At miste en mor: ”Jeg tænker slet ikke. Jeg spurter bare hele vejen til Rigshospitalet”

Dagen ligner først alle andre i det sabbatårsliv, Marie elsker. Hun har haft travlt på sit arbejde i lufthavnen, og det er først i pausen, hun efter mange timer har tid til at tjekke sin mobil.

Men i familiechatten er der en underlig besked. Den kommer fra hendes søster, som ikke kan forstå, hvorfor moren ikke er dukket op til en aftale, de havde. Og så læser Marie beskeden, der tikker ind fra hendes far.

-Mor er på hospitalet. Jeg ved ikke, om hun kommer hjem igen”.

Det giver ikke mening, det der står. Mon hendes mor har fået for lavt blodsukker? Marie ringer hurtigt til sin far, og da hun hører ham græde i røret, forstår hun, det er alvorligt.

-Det er en hjerneblødning, og de er i gang med at operere hende lige nu. De kan ikke sige, hvad der kommer til at ske, fortæller han.

Kroppen kender vejen

Fra det øjeblik stopper Marie med at tænke, og hendes krop tager over. Den er ikke i tvivl om, hvad hun skal. Lynhurtigt pakker hun sine ting og fortæller sin chef, at hun er nødt til at gå. Hun skal hen til sin mor, og det kan kun gå for langsomt. 

-Det eneste jeg ved er, at jeg bare skal derhen, og det skal være lige nu. Jeg løber gennem lufthavnen, tager metroen og skifter til en ny. Da jeg endelig står af på Trianglen station, så spurter jeg bare hen til Rigshospitalet.

Psykolog Neela Maria Sris sætter ord på Maries reaktion.

-Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer i sådan en situation. Nogle bliver lammede, mens andre bliver handlekraftige som Marie, hvis krop tager over for hende og kender vejen, hun skal gå.

Marie ankommer til Rigshospitalet og sætter sig hos sin far og venter i de grå lædersofaer. Lægerne kan kun sige, at moren har fået en hjerneblødning, og at de ikke ved, om hun overlever.

-Jeg kan bare huske, at jeg sidder og kæmper for ikke at google, hvad en hjerneblødning egentlig er. For så er jeg bange for, om alt håb er ude.

Håbet vokser

Senere på aftenen er der gode nyheder. Maries mor har taget godt imod operationen, og nu får familien lov til at se hende, mens hun stadig er i koma.

-Det svævende element mellem liv og død var virkelig uhyggeligt. Min mor var fraværende, men hendes krop var der. Man kunne ligesom kun holde fast og bare håbe på, at hun ville vågne, husker Marie

Tre dage efter operationen vågner Maries mor endelig. I starten er interaktionerne med hende langsomme og usammenhængende, og moren ved ikke helt, hvad der er sket. Hun sover 22 timer i døgnet og skal være under lægeligt opsyn næsten hele tiden.

-Hun bliver liggende på intensiv afdeling i tre uger, og tiden her flyder meget sammen for mig. Jeg ved bare, at hun hvert eneste sekund kan hun få det så dårligt, at hun dør. Så jeg går rundt på nåle, fortæller Marie.

Selvom Maries mor er ekstremt begrænset, er hun ved godt mod og viser vilje og humor.

-På alle billederne, jeg har fra hospitalet, viser hun peacetegn med fingrene, husker Marie.

Og det gode humør bliver til et stort håb. Efter intensiv bliver moren flyttet til genoptræning, hvor hun løser sudoku, tegner og laver perleplader, mens hun langsomt genvinder noget af sin selvstændighed.

Men Marie husker også følelsen af en konstant indre uro i den uvisse tid.

-Jeg var ikke rigtig i sorg, for jeg kunne ikke forholde mig til, at min mor ikke skulle blive okay. Mit nervesystem var totalt flosset. Derfor prøvede jeg at beslutte mig for, at hun ikke dør – det var det eneste, jeg kunne forholde mig til. Og så skulle jeg ellers bare gå på arbejde, sove og spise.

Håbet slukkes

Familiens håb vokser. Lægerne forsikrer Marie om, at hendes mor nok skal blive okay, om end som en mere handicappet version af sig selv.

Men i november sker det, der ikke må ske - igen. En ny hjerneblødning rammer et andet sted i hjernen. Og ligesom sidste gang er Marie på arbejde, da det sker. Hun ved med det samme, at det er alvorligt, da hun ser, at der står ’Far’ på telefonskærmen.

-På det her tidspunkt har vi en aftale om, at han ikke må ringe til mig. For jeg kan ikke rumme at blive bekymret for, hvad han siger, når jeg tager telefonen. Derfor ved jeg bare, at noget er helt galt, da han ringer. Jeg husker stadig den kvalme og koldsved, der ramte mig, fortæller hun.

