Da Laura blev gravid som 19-årig, troede mange, det var en fejl

I dag er Laura 22 år og bor i Hillerød sammen med sin halvandet år gamle datter, Ellie. Ved siden af livet som mor er hun i gang med uddannelsen til social- og sundhedsassistent.

Men da hun fandt ud af, at hun var gravid, var hendes liv et helt andet sted.

Hun arbejdede på to plejehjem og havde en fast kæreste. De boede endnu ikke sammen, men få måneder efter graviditetstesten flyttede de ind i deres første fælles lejlighed.

”Jeg var sådan lidt panikken i starten faktisk. Jeg var mega glad. Helt ’ah fuck’,” fortæller hun i dagens afsnit af podcasten ’Noget på hjerte’ med vært Ida-Sophia og psykolog Neela Maria Sris.

For Laura var graviditeten nemlig ikke en ulykke. Hun havde længe ønsket sig et barn.

Laura havde i uger gået med en fornemmelse af, at hun var gravid. Hun havde kvalme og meget ømme bryster, men graviditetstestene blev ved med at være negative.

Hun tog test efter test hver morgen, indtil hun en dag besluttede, at nu måtte det være nok.

Så kom der pludselig en svag streg frem.

”Og så tog jeg fem test mere eller sådan noget. Og den var så god nok,” fortæller hun.

Hun ringede til sin søster for at få bekræftet, at testen faktisk var positiv. Og det var den.

”Så begyndte jeg at tude. Jeg var sådan nej, nej, nej,” fortæller Laura.

Hun var glad, men chokket var alligevel stort. Og da hun ringede til sin kæreste, som var på arbejde, var hans reaktion langt mere afslappet.

”Han var bare sådan: Nåh, nej hvor godt. Det skal nok gå.”

Har altid set sig som ung mor

Laura har altid forestillet sig selv som ung mor. Hendes egen mor fik sin ældste datter, da hun var 19 år, og Laura er vokset op med en ung mor.

Som barn var hun også meget omkring små børn, fordi hendes mor arbejdede som pædagog.

”Jeg elskede bare det der med små babyer, og jeg syntes, det var så hyggeligt. Og min mor har altid sagt, at hendes mening med livet var børn. Så jeg tror, der var meget naturligt, at det var også bare det, jeg skulle.”

De nærmeste omkring Laura tog godt imod nyheden. Hendes mor reagerede med omsorg og begyndte allerede dagen efter at købe det første udstyr til babyen.

Men uden for den inderste kreds var reaktionerne anderledes.

Nogle undrede sig over, hvorfor Laura skulle have barn så tidligt. Andre spurgte, om hun nu var sikker på, at det var det rigtige, og om hun overhovedet ville beholde barnet.

Det var især én bestemt reaktion, der satte sig fast.

”Det, der har været allermest frustrerende for mig og allermest irriterende, var, at nogle sagde: ’Ej, var det en upser?’”

Som om folk automatisk gik ud fra, at en graviditet som 19-årig måtte være en fejl.

”Det er som om, at hvis du får et barn så tidligt eller bliver gravid så tidligt, så kan det kun være en fejl. Det må være en kæmpe fejltagelse. Og det er det altså ikke nødvendigvis.”

Hun plejede at svare, at hendes datter var ”planlagt uden at være det”.

For selv om Laura og hendes daværende kæreste ikke havde sat sig ned og lagt en detaljeret plan for, hvornår de skulle have et barn, havde de begge ønsket det.

Og vigtigst af alt følte Laura ikke, at det var noget, andre behøvede at blande sig i.

Er det dumt, at jeg gør det her nu?

De mange spørgsmål påvirkede hende alligevel. Selvom Laura selv var lykkelig over graviditeten, kunne andres reaktioner få hende til at tvivle på sig selv.

”Har folk måske ret i det, de siger? Er det korrekt? Er det dumt, at jeg gør det her nu frem for at vente fem år, hvor jeg måske har en uddannelse eller hvad ved jeg?”

Psykolog Neela Maria Sris peger på, at det kan være en ekstra belastning at skulle håndtere andres tvivl samtidig med, at man selv skal vænne sig til tanken om at blive forælder.

For det er i forvejen en stor omvæltning at blive mor eller far. Når andre oveni bliver ved med at stille spørgsmål ved ens valg, kan det være svært ikke at lade sig påvirke.

Og Laura mærkede især fordommene, når hun bevægede sig rundt med sin datter.

Bange for at blive dømt

Da Laura sad i offentlig transport med sin datter, var hun meget opmærksom på, hvordan hun fremstod.

Hun havde taget fine små dyr, børnebøger og overtøj med til sin datter. Hun ville gerne vise, at hun havde styr på det.

For selv om Laura ikke har noget imod skærmtid, kunne hun næsten ikke få sig selv til at tage telefonen frem, når hun var ude med sin datter.

”Jeg kunne aldrig drømme om at tage min telefon frem, mens jeg har min datter ude i offentligheden, fordi man er bange for, hvilke fordomme der potentielt er.”

Hvis datteren begyndte at græde i offentligheden, kunne Laura også hurtigt få følelsen af, at andre mennesker kiggede på hende.

”Så føler jeg, det har noget med mig at gøre eller min alder at gøre. At jeg ikke er kompetent nok til opgaven.”

Neela Maria Sris peger på, at det kan være svært at vide, hvor meget der kommer udefra, og hvor meget der er blevet en indre forventning om at blive dømt.

Hun opfordrer blandt andet til at tale højt om den slags oplevelser, fordi andre menneskers erfaringer kan være med til at give nye perspektiver.

For det er ikke nødvendigvis alderen, der får andre til at reagere, når et barn græder i en bus, påpeger hun. Nogle gange handler det ganske enkelt om, at andre mennesker bliver irriterede over et grædende barn.

Også blandt andre mødre kunne Laura mærke sin alder.

I en mødregruppe sad hun som 20-årig med sit lille barn, mens nogle af de andre kvinder var omkring 40 og havde fået børn tidligere.

Hun oplevede, at nogle talte til hende, som om hun havde brug for ekstra hjælp.

”Jeg følte, det var meget sådan: ’Har du nu styr på, hvordan man skal ...?’ Og jeg var sådan: Ja, det har jeg. Men tak, fordi du spørger.”

Hun oplevede ikke nødvendigvis de andre mødres råd som ondskabsfulde. Tværtimod kom de ofte fra et omsorgsfuldt sted.

Laura stod samtidig i en lidt særlig position. Hun var stadig ung, men hun følte heller ikke, at hun passede ind blandt de helt unge.