22-årige Amalie er donorbarn: ”Det er specielt at tænke på, at der er mennesker derude, som jeg deler DNA med”

Den 22-årige dramaturgistuderende Amalie Larsen er vokset i en lidt anden familiekonstellation end den gængse far-mor-og-børn version.

Hun er donorbarn. Hun har to mødre, som for mange år siden traf en fælles beslutning om at få et barn gennem sæddonation.

Den ene mor fødte Amalie Larsen, mens den anden mor fødte hendes lillebror. Hun kalder sin biologiske mor for mor, og sin anden mor for Pernille – et navn, hun nu forsøger at erstatte med ‘mor’, også.

- Der ligger altid en antagelse om, at den ene er mere mor end den anden, forklarer hun i det første afsnit af den nye sæson af podcasten ‘Noget på hjerte’ i selskab med vært Ida-Sophia og psykolog Neela Maria Sris.

Sådan har Amalie Larsen det dog ikke. Biologisk relation eller ej, så elsker hun sine mødre lige højt og har aldrig følt, at hun manglede noget.

Og så alligevel.

Hun er vokset op uden en far, og selv om hun egentlig ikke savner en far i konkret forstand, så går det hende på, at hun ikke har haft en anden halvdel at spejle sig i.

- Jeg tror, det værste er, at det ikke er mit valg. Mange af mine venner har altid haft adgang til at kunne spejle sig i både deres mor og deres far. Jeg kan kun gøre det hos min mor, siger hun.

Amalie Larsen kalder sig selv for den perfekte “testkanin” for, hvad der er arv og miljø. Selv om det aldrig har været nogen hemmelighed, at Amalie Larsen var donorbarn - det ville have været svært for mødrene at skjule - har spørgsmålet om biologisk relation også til tider fyldt inden for hjemmets fire vægge, fortæller hun.

- Jeg kan især huske en gang, da vi sad og spiste aftensmad sammen, og min mor lige pludselig bare siger, at hun elsker mig højere, end hun elsker Mathias, min lillebror, siger Amalie Larsen.

Hun blev efterladt med en følelse af, at hun og lillebroren ikke var lige meget værd - en følelse, der stadig godt kan sidde i hende, fortæller hun.

Jagten på søskende

Da Amalie Larsen var 10 år, foreslog hendes mor, at de prøvede at undersøge, om hun har nogle halvsøskende ude i verden. Amalie Larsen syntes, det lød spændende. Hendes bror havde allerede fundet søskende, og hun var “dødmisundelig”, fortæller hun.

Ikke længe efter vækkede moren hende tidligt en morgen for at fortælle hende, at hun havde fundet en søster. En pige på 11 år, der spillede teater ligesom Amalie Larsen. De blev hurtigt venner.

- Vi havde ens øjenform og lidt den samme næse, fortæller Amalie Larsen.

Siden er der kommet flere søskende til. I dag ved hun, at hun har mindst otte spredt ud over verden – blandt andet nogle brødre i Australien. Nogle af dem er tvillinger. Hun har ikke tætte relationer til alle, men blot at vide, at de eksisterer, betyder noget.

- Det er specielt at tænke på, at der er mennesker derude, som jeg ikke har nogen anden relation til, men vi deler 25 procent DNA, siger hun.

Selve donorfaren ved Amalie Larsen kun meget lidt om. Hun kender til hans højde, kropsbygning og hans uddannelse. Dengang hun blev født, var åben donation ikke en mulighed i Danmark, men i dag er det et valg.

- Der er mange lande i Europa, hvor anonym sæddonation ikke er muligt. Sådan synes jeg også, det bør være i Danmark, siger hun og fortsætter:

- Af sundhedsmæssige årsager er det godt at kende til sit genetiske ophav. Men identitetsmæssigt betyder det også noget at have mere end bare højde og uddannelse at gå ud fra, siger hun.

Der er en generel misforstået diskurs, om hvad det vil sige at være åben donor, siger hun. Det handler ikke om, at man skal være nogens far eller behøver at være involveret i barnets liv. Amalie Larsen fortæller, at hun eksempelvis ville være glad for bare at få et billede af sin biologiske far.

- Jeg ligner min mor rigtig meget, så det der med at kunne genkende de ting, som så ikke er fra min mor. Bare at se noget konkret om det her menneske, som jeg kan være taknemmelig overfor. Som har gjort min familie en tjeneste og har gjort, at det er muligt, at jeg eksisterer. Et billede vil gøre så meget, siger hun.

Adspurgt, om hvorvidt hun ville kontakte sin biologiske far, hvis hun kunne, svarer hun nej.

- Jeg har to dejlige forældre, så jeg har ikke behovet. Men det ville være sjovt at skrive og spørge, om han havde nogle børnebilleder eller den slags. Når man fylder 18, er man ikke et sted i livet, hvor man har brug for en ny forælder.

For der er også gode ting ved at være donorbarn. Hun har altid en ‘fun fact’ på hånden, siger hun - og så ved hun også, at hun med sikkerhed er et ønskebarn. Hun har fra barnsben været en del af LGBT+ miljøet, hvilket hun er taknemmelig for.

- Der er så mange måder at være familie på i dag, siger hun og tilføjer:

- Skal vi ikke bare blive enige om, at familie er dem, man holder af?