Da Tobias slog hånden ind i en væg, gik det op for ham, hvor meget vreden fyldte

Tobias Lunddorf fra København var et stille barn. Han var glad for at være i sit eget selskab og var bange for at prøve rutsjebanen og ”andre nye ting”, fortæller han.

Han havde en storebror med både fysisk og psykisk handicap, som fyldte meget derhjemme. Og selv om forældrene var gode til at tage hånd om begge børn, kom Tobias Lunddorf med tiden til at lære sig selv, at han helst ikke måtte fylde for meget.

”Jeg var ham, der passede mig selv, gik ind og legede med Lego inde på værelset. Så der var aldrig store, ekspressive udbrud,” fortæller han i dagens afsnit af 'Noget på hjerte?' med vært Ida-Sophia og psykolog Neela Maria Sris.

Han blev det, han selv beskriver som et ”nemt barn”. En, der kunne passe sig selv og observere, hvad der foregik omkring ham.

Dén adfærd er helt klassisk, fortæller psykolog Neela Maria Sris.

”Det tror jeg, at mange skyggebørn kan genkende. At der er nogle følelser og nogle tanker, man holder for sig selv, fordi man vil ikke gå ind og tage pladsen, og familien har fokus på noget andet. Og så lærer man at pakke sig selv væk”, fortæller hun.

Da Tobias Lunddorf var omkring 10-11 år, lagde han mærke til, at han følte sig betydeligt ældre end sine jævnaldrende – noget, der nok var knyttet til, at han derhjemme var ”storebror for en storebror”.

Det var her, de første følelser af vrede begyndte at bruse inden i ham. Da storebroren af og til var med til skolearrangementer, oplevede Tobias Lunddorf, at de andre børn kiggede skævt til ham. Det gjorde, at han blev flov over sin bror, samtidig med at han også var vred på sig selv over at blive pinlig over et familiemedlem.

Han fortsatte med at holde følelsen af vrede og skam inde i kroppen, men af og til kom der sprækker. Som da klassen så en film om to brødre, hvoraf den ene havde autisme – en film, der føltes skræmmende tæt på hans egen familiedynamik.

”Jeg bragede ud af klassen med tårerne trillende ned ad kinderne. Og der var det også svært for mig at snakke om, fordi der var noget skam over, at jeg var flov over min bror. Så jeg var lidt ham den seje”, fortæller han.

Han ville ikke acceptere, at det var OK, at han blev ked af det – igen, fordi han ikke ville være til besvær.

Det er helt naturligt, fortæller Neela Maria Sris.

”Hvis ikke jeg er ked af det eller bliver vred, jamen så hjælper jeg faktisk. Hvis de andre eller hvis jeg bare lader være med at gøre noget forkert, jamen så er jeg en stor hjælp for min familie,” forklarer hun.

Hun uddyber, at det sagtens kan være en strategi, der fungerer i øjeblikket, men som senere kan gøre det svært at komme i kontakt med sine egne følelser.

Og for Tobias begyndte de følelser efterhånden at finde en anden vej ud.

Vreden kom på fodboldbanen

Da Tobias var omkring 12 år, begyndte han at spille fodbold på højt niveau. Pludselig var han en del af et miljø, hvor der var konkurrence om pladserne, forventninger og et konstant pres for at præstere.

Det var ikke altid let for Tobias at sige højt, når noget blev for meget.

”Der var det jo igen det her med, at det var så skamfuldt for mig at sige, fordi jeg var i det her miljø, hvor man skulle præstere, og man skulle være den bedste version af sig selv hele tiden,” fortæller han.

På fodboldbanen fik vreden til gengæld lov til at komme ud.

Tobias blev mere hård i tonen. Han blev anfører og var den, der kunne dele skideballer ud til de andre. Og den rolle føltes faktisk rar.

”Det var en rolle, jeg fandt mig godt tilpas i, hvor jeg ligesom kunne få vreden ud af min krop. Og alle de her forventninger, der var til mig, var jo medvirkende til, at jeg havde brug for at afreagere en gang imellem.”

Fodbolden blev en ventil.

Men da Tobias som 15-16-årig stoppede med at spille, forsvandt 'vredestimulansen', som han kalder det.

