Bulimi: ”Jeg havde blodsprængte øjne og sagde, at det bare var et hosteanfald”

I en lejlighed i Sydhavnen sidder Anne Li Jakobsen alene under coronanedlukningen. På tv’et kører Keeping Up With the Kardashians i endeløs repetition. Lige så snart tallerkenen foran hende er tom, skal hun ud på badeværelset og kaste op.

– Når jeg ikke sov, spiste jeg. Og når jeg spiste, kastede jeg op. Det var sådan, mit liv var i den periode, fortæller hun.

For 25-årige Anne Li Jakobsen har spiseforstyrrelsen været en tro følgesvend i perioder, hvor hun har haft det svært. Ifølge psykolog Neela Maria Sris er det et kendt mønster for mange i samme situation.

– I et kæmpe kaos er bulimien den svære ven, man altid kan læne sig op ad. Det føles trygt at have noget trofast, man ved, man kan regne med, fortæller hun.

Og det er sådan, Anne Li Jakobsen langsomt får det med sin bulimi.

En tidlig begyndelse

Allerede som 10-årig kæmper Anne Li Jakobsen med angst og depression. Hun bager kager og spiser søde sager for at dulme sit nervesystem, og på et tidspunkt opdager hun, at hun får en følelse af kontrol, hvis hun kaster maden op igen.

Kropsfikseringen vokser hurtigt. Anne Li Jakobsen vil måles, vejes og undgår stranden i en alder af 13 år, fordi hun ikke kan have det sjovt med veninderne uden at tænke på, hvordan hun ser ud.

– De første år kunne man ikke se det på mig. Jeg havde en helt almindelig kropstype, men indeni var jeg fuldstændig ødelagt af de mange opkastninger. Samtidig var jeg så tynget af den skam, der er forbundet med bulimi, fordi den opfattes som en ulækker spiseforstyrrelse, fortæller hun.

Skammen vokser

Som teenager bliver forholdet til kroppen endnu mere komplekst for Anne Li Jakobsen. Hun træner hårdt, vejer sin mad og har en stemme i hovedet, som siger, at hendes værdi afhænger af, hvordan hun ser ud.

– Da jeg havde det allerværst, kastede jeg op seks til otte gange om dagen. Jeg kunne finde på at fake et hosteanfald bagefter, så folk troede, det var derfor, mine øjne var blodsprængte.

Efter et halvt år med trøstespisning og opkastninger bryder Anne Li Jakobsen sammen over for sine forældre og fortæller, hvor dårligt hun har det. Familien er støttende, men selvom hun åbner op, forsøger hun alligevel at skjule, hvor meget bulimien fylder i hverdagen.

– Jeg planlagde mit liv efter at kunne kaste op. Hvis jeg gik i bad efter aftensmaden, kunne jeg tænde for bruseren og kaste op, uden min familie hørte mig, fortæller hun.

Den dårlige samvittighed over at belaste de nærmeste bliver endnu en byrde. Hendes forældre famler i blinde for at hjælpe, og storesøsteren kan ikke skjule frustrationerne over at skulle se på, mens hendes lillesøster gradvist bliver mere og mere syg.

Psykolog Neela Maria Sris sætter ord på den dobbelte skyld, Anne Li Jakobsen føler over sin spiseforstyrrelse:

– Man lider, mens man kan se, at dem omkring en også lider. Man er bevidst om, at de pårørende ikke rigtigt kan sige noget, der hjælper, og også bevidst om den frustration, de derfor mærker. På den måde er det hele systemet omkring den ramte, der bliver påvirket af en spiseforstyrrelse, fortæller hun.

Ensomhed i ungdomsårene

Anne Li Jakobsen forsøger at beskytte sine nærmeste ved at overbevise dem om, at hun har spiseforstyrrelsen under kontrol. I gymnasietiden skaber hun et narrativ om at være blevet rask, mens hun nu klynger sig til fortællingen om at være “den sunde”. Hun vil dyrke bikinifitness, drikker ikke alkohol og isolerer sig i et forhold, hvor kontrollen kan få frit løb.

