er en dårlig mor, selv om jeg har flere børnesagkyndiges ord for, at jeg er en god og kompetent mor. Det tager tid at komme sig over det, jeg har været igennem. Det er vigtigt at føle kærlighed til sig selv, for hvis jeg havde følt mig mere værd, ville jeg nok ikke være havnet i den situation, siger Helle.

Helle er et opdigtet navn af hensyn til de involverede parter. Helles virkelige navn er dog redaktionen bekendt.