Dagen er som en præcis gengivelse af den, familien allerede har haft en gang før. Og Marie kan mærke, at hun har fået nok.

-Jeg er den sureste person i verden. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til uvisheden. Min mor var ikke død, så jeg kunne ikke forholde mig til at være ked af det. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet af universet. Hvorfor er det min mor, hvorfor lige mig?

Den boblende vrede vil være en typisk følelse for mange, når livets tilfældigheder rammer på grusomme måder, fortæller psykolog, Neela Maria Sris.

-Det er tydeligt, hvordan vreden bliver en beskyttende faktor, som giver den benzin, der er vigtig for at kunne komme op. Vreden gør, at man holder sammen på sig selv. Men så er det også forløsende, når man giver slip på den. Når man kan græde. Og overgiver sig til den sorg, der ligger bagved det hele, fortæller hun

Det sidste farvel

Maries mor tager godt imod operationen efter den anden hjerneblødning, fortæller lægerne. Men denne gang vågner hun aldrig fra sin kunstige koma. Der går 27 dage, før lægerne fortæller familien, at der ikke er mere at gøre.

-Og så slukker vi respiratoren om eftermiddagen, piller hende fra alle maskinerne og min mor bliver helt naturlig på en måde, som hun ikke har været i lang tid. Og så dør hun nogle timer senere, hvor hun trækker vejret for sidste gang.

 Der går mange timer, hvor familien ikke siger noget. Marie sidder bare og kigger på sin mor og forsøger at tage ind, hvad der er sket.

Efter noget tid tager hun hen til sin daværende kæreste, fordi hun ikke kan få sig selv til at tage hjem og opdage, at hendes mor ikke venter på hende. Hos kæresten sover hun i 24 timer og vågner op til en forandret verden.

-Jeg tog metroen hjem dagen efter. Helt stum. Ingen i den her metro ved, at min mor hun døde i går, kan jeg bare huske, jeg tænkte. Jeg ved det ikke engang helt selv.

At få livet tilbage

Den første tid efter morens død skulle tiden bare gå, husker Marie. Hun føler sig blottet og ude af stand til at tage stilling til sig selv og sine følelser.

-Mange måneder efter følte jeg mig som et pulserende, åbent krigssår.

Men hurtigt mærker hun behovet for at vende tilbage til hverdagen og rutinerne. At stå op, spise, gå i bad og på arbejde bliver hendes anker i den sorgfulde tilværelse.

-Nogle har svært ved at vende tilbage til hverdagen, men netop rutinerne kan være vigtige at holde fast i i en sorgproces, fortæller psykolog, Neela Maria Sris.

-Det er enormt individuelt, hvordan man sørger, så derfor er det også vigtigt ikke at fordømme en sorgproces. Det ser helt forskelligt ud. Men at have et rutineanker er vigtigt for langt de fleste og det er også det, man anbefaler.

Efter næsten et år, sker der noget, som for alvor sætter skub i Maries bearbejdelse og bedring. Hun siger op på sit arbejde og starter på Københavns Universitet, hvor hun finder en rytme og ro i at kunne se konkrete, langsigtede mål.

-Mine sabbatår blev slet ikke, som jeg troede det skulle være, for min mor døde midt i det hele. Så jeg ved ligesom godt, at jeg ikke har lyst til at finde mig selv på en strand i Thailand. I stedet fungerer det godt for mig at have et liv herhjemme, jeg kan stå op til.

Og så sker der noget andet, som hjælper hende meget. Marie starter i gruppeterapi på det Nationale Sorgcenter. At sidde i rummet med andre, der ligner hende på en prik, og som har oplevet det samme, giver ro og spejling.

Her opdager Marie langsomt, at hun stadig kan opleve glæde, selvom sorgen aldrig går over. I dag har hun lært at lade sorgen leve side om side med nye oplevelser, hun får sig undervejs.

-Jeg har ligesom to livsspor. Sorgen kører ved siden af, at jeg udvikler mig og oplever nye ting. Det er vigtigt at kunne tappe ind og ud af begge for at have det godt.

Samtidig har Marie nu også mærket på egen krop, hvor vigtigt det er, at andre rækker ud, når man er på sit mest sårbare.

-Man behøver ikke spørge, bare gøre. Hellere et kram for meget end et for lidt, siger Marie.

Og det er noget, hun tager med videre. Ligesom hun også har erfaret, at livet går videre – selv, når man ikke tror det.

-Til dem, der måske måtte være i den akutte fase derude: I skal bare vide – det bliver okay igen.