Ensomheden vokser sig langsomt større, mens Anne Li Jakobsen skærmer sig fra det sociale liv, der foregår på gymnasiet. I stedet for at opsøge nye venskaber giver hun sig hen til at veje peberfrugter på køkkenvægten derhjemme, mens hun træner døgnet rundt.

Hun åbner op over for sin kæreste, som også støtter hende. Hun fortæller ham, hvor svært det er at spise aftensmad sammen med svigerfamilien, som af et kærligt hjerte altid opfordrer hende til at tage en ekstra portion. Men selvom kæresten er indviet i hendes problemer, har han ingen idé om, hvor galt det står til.

– Jeg bar jo på en hemmelighed om, at jeg ikke var kommet helt videre fra min spiseforstyrrelse, fortæller Anne Li Jakobsen.

Da gymnasiet stoppede, gjorde forholdet også – og bulimien tog igen hårdt fat.

– Jeg flyttede til København lige da coronanedlukningen kom, og jeg sad bare i min lejlighed og havde det elendigt. Jeg var ekstremt depressiv og vendte tilbage til de vaner, der føltes godt, fortæller hun.

Et vendepunkt på højskole

Mange års hemmeligheder, skam, selvhad og isolation får ensomheden til at vokse Anne Li Jakobsen over hovedet. I et forsøg på at finde en vej ud af mørket tager hun en drastisk beslutning om at starte på højskole. Og her skal hendes største drøm vise sig at gå i opfyldelse.

Endelig finder Anne Li Jakobsen det, hun altid har længtes efter: En gruppe, hvor hun hører til.

– Jeg fik veninder, der bare var der. Jeg kunne mærke, at de ville mig helt oprigtigt. Det var dét, jeg altid havde drømt om. På højskolen behøvede jeg ikke skjule mig, og jeg blev grebet, når jeg var ærlig, fortæller hun.

Under opholdet kæmper hun stadig med sin spiseforstyrrelse, men oplevelsen af de nye, sunde relationer løfter hendes svækkede selvbillede og får opkastningerne til at svinde ind.

– Det er mit eget ansvar at bygge mit selvværd op, men efter højskole blev fundamentet stabilt. Jeg vidste, at mine venner havde mig, selv når det var svært. Det var helt afgørende at lære, at gode venner ikke er uforstående og gerne vil kæmpe for, at man har det godt i en relation, fortæller Anne Li Jakobsen.

Pludselig er bulimien ved at miste sit stramme tag om hende, og det er en mærkelig følelse.

– Når sygdommen har været trofast i årevis, er det en sorg i sig selv at vinke farvel til den, fortæller psykolog Neela Maria Sris.

Anne Li Jakobsen husker også den ambivalente følelse, som kom, da hun fik det bedre.

– Jeg har jo hadet og elsket den på samme tid. Den har været der, når alt andet har været kaos, forklarer hun.

Et bedre liv skridt for skridt

25-årige Anne Li Jakobsen står i dag på tærsklen til at læse en kandidat i pædagogisk psykologi. Hun er ikke rask, men hun har det bedre end nogensinde før. Ved at sætte delmål og fejre de små sejre bygger hun langsomt sit selvværd op.

– Jeg har taget det i små skridt. I dag sidder jeg for eksempel i en t-shirt uden lange ærmer. Det ville jeg aldrig have gjort for et år siden.

Anne Li Jakobsen har også et billede af sig selv som barn på telefonen, så hun bliver mindet om, hvem det også er, hun taler grimt til, når de onde tanker tager over.

– Vi har alle sammen et indre barn, og det er også det, vi taler til, når vi snakker grimt om os selv. Jeg øver mig hver dag i at blive blidere mod mig selv, og jeg er blevet langt bedre til det.

Menneskene på vejen har været helt uundværlige for Anne Li Jakobsens bedring. Derfor opfordrer hun nu alle, der også kæmper med en spiseforstyrrelse, til at være så åbne som overhovedet muligt.

– Hvis man tør være ærlig, finder man ud af, at man ikke er så alene, som man tror. Og til de pårørende: Man kan ikke stille forkerte spørgsmål, hvis man møder den ramte med nysgerrighed i stedet for afstand, fortæller Anne Li Jakobsen.