Da Malthe ikke længere kunne sove, gik det op for ham, at han havde brug for hjælp

22-årige Malthe Jacobsen beskriver sig selv som en helt almindelig ung mand. Han kommer fra Roskilde, bor i dag i Nordvestkvarteret i København, holder sabbatår, spiller musik og hygger sig med sine venner. Men i mange år gemte han på en ensomhed og tristesse, som ingen omkring ham kendte til.

Det hele begyndte allerede i 8. klasse. Her oplevede Malthe Jacobsen sin første forelskelse, og selv om den endte godt, og de blev et par, satte månederne med usikkerhed sig alligevel fast. Han mærkede en gennemgående tristesse i hele kroppen – og selv om det kan lyde sært, så var følelsen rar at dyrke.

Han opdagede, at tristheden blev et sted, han søgte hen, når han var alene. Hvis han ikke længere kunne græde over det, der gjorde ondt, fandt han andre måder at fremkalde følelsen på.

“Så så jeg videoer af soldater, der kom hjem fra krig eller satte sørgelig musik på”, fortæller han i dagens afsnit af 'Noget på hjerte?' med vært Ida-Sophia og psykolog Neela Maria Sris.

Ifølge Neela Maria Sris er det ikke usædvanligt, at svære følelser kan blive en form for tryghed, selv om de samtidig gør ondt.

“Der er jo sådan en dobbelthed i det. På den ene side skal man ikke gå i 8. klasse og græde sig selv i søvn, men på den anden side har der været en eller anden funktion ved det. Sådan nogle ting kan godt sameksistere”, forklarer hun.

Malthe Jacobsen vidste ikke helt, hvad det var, han søgte efter, når han opsøgte tristessen. Der var bare noget rart i at fremdyrke følelsen og mærke den i hele kroppen.

Han vidste godt, at det nok ikke var helt normalt at have det sådan, men det føltes ikke som en mulighed at bede om hjælp og forsøge at blive klogere på, hvad han ledte efter. Det virkede uoverskueligt at igangsætte en større proces og forholde sig til sig selv og sin psyke.

Han orkede ganske enkelt ikke det arbejde, det ville kræve.

Bange for at være alene

Med årene udviklede tristessen sig til en decideret frygt for at være alene. Så Malthe Jacobsen sørgede hele tiden for at have planer. Han sov hos venner, havde kærester og undgik de øjeblikke, hvor han skulle være alene med sine egne tanker.

I gymnasiet lagde ingen mærke til, hvor svært han havde det. Han var social, festede med de andre og virkede glad. Men når han kom hjem, var energien brugt op.

”Jeg bruger mit sociale batteri på at være i skole. Vi tager ud og drikker øl i parker. Jeg er meget med i det hele. Når jeg så kommer hjem, så har jeg nul tilbage af mig selv”, fortæller han.

Neela Maria Sris peger på, at det netop er derfor, psykisk mistrivsel kan være svær at få øje på.

”Det er nemlig ikke altid så tydeligt. Det er ikke noget, man bærer som et skilt udenpå”, siger hun.

Det hele knækkede

Malthe Jacobsen dunker sig selv meget oven i hovedet over at være så ked af det hele tiden.

”Jeg så mig selv som ynkelig. Jeg så mig selv som lille – jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde det sådan, og når følelsen kom, følte jeg mig svag, fordi jeg lukkede det ind”, siger han.

Der gik da heller ikke længe, før følelsen begyndte at tage overhånd og blev for meget at håndtere.

Hans kæreste startede på højskole. Malthe selv flyttede ind hos en ven i Sydhavnen for ikke at være alene. Samtidig fik en af hans venner konstateret kræft, mens en anden mistede sin far. En række livsomvæltende begivenheder ramlede ind i hinanden samtidig, og Malthe oplevede endnu en gang følelsen af at stå helt alene.

Han sov næsten ikke i en hel uge. Han lå i fosterstilling og svarede ikke sine venner, der prøvede at kontakte ham. Hans krop begyndte også at reagere på det ubehag, han følte – pludselig fik han stressknopper over det hele.

”Jeg lå bare og tænkte. Jeg følte, at mit hoved kørte på højtryk konstant, fordi der skete virkelig meget. Og jeg følte, at jeg stod helt alene i det”, fortæller han.

Til sidst var det en voksen på hans arbejde, der reagerede.

”Der kommer en voksen på mit arbejde og siger, at du bliver nødt til at gøre noget her. Jeg er all over the place og har ikke fået sovet, så de kan se, at jeg har det dårligt, siger han.”

Det fik ham til at tage skridtet og begynde til psykolog. Han startede i et intensivt psykologforløb med samtaler to gange om ugen. Og det hjalp ret hurtigt – alene dét at have struktur, et sted at møde op og et klart mål for øje var motiverende for ham. Han fik lyst til at få det bedre.

Og han fik det da også bedre.

Man behøver ikke ramme bunden

I dag ser Malthe tilbage på sit forløb med en vigtig erkendelse. Han ville ønske, at han havde bedt om hjælp langt tidligere.

”Jeg skulle virkelig have det dårligt, før der skete noget. Jeg følte ikke, det var retfærdiggjort tidligere. Jeg følte ikke, at jeg havde det dårligt nok”, siger han.

Det er en tankegang, mange unge kan genkende, mener Neela Maria Sris.

”Man behøver ikke at ligge fuldstændig nede, før man beder om hjælpen. Det er okay at bede om hjælp før”, siger hun.

Har lært at lytte til sig selv

I dag har Malthe det godt.

Han har lært sine egne reaktionsmønstre at kende og er blevet bedre til at mærke sine grænser. Han kan godt sige nej til sociale arrangementer, hvis han har brug for ro, og han kan være alene uden at frygte sine egne tanker. Han kan også tale mere åbent med sine forældre om, hvordan han har det – noget, han havde svært ved tidligere.

Og så føles det ikke længere så farligt at være alene.

”Jeg kan sagtens have en fredag aften alene hjemme på sofaen. Det gør ikke noget. Det kunne jeg ikke tidligere”, siger han.

Han håber især, at andre unge tager én ting med fra hans historie.

”Det er slemt nok, hvis du overvejer det. Hvis man kan blive i tvivl om, om man har det slemt nok til at bede om hjælp, så har man faktisk rettigheden til at bede om hjælp”, siger han.