Så eksploderede det

Efter fodbolden begyndte andre ting at fylde i Tobias' liv. Han fik kærester, blev mere social, og senere kom også alkohol ind i billedet.

Vreden var der stadig. Og den kunne pludselig komme ud i situationer, hvor Tobias selv blev overrasket over sin reaktion.

Til en studenterfest stod han sammen med nogle venner og drak øl. En af hans gode venner tog hans øl og kastede den op i luften. Tobias hentede en ny, men vennen gjorde det samme igen.

Og så skete der noget.

”Det var lidt som om, at man får trykket på en knap inde i sin krop. Jeg blev rasende. Jeg kiggede lige på ham i to-tre sekunder, og så er jeg ved at hoppe på ham,” fortæller han.

Han blev så ”dirrende vred”, at han var nødt til at gå væk fra festen i en halv time for ikke at reagere på sin vrede. Han følte sig som en tikkende bombe, der godt kunne holde vreden nede i lang tid, men eksploderer, når grænsen endelig nås.

”Det var en af de der situationer, hvor jeg har vendt det udad, og det er der, hvor jeg har følt, jeg har været allermest skamfuld over, at folk ser, hvordan jeg kan reagere.”

”Jeg så mig lidt som et monster”

Tobias havde svært ved at få sin vrede til at passe sammen med den person, han ellers oplevede sig selv som. Han beskriver sig selv som et menneske, der er stille og roligt, godt kan lide at være glad og egentlig ikke bryder sig om at være sur.

På et tidspunkt blev vreden også fysisk.

En dag kom han ved et uheld til at trimme sit øjenbryn så kort, at et gammelt ar blev synligt. Dét blev endnu en gang for meget.

Han slog sin hånd ind i en væg seks-syv gange i ren og skær vrede.

Hans mor kom ind og spurgte, hvad der foregik. Først dér fortalte Tobias hende, hvordan han egentlig havde haft det.

Hånden var ikke brækket, men kraftigt forstuvet.

”Jeg tror virkelig, det forvrængede mit selvbillede sindssygt meget og var sådan, okay, jeg tror bare slet ikke, jeg er den person, jeg reelt set er. Altså jeg kan huske, jeg var så skamfuld over det. Jeg så mig lidt som et monster,” fortæller han.

En ven har siden sammenlignet Tobias' vrede med Hulk. Ikke fordi han mener, at Tobias er et monster, men fordi vreden nogle gange kan føles som noget, der pludselig vokser sig større end ham selv.

Hjælpen kom

Efter episoden begyndte Tobias at gå til psykolog.

Han kæmpede han i et par år med at finde en psykolog, som han følte, han virkelig kunne tale med. Det lykkedes til sidst.

Og det hjalp en hel del.

”Bare det her med, at jeg vidste, at der var en anden person her på jorden, der kender til lige præcis de her ting, begyndte at hjælpe mig sindssygt meget,” fortæller han.

I terapien begyndte han blandt andet at arbejde med kognitiv terapi. Det hjalp ham med at forstå, hvad der sker i hjernen, når vreden tager over.

Han lærte at opdage følelserne tidligere, inden de nåede det punkt, hvor det hele eksploderede.

For Tobias handlede det også om at ændre sit billede af sig selv. Han havde i lang tid tænkt, at han måske bare var et vredt menneske.

Men sådan ser han ikke længere på sig selv.

”Jeg vil aldrig nogensinde kunne komme af med min vrede. Den skal komme frem. Men jeg skal bare lære, hvordan jeg håndterer den”, siger han.

Vreden skal ikke væk

I dag handler det derfor ikke længere for Tobias om at slippe af med sin vrede.

Det handler om at forstå den.

Neela Maria Sris forklarer, at vrede ikke nødvendigvis er en følelse, man skal forsøge at fjerne. Den kan også fortælle noget om ens grænser, tanker og behov.

”Der ligger meget information i vores vrede. Den fortæller jo også lidt om, hvor vores grænser går, hvad vores mening er, og der er meget information omkring vores tanker og følelser i vreden,” siger hun.

For Tobias har en af de vigtigste erkendelser været, at han ikke behøver at vente, til han er helt overvældet, før han fortæller andre, hvordan han har det.

Han øver sig i at stoppe op, når noget begynder at samle sig i kroppen og sige det højt til nogen.

Det kan være nok bare at fortælle, at noget er svært.