Når dit barn fylder 16 år
I "danmark" bliver børn betalende medlemmer, når de fylder 16 år. Læs om, hvad du skal være opmærksom på, når dit barn fylder henholdsvis 16 og 18 år.
I "danmark" bliver dine børn voksne, når de fylder 16 år, og så er de ikke længere gratis medforsikret. Du skal derfor vælge, om barnet skal fortsætte med samme dækning eller skifte til en anden gruppe.
Inden dit barn fylder 16 år, vil du modtage en besked fra os, hvor vi beder dig tage stilling til, hvad der skal ske med dit barns medlemskab. Hvis du ikke tager stilling, vil dit barn fortsætte med samme dækning.
Har dit barn brug for tilskud?
En mulighed er vores mest populære gruppe, Gruppe 5. I Gruppe 5 får du tilskud til de regelmæssige udgifter til medicin, tandlæge, vaccination, briller og kontaktlinser. Og samtidig får du tilskud hos fysioterapeuten, zoneterapeuten, psykologen og meget mere.
Eller et hvilende medlemskab?
En mulighed, som mange unge vælger, er at blive medlem i Basis-Sygeforsikring. Basis er et tilbud til alle, der ikke har brug for tilskud lige nu, men som ønsker at sikre sig retten til tilskud engang i fremtiden - uden at skulle afgive fornyet helbredserklæring.
Ekstra fordele for unge mellem 16 og 25 år
I "danmark" har vi samlet en række tilskud særligt til unge mellem 16 og 25 år. Du får blandt andet 100 % i tilskud til tandrensning og tandeftersyn, 75 % i tilskud til vaccinationer og et forhøjet tilskud til psykolog og kontaktlinser.
Oplysningerne er personlige
Når dine børn fylder 16 år, er det kun dine børn, der kan se oplysninger om tilskud, da disse oplysninger er personlige. De kan dog logge på selvbetjeningen med eget MitID og give fuldmagt til, at andre på policen må få adgang til oplysninger om tilskud.
Husk at oplyse kontonummer og emailadresse
Alle medforsikrede, der er fyldt 16 år, skal selv logge ind med MitID og oplyse det kontonummer, de ønsker tilskuddene fra "danmark" udbetalt til. Alternativt overføres tilskuddene til NemKonto. Oplys også en emailadresse, så de får en notifikation, når der er beskeder fra ”danmark” på selvbetjeningen.
Når dine børn fylder 18 år
Der sker ingen ændringer i medlemskabet af "danmark", når dine børn fylder 18 år, men det kan være en god ide at tjekke om dækningen i "danmark" passer til behovet.
Umiddelbart efter dit barn er fyldt 18 år sender "danmark" en besked om, hvad et medlemskab indebærer, samt muligheder for dækning.
Vil du melde dine børn ud?
Dine børn kan blive meldt ud på deres 16-års fødselsdag, hvis du giver os skriftlig besked inden. Log ind og skriv